2. okt. 2024 kl. 6:00
Tim Kyhn

Ny højhastighedsbane giver plads til fynsk S-tog med stop i små byer

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del

Om få år bliver togtrafikken tværs over Fyn flyttet til nye skinner til høj hastighed. Det får de fynske kommuner til at drømme om lokaltog på de ledige skinner.

Hvorfor er det kun København, der skal have S-tog? Det skal vi da også have her på Fyn.

Sådan lyder det kort fortalt i en aktuel vision fra Byregion Fyn, som er sammenslutningen af de ti fynske kommuner.

Det er kommunernes ambition at opgradere togtrafikken på Fyn med en ny S-togs-linje fra Svendborg og Nyborg i syd og øst over Odense til Middelfart i vest. 

S-toget skal være en slags lokalbane, der forbinder en række små stationsbyer med hyppige afgange og samtidig skabe nem forbindelse til de kommende højhastighedstog mod Jylland og Sjælland.

Visionen er ikke bare en vild tanke, fastslår borgmester Søren Steen Andersen (V).

- Det er ganske realistisk, når du ser på, hvad økonomien er i projektet, mener han.

Der bliver god plads på skinnerne

Planen går ud på, at der skal køre S-tog på den nuværende jernbane, der går tværs over Fyn. De skinner bliver nemlig ledige, når en helt ny banestrækning til højhastighedstog er bygget færdig om fire til seks år. 

Samtidig med etableringen af den nye dobbeltsporede bane hen over Fyn, vil Femern-forbindelsen fra Danmark til Tyskland flytte det meste af godstransporten på skinner væk fra den nuværende banestrækning på Fyn.

Med andre ord vil der være en stor overkapacitet på de eksisterende skinner - og det skal udnyttes, mener Søren Steen Andersen.

“Der er utrolig mange politikere på Christiansborg, der siger, at de vil gøre noget for hele landet. Nu har de muligheden for at vise, at de mener det.”

— Søren Steen Andersen (V), borgmester, Assens

- Det er en gave, som vi bør gribe, og som vi skal have et samarbejde om med partierne på Christiansborg. Der er utrolig mange på Christiansborg, der siger, at de vil gøre noget for hele landet, og at de også er til for landdistrikterne. Nu har de muligheden for at vise, at de mener det, siger han.

Hvorfor skal der køre S-tog på Fyn?

Det Fynske S-tog vil medvirke til at øge mobiliteten og skabe et sammenhængende arbejdsmarked på tværs af Danmark og øge arbejdsudbuddet på tværs af landet.

Det Fynske S-tog vil sikre sammenhæng i den kollektive transport på Fyn og fra Fyn til Jylland og Sjælland.

Det Fynske S-tog udnytter den ledige kapacitet, der bliver frigivet med den nye højhastighedsbane på Vestfyn.

Det Fynske S-tog vil reducere trængslen på de fynske veje og nedsætte CO2-udledningerne fra transport.

Kilde: Rambøll og Byregion Fyn.

De fynske kommuner har udarbejdet et fælles konkret projektforslag. Forslaget indeholder alle detaljer, herunder passagerprognoser, økonomiske overslag på udgifter til anlæg og drift, køreplanforslag og så videre. 

- Søren Steen Andersen, hvor skal pengene komme fra?

- De skal komme fra staten som andre trafikinvesteringer. Men det her projekt koster nada i forhold til de store metroprojekter og andre trafikprojekter i milliardklassen. Det er slet ikke deroppe, vi er økonomisk, siger Assens-borgmesteren.

Tim Kyhn

Da skinner og stationer er der i forvejen, vil anlægsinvesteringen ifølge projektforslaget være begrænset til Svendborgbanen, hvor der mangler dobbeltspor på en del af strækningen samt en række tekniske justeringer, der skal gøre det muligt at hæve den maksimale hastighed fra 120 til 140 kilometer i timen. 

Den samlede anlægsudgift er i projektforslaget anslået til 370 millioner kroner.

Forventning om flere togpassagerer

De ekstra driftsomkostninger forventes modsvaret af flere indtægter fra passagerer. Dels fra flere lokale rejsende, men også fra et forventet større antal fjernrejser, når det bliver muligt at hoppe på det lokale S-tog og efterfølgende skifte til højhastighedstog videre mod Jylland eller København.

