Solen skinner, og hun stråler også selv, som hun sidder der med sin hvide perlekæde i sit hyggelige hjem i Assens og nyder at have selskab. Men bag brillerne gemmer sig ofte en anderledes tristhed og mørke. Også sådan helt bogstaveligt, fordi synet er ved at forsvinde for 94-årige Else Dinesen, der også hører og går dårligt, og især om natten er meget utryg.

- Jeg er så mørkeræd, og efter min mand døde, har jeg kun missekatten, siger hun og aer katten, der får lov til at sove i den tomme seng efter mandens død for syv år siden.

Else Dinesen er dog privilegeret ved at have seks børn (en dog død), 14 børnebørn og 19 oldebørn. Den 60-årige datter Sussi er hende, der tager sig mest af moren. Hun taler typisk i telefon med hende flere gange om dagen og kører ofte mange gange om ugen fra bopælen i Ringe og de 50 kilometer til moren, der er tiltagende diffus.

- Havde jeg plads i mit hus, ville jeg uden tøven lade hende flytte ind, siger Sussi Dinesen.

I stedet kæmper hun for at få en plejehjemsplads til sin mor, men hidtil forgæves. Tre gange har en visitator været på besøg, men moren er vurderet til ikke at være egnet til en plejehjemsplads - eller som det udtrykkes i et brev fra Assens Kommune, er hun ikke kandidat.

- De siger, at hun er alt for god til at komme på plejehjem, fortæller datteren.

Blå mærker

"Længst muligt i eget hjem" har da også været ældrepolitikken i Danmark lige siden, Ældrekommissionen tilbage i starten af 80'erne lancerede slaglinjen for at opfylde langt de fleste ældres ønske om at blive boende i vante rammer så længe som muligt.

Men også for de trængte kommunekasser kan det betale sig at undgå anbringelse på plejehjem. Nyborg Kommune har for eksempel beregnet, at først når en ældre ugentligt får over 20 timers hjælp i eget hjem, vil det økonomisk være en fordel med en plejehjemsplads.

Vender vi tilbage til Else Dinesens kommune, Assens, er der da også sket et markant fald i andelen af ældre, der kommer på plejehjem. For ti år siden boede knap 18 procent af de ældre over 80 år i en plejebolig. Nu er det cirka 14 procent. I stedet er presset steget på hjemmeplejen.

Else Dinesen må vente til klokken 11 med at få morgenmad, da hjemmehjælperen først dukker op på det tidspunkt. Derfor sker det, at den 94-årige dame selv har forsøgt at varme sin kaffe i mikroovnen og skære sig et stykke franskbrød, men hun har svært ved at styre kniven på grund af det stærkt nedsatte syn. Datteren skærer også maden ud i små bidder til hende, når hun er på besøg.

- Det var ligesom, når du skar ryttere ud til os, da vi var små, siger Sussi henvendt til sin mor.

Else Dinesen forklarer da også, at hun ikke længere bryder sig om at tage i byen, fordi hun ikke kan spise med kniv og gaffel, da hun ikke kan se det, der er lige foran hende. De mange blå mærker på kroppen viser, at hun ofte støder ind i ting i hjemmet. Mærkerne ser datteren, når hun har sin mor i bad.

- Jeg er her så ofte som muligt, fordi min mor ikke bryder sig om, at der kommer så mange skiftende hjælpere i huset. De tyve minutter, hun er bevilget til rengøring hver tredje uge, er heller ikke nok, bemærker hun.

Moren kunne godt få bragt mad ud, men vil hellere spise lidt og ofte end købe en stor portion aftensmad. Derfor laver datteren små portioner til hende, der så kan tages op af fryseren.

Psyken halter

De senere år er Else Dinesen blevet mere diffus, selv om hun af en 94-årig virker skarp som nu, hvor hun sidder ved spisebordet og fortæller om sit liv.

- Og det er jo sol og sommer, og så går det jo, bemærker hun flere gange i løbet af samtalen.

