Planlagte strømafbrydelser: Når mine frostvarer at tø?
Artiklen er mere end 30 dage gammel
En kold vinter kan resultere i planlagte strømafbrydelser. Læs her, hvordan du skal forholde dig under en strømafbrydelse.
Må jeg spise maden i min fryser, når der har været strømafbrydelse i to timer? Hvad sker der med mine akvariefisk?
Hvis det bliver en kold vinter, er der risiko for lokale strømafbrydelser. Fyn er i den sammenhæng ingen undtagelse, og hos Energi Fyn gør man også klar til at kunne slukke for strømmen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Men hvad skal du være opmærksom på, når strømmen har været slukket? Vi har spurgt en række eksperter, hvordan du skal forholde dig til en strømafbrydelse.
Hvordan skal du forholde dig til en strømafbrydelse?
Hvad hvis vaskemaskinen stopper i en vask?
Grundlæggende sker der ikke noget med vasketøjet, hvis der sker strømafbrydelse midt i vaskeprogrammet, lyder det fra Stine Müller, der er projektleder hos Forbrugerrådet Tænk.
Dog har sarte tekstiler som uld og silke ikke godt af at ligge i blød, da tekstilerne kan få skjolder.
- Jeg kan kun opfordre til, at forbrugeren farvesorterer sit tøj for sikre tekstilernes farve, også selvom tøjet skulle have ligget i blød, siger Stine Müller.
Er mine frostvarer tøet efter to timer uden strøm?
Ifølge Tue Patursson, der er fagekspert i Videnscenteret Bolius, kan dine varer i fryseren kan godt risikere at tø op, hvis der er en strømafbrydelse.
- Nogle ting vil højst sandsynligt være tøet efter to timer. Den store steg, der ligger bagerst vil helt sikkert stadig være frossen, men rejerne, der ligger forrest tør hurtigere. Så det skal du være opmærksom på, siger han.
Hvordan ved jeg, om mine varer har været tøet?
Det kan være svært at vurdere, om dine frostvarer har været optøet, når du kommer hjem til fryseren igen flere timer senere.
- Et godt råd er at lægge en mønt ovenpå en isterning. Så kan du altid se, hvor meget din fryser har været tøet. Hvis mønten ikke ligger på isterningen mere, har dine varer helt sikkert heller ikke været frosne hele tiden, siger Tue Patursson.
Hvordan holder jeg indholdet i køleskabet koldt?
Jo bedre energimærke og jo nyere et køleskab er, jo større er chancen for at varerne holder sig kolde under en strømafbrydelse.
Tue Patursson anbefaler, at man lader sine frostvarer tø op i køleskabet, hvis man først skal bruge dem om et par dage.
- Det vil fungere som et køleelement. Det gælder også om at holde køleskab og frysere lukket. Lad vær med at tjekke temperaturen hele tiden, og så vent med ungernes madpakker, til strømmen er tilbage, siger han.
Kan maden i køleskabet spises?
Ja, det kan det godt.
- Hvis køleskabet har strømafbrydelse, skal du undgå at åbne det, indtil der er strøm igen. Dernæst bør du vurdere dine madvarer, og hvis dufter og ser fine ud, kan du smage på dem. Eksempelvis holder grove grøntsager som rodfrugt og kål sig fint, selvom køleskabet har været slukket, siger Stine Vuholm, der er fødevarepolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Tænk.
Risikerer køleskab og fryser at gå i stykker?
Den bekymring bør ikke fylde hos dig ifølge Tue Patursson.
- Det er helt nede i det minimale, hvis der overhovedet skulle være noget, siger han
Skal jeg selv tænde for strømmen igen?
Nej, er det korte svar. Både køleskabe og frysere skulle meget gerne gå i gang igen af sig selv. Det samme gælder eksempelvis opvaskemaskiner og vaskemaskiner.
- Du skal højst sandsynligt indstille alle dine digitale ure igen. Alt andet burde gerne gå tilbage til standardindstillinger, fortæller Tue Patursson.
Hvad sker der med mine akvariefisk?
Det bliver ikke et problem for akvariefisk at overleve uden strøm i to timer.
- Det kan de godt, vandet er iltet, og ellers går akvariets pumpe selv i gang. Men skulle der bliver slukket for strømmen, kan temperaturen over tid godt falde i et 30 liters akvarie, og så kan du selv hælde varmt vand på og derved holde temperaturen oppe, siger dyrlæge ved Årslev Dyreklinik Steffen Knold.