Denne mand er mistænkt for at afpresse og snyde fynbo
kopieret!
To personer er mistænkt af politiet i en sag om afpresning, hvor de har afpresset en ældre mand fra Assens Kommune. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Afpresningen er ifølge politiet sket, både ved at de mistænkte har fået udleveret kontanter og har foretaget hævninger på den ældre mands dankort i en hæveautomat.
I forbindelse med den ene hævning er den ene gerningsmand fanget på overvågningen ved Danske Banks hæveautomat i Glamsbjerg. Det er sket 10. november 2024.
Har du set manden?
Fyns Politi har offentliggjort et billede af gerningsmanden og beder om hjælp til at identificere personen.
- Da sagen stadig er under efterforskning, er det begrænset, hvad vi kan sige, men vi håber meget, at nogle borgere kan hjælpe os med et id på den her person, som vi mistænker for afpresning af en ældre borger, siger politikommissær Preben Skytthe fra Nærpolitienheden i Assens.
Hvis man kan genkende personen på billedet, kan man henvende sig til Nærpolitienheden i Assens eller kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114. Man kan også tippe politiet via politi.dk.