Den side af den ældre dame er den, som visitatoren har mødt de gange, hun har været i hjemmet. Men om morgenen og når mørket sænker sig, kniber det dog gevaldigt, og Else Dinesen kan ringe til datteren og undre sig over, at ingen har besøgt hende, selv om datteren næsten lige er kørt fra morens hjem.

- Det er psyken, forklarer Else Dinesen, der har fået tildelt ti minutters psykisk samtale, når hjemmehjælperen kommer for at give hende morgenmad.

- Min mor er en langsom starter, og på grund af det dårlige syn bliver hun så trist, når det senere på dagen bliver tidligere mørkt end for os andre, forklarer datteren.

Da en søn pludseligt døde for et par år siden, fik den gamle mor det meget dårligt og trykkede flere gange på sit nødkald.

- Jeg ved godt, at jeg kun skal trykke en gang, men jeg gik jo i panik, bemærker hun.

Låser alle døre

I dag kan hun også finde på at bruge nødkaldet, selv om hun ikke er faldet, men fordi hun er diffus og har svært ved at overskue tingene.

- Og selvfølgelig er det svært for hjemmeplejen at komme, hvis hun ikke er faldet. Man kunne bare nogle gange ønske sig, at de lige kunne bruge et kvarter på at tale med hende, så ville hun psykisk være på højkant igen, siger Sussi Dinesen.

Om aftenen og natten er hendes mor bange, så hun låser alle døre indefra og lader nøglen sidde i. Har hun så et nødkald i løbet af natten, kan hjemmeplejen kun komme ind ad hoveddøren. Aftalen er så, at hjemmeplejen skal ringe efter Sussi, der skynder sig at sætte sig bag rattet.

- Er min mor bange, er det nok bedst, at det er mig som banker på døren eller vinduet, så det er en kendt stemme, hun hører. Min mor ved også, at hvis hun trykker på nødkaldet, skal hun også ringe til mig, hvis hun er i stand til det. Hun har i den grad mit nummer i fingrene. Ofte undlader hun helt at nødkalde, så ringer hun til mig. Jeg har en del gange kørt ud til hende om natten, fortæller datteren.

Tæt på at brænde ud

Sussi Dinesen tager aldrig på ferie længere væk end tre timers kørsel til sin mor, og fordi hun følger sin mor så tæt, er det hende, der har lettest ved at håndtere situationen, når moren f.eks. ikke har sovet hele natten, fordi hun er bange for næste dag at skulle til frisør eller læge og nægter at tage afsted.

- Men så finder vi ud af det, smiler Sussi.

Hun arbejder som bogholder i et firma i Ringe og er gift, men har ingen børn.

- Og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke på, hvem der skal tage sig af mig, når jeg bliver gammel, men lige nu er alt mit fokus på min mor. Jeg må bare erkende, at jeg også er ved at brænde ud, og jeg kunne sådan ønske mig for både min mor og jeg, at hun kunne få en plejehjemsplads. Det allerbedste ville være en plejehjemsplads i Ringe, så jeg meget lettere kunne besøge hende, og vi kunne bruge tiden på ture og andre ting i stedet for praktiske ting som nu.

- Men det kræver, at Assens Kommune vil sige god for, at hun er egnet til en plejehjemsplads, og det har kommunen så ikke villet indtil nu, siger Sussi Dinesen.

Flere i knibe

I Ældre Sagen er seniorkonsulent Nina Bruun harm over, at Else Dinesen ikke kan blive visiteret til en plejehjemsplads.

- Men vi hører desværre mange af disse historier, og det er forfærdeligt, at visitationsreglerne af økonomiske hensyn er strammet så meget i kommunerne, at selv ældre som Else, der er næsten blinde, utrygge og diffuse ikke kan få en plads, siger Nina Bruun.

Hun bider også mærke i, at Else Dinesen ikke er skrevet op på en venteliste, fordi hun ikke er visiteret til en plads.

- På den måde giver ventelisterne ikke et retvisende billede af interessen for at komme på plejehjem. Det er jo kommunerne selv, der fastsætter visitationskriterierne, og dermed også kommunerne selv, der groft sagt kan styre, hvor lang ventelisten bliver, siger Nina Bruun.

