Anklageskriftet beskriver også, hvordan de fire tiltalte først forsøgte at komme ind i opgangen på Nyborgvej for at sprænge bomben der. Var det lykkedes, kunne trappen falde sammen, dørene ind til lejligheden ville blæse ind, og de 25 personer, der var i lejlighederne den 30. december, ville være i livsfare, vurderer Peter Hald.
Bomben skulle ifølge anklageskriftet detoneres ved hjælp af et såkaldt Cobra 8-kanonslag. Det er et kraftigt kanonslag, men til at antænde dynamit duer det ikke.
- Der er ikke smæk nok på, siger Peter Hald.
Mislykkede to gange
Det var i dagene mellem jul og nytår i 2023, at bomben skulle eksplodere på Nyborgvej i Odense.
Ifølge anklageskriftet forsøgte tre af de tiltalte første gang at komme ind i opgangen den 28. december klokken 23.50, hvor der på dette tidspunkt opholdt sig 19 personer rundt om i lejlighederne. Men det lykkedes ikke at få adgang, og de tiltalte forlod stedet.
Natten til den 30. december kom de så tilbage. Nu med den fjerde medtiltalte. Omkring klokken 03.30 forsøgte de igen at få adgang til opgangen, og det var på dette tidspunkt, at der opholdt sig 25 personer derinde. Men heller ikke denne gang lykkedes det, og i stedet blev sprængstoffet gjort klar til at eksplodere ude foran opgangen.
Det fejlede også, fordi en politibil ankom til stedet og forstyrrede de fire tiltalte. To af dem blev anholdt umiddelbart efter, og de sidste to blev anholdt i løbet af efteråret 2024.
Konflikt mellem personer, der færdes i bandemiljøet
De tiltalte er henholdsvis 18, 19, 20 og 20 år. Den yngste er svensk statsborger, og det er politiets teori, at han blev hyret til at fragte sprængstoffet over Øresund.
Spørger man Peter Hald, giver det god mening, at bombens indhold skulle komme fra Sverige. Det er ikke noget sprængstof, man bare lige går ud og køber i et byggemarked.
- Men Sverige er én stor klump granit med lidt jord og nogle svenskere ovenpå. De sprænger ofte for at få klipper væk, og der skal ikke meget mere end en uærlig entreprenør eller mellemhandler til, før sprængstof kan ende, hvor det ikke skal, siger han.
Står det til anklagemyndigheden skal den 18-årige svensker udvises, ligesom to af de andre gerningsmænd skal det. Alle fire risikerer fængsel på livstid.
Udover at have forsøgt at sprænge bomben er de også tiltalt for at have indført, transporteret og besiddet sprængstoffet både rundt på Fyn og rundt i Danmark. Den 19-årige er også tiltalt for at have stjålet en bil den 30. december 2023. Han og en af de 20-årige er tilmed tiltalt for at have været i besiddelse af mindst 31,46 gram kokain og 128,05 gram skunk med henblik på videreoverdragelse.