Frokost i det grønne og skolebesøg: Her er planen for historisk kongebesøg i Assens
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Der venter et tætpakket program for kongeparret, når de i dag træder i land på Fyn.
Kongeskibet Dannebrog lægger i dag til havn i Assens. Stoppet er en del af kongeparrets sommertogt, der tager dem forbi Bornholm, Ærø, Assens og Vejle.
Sidste gang et sommertogt med Kongeskibet Dannebrog kom forbi Assens var i 2003. Dengang var det dronning Margrethe og prins Henrik, der gæstede den fynske havneby.
I år modtager Assens Havn i stedet for Kong Frederik og dronning Mary på deres første sommertogt som kongepar. Det sker i forbindelse med Assens' 500 års fejring som maritim købstad.
TV 2 Fyn dækker begivenheden dagen igennem live på tv2fyn.dk i tekst, billeder og video.
Kong Frederik og dronning Mary skal i den anledning forbi flere af Assens' største vartegn. Vi har samlet hele programmet herunder.
Program for kongeparrets sommertogt i Assens
Kl. 10 - Ankomst til Assens Havn
Kongeparrets dag begynder i Assens Havn, hvor man vil kunne se Kongeskibet Dannebrog lægge til kaj. Her vil kong Frederik og dronning Mary blive budt velkommen af blandt andet Slesvigske Musikkorps, der leverer musik til tonerne af "Kong Christian".
Kl. 10.30 - Karetkørsel i Assens
Fra havnekajen i Assens vil Kongeparret blive fragtet i karet gennem Assens bys hovedgade og videre mod Assens Rådhus. I kareten vil Kongen og Dronningen være akkompagneret af Assens' borgmester, Søren Steen Andersen, og hans ægtefælle. Gardehusarregimentets Hesteeskadron vil følge kareten til Assens Rådhus.
Kl. 10.55 - Modtagelse på Assens Rådhus
Borgmester Søren Steen Andersen (V), byrådsmedlemmerne og direktionen i Assens Kommune tager imod kongeparret på Assens Rådhus. Her vil Søren Steen Andersen holde en velkomsttale for kongeparret, inden turen går videre en lille time senere.
Kl. 11.50 - Besøg på Peter Willemoesskolen
Fra Assens Rådhus kører kongen og dronningen til Peter Willemoesskolen. Her går 200 elever fra 13 forskellige lande. I forlængelse af dette besøg vil kong Frederik besøge fodboldholdet Assens FC Optimus. Et fodboldhold bestående af elever med særlige behov. Imens vil dronning Mary besøge Peter Willemoesskolens lektiecafé, der er drevet af Røde Kors Assens.
Kl. 12.45 - Besøg i Lundager Skov
Fra Assens Bys gader går turen ud i naturen. Her vil kongeparret blandt andet plante et træ i Lundager Skov. Under besøget kan kongeparret blandt andet betragte de 57.000 træer og buske plantet i Lundager Skov tilbage i 2021.
Kl. 13.15 - Besøg og frokost på Skovpavillonen
Uden mad og drikke duer kongeparret ikke. Efter en tur gennem Lundager Skov bliver Skovpavillonen vært for en royal frokost. Musik fra Assens Harmoniorkester vil byde kongen og dronningen velkommen til den ikoniske bygning fra 1881. Musikken vil fortsætte under frokosten, hvor Danmarks ældste drengekor Syngedrengene vil levere musikken.
Kl. 14.30 - Besøg i Assens Forsyning
Efter en frokost i flotte omgivelser stopper kongeparret ved Assens Forsyning. Her vil de få en rundvisning og viden om, hvordan forsyningsparkens klimavenlige rensningsanlæg bidrager til et bedre miljø. I forlængelse af besøget får kong Frederik og dronning Mary et indblik i Kredslab, et læringsforum for skoleelever. Kredslab underviser børn og unge i forståelsen for, hvordan blandt andet Assens Forsyning bidrager til en grønnere udvikling.
Kl. 15.15 - Besøg hos WaterCare
Dagen fortsætter i miljøets tegn. Næste stop på ruten bliver nemlig hos WaterCare, der er Danmarks førende virksomhed inden for produkter, der renser regn- og spildevand. Her vil kongeparret få en rundvisning og et indblik i, hvordan WaterCare arbejder på at forbedre miljøet.
Kl. 15.50 - Købstadsvandring i Assens
Inden turen går tilbage til Kongeskibet Dannebrog, vil kong Frederik og dronning Mary gøre et sidste stop. Her skal kongen og dronningen på en vandring tilbage i tiden. Turen starter ved købmandsgården Plums Gård. Derfra går turen forbi Museum Willemoes, inden byvandringen slutter ved Assens' tidligere rådhus, Kulturkajen, der i dag blandt andet bliver brugt som bibliotek.
Kl. 19.30 - Reception på Kongeskibet Dannebrog
Dagen afsluttes samme sted, som den startede, på Kongeskibet Dannebrog, hvor indbudte gæster er inviteret til reception. Næste stop på kongeparrets rute er Vejle, hvor de i morgen vil fortsætte deres sommertogt.
Fotos: Pelle Rink/Ritzau Scanpix, Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, Lasse Beck Frost og Joachim Næshave.