Hun fortæller, at Ældre Sagen hører fra flere kilder, at visitatorer bliver bedt om at stramme visitationen, når ventelisten er ved at være "fyldt".

- Det betyder, at mennesker som Else og hendes pårørende kommer i knibe. Der er et alt for stort gab mellem den hjælp, man kan få i hjemmeplejen, og til muligheden for en plejehjemsplads. Man trækker den simpelthen for langt. Og det er jo ikke for sjov, når en ældre og pårørende beder om en plads, siger seniorkonsulenten.

Svær beslutning

Spørgsmålet er så, hvad Else Dinesen selv siger til at skulle fra det hjem, hun tydeligvis holder af.

- Det er svært at sige noget om, men jeg har prøvet at være i aflastning i Vissenbjerg, da jeg havde det skidt efter min mands død. Jeg havde mit eget værelse og mødtes med de andre til spisetiderne. Hvor var det dejligt, siger hun for lidt efter at spørge.

- Hvis jeg først er kommet på plejehjem, så kan jeg ikke komme tilbage hertil?

Det ærlige svar fra datteren er nej. Hun ved, at det er en svær beslutning, men hun er ikke i tvivl om, at det er den rigtige. Både hun og moren var da også ved at tude, da visitatoren under det seneste besøg meldte ud, at hun ville ønske, at der var en plads, men det ville der ikke være.

På mange plejehjem er beboerne da også meget dårlige, og Sussi ved godt, at der er dem, der mener, at moren blot vil sygne helt hen, hvis hun kommer der. Hun ved bare, at den nuværende situation ikke er holdbar.

- Når jeg vinder den store gevinst, vil jeg købe en byggegrund herude ved kysten eller det gamle rådhus ved havnen og lave et alderdomshjem, så der var plads til sådan nogle som min mor, der mangler tryghed, og hvor der er tilknyttet personale døgnet rundt. I dag suser de ansatte rundt på vejene for blot at være på besøg i ti minutter få gange om dagen som hos min mor, siger Sussi Dinesen.

Ældre Sagen bakker op om politikken med længst muligt i eget hjem.

- Men vel og mærke hvis den ældre ønsker det, og der er den tilstrækkelige hjælp. Og hvis behovet og ønsket ændrer sig, så skal det være lettere at komme på plejehjem. Der er sket en usynlig glidning, så plejehjemmene i dag først og fremmest er for demente og døende, men det er jo ikke en beslutning, vi som samfund har truffet, siger Nina Bruun.

Få nye plejeboliger

Intet tyder på, der vil blive oprettet flere plejehjemspladser i samme takt, som antallet af ældre over 80 år stiger drastisk de kommende år.

Det viser en rundspørge, som Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har lavet til de fynske kommuner.

Skal bare den nuværende andel af ældre over 80 år, der i dag er på plejehjem, fastholdes, vil det for eksempel betyde, at der i Assens Kommune skulle etableres 166 nye plejeboliger frem mod 2030. Det svarer til en stigning på 48 procent, men kommunen har ingen byggeplaner. Dog er der i lokalplan gjort muligt at etablere et friplejehjem med 48 pladser i Tommerup Stationsby.

På landsplan skal bygges næsten 22.000 nye plejeboliger frem mod 2030, hvis der for de over 80-årige skal være plads til den samme andel som i dag.

- Og det er altså med den stramme visitation, hvor alt for mange som Else ikke kan få en plads. Vi står overfor en så stor udfordring, at regering, kommuner og andre aktører er nødt til at sætte sig sammen for at løse den, opfordrer seniorkonsulenten i Ældre Sagen Nina Bruun.

Direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup går endnu længere og taler om en humanitær katastrofe.

- Der mangler medarbejdere i ældreplejen, og vi får ikke bygget nok plejeboliger. Vi ser allerede nu eksempler på, at selv personer med demens har svært ved at få en plejehjemsplads. Kommunerne skal se at vågne op, opfordrer han.