- Vi har et stort opland med arbejdskraft, der går begge veje med hensyn til at forsyne både land og by, og hvor det er attraktivt at bo. Der vil det fynske S-tog sikre mobilitet til gavn for hele landet. Det vil også reducere den tætte trafik på vejene. Så det er bare med at sætte i gang, siger Søren Steen Andersen. 

Fyn skifter gear

Vi kører mere i bil end nogensinde, og i Danmark kører vi 40 milliarder kilometer om året i vores privatbiler - oftest til og fra fornøjelser. Men skal det være sådan?

Er det muligt at parkere fossilbilen og vælge mere grønne alternativer?

Det undersøger TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende fra 23. september til 6. oktober.

2. dec. 2024 kl. 8:48

DSB advarer - kommende dage vil tog gå tidligere

LYT
Del

Skal du med tog fra Odense til Fredericia eller omvendt de kommende dage, så skal du tjekke afgangen en ekstra gang.

Fra og med mandag 2. december til og med torsdag 5. december og natten efter vil enkelte regionaltog mellem Odense og Fredericia, i begge retninger, køre efter en ændret køreplan, skriver DSB.

Ændringer betyder, at togene vil køre op til fire minutter tidligere end normalt, og ankomme op til ti minutter senere end normalt.

2. dec. 2024 kl. 8:12

Harmonikasammenstød årsag til kæmpekø

LYT
Del

Trafikanter på Fynske Motorvej i retning mod Sjælland skal forvente op mod en times ekstra rejsetid, hvis de skal fra vest over Odense og videre mod øst.

Et sammenstød mellem flere biler er årsag til, at motorvejen har været spærret kort før afkørsel 52 Odense SV, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Sten Nyland.

- Der er sket et harmonikasammenstød med fire biler involveret og derudover et følgeuheld med to biler. Der har været bøvl med at skille to biler ad efterfølgende, men nu er den ene kommet op på et fejeblad, og den anden er også på vej op, fortæller han.

Ifølge vagtchefen går der ikke længe, før motorvejen åbnes for trafik igen. Der er dog stadig en “god lang kø”, der skal afvikles.

2. dec. 2024 kl. 7:17
Natacha Djervad

Uheld skaber flere kilometer kø i myldretiden

LYT
Del

Opdateret klokken 08.26: Motorvejen er genåbnet, men der er otte-ti kilometer kø, som skal afvikles.

Mandag morgen påvirker et trafikuheld på Fynske Motorvej ved afkørsel 52 Odense SV trafikken ind mod Odense. Kort efter blev motorvejen spærret.

Det skriver P4 Trafik og Vejdirektoratet. Uheldet er sket i det venstre spor i retning mod Sjælland.

Vejdirektoratet oplyser, at uheldsstedet endnu ikke er sikret, hvorfor man skal passere med forsigtighed.

Efter spærring af motorvejen oplyser Vejdirektoratet, at man skal forvente en forlænget rejsetid på op mod en time.

2. dec. 2024 kl. 7:13

Rekordmange rejsende forventes i juledagene

LYT
Del

DSB venter op mod 275.000 rejsende i dagene omkring jul, og hvis forventningerne holder stik, vil det være ny rekord. Det siger informationschef i DSB Tony Bispeskov til Ritzau.

Forventningerne bygger på, at der på nuværende tidspunkt er solgt 57 procent flere Orange-billetter til juleafgangene sammenlignet med sidste år ved denne tid.

Omkring 90.000 passagerer har således ved indgangen til december sikret sig en pladsbillet hjem til jul.

På samme tidspunkt sidste år var antallet af solgte pladsbilletter til sammenligning 60.000.

Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningerne København-Odense og København-Fredericia.

2. dec. 2024 kl. 6:20
Fyn

Flere storrygere på Fyn reddet i nyt projekt

LYT
Del

1960'ernes og 70'ernes rygevaner har gjort lungekræft til en af de mest udbredte kræftformer i Danmark.

Hvert år koster sygdommen cirka 3700 livet.

Flere kunne overleve, hvis storrygere fik undersøgt lungerne med en scanning, inden hoste, åndenød og andre symptomer viser sig.

Det har screeningsprojekter i udlandet vist, og nu er det herhjemme for første gang i et større studie ved at blive undersøgt, om scanninger skal være et tilbud til mangeårige rygere.

Opdager kræft i tide

Cirka 1000 borgere mellem 60 og 74 år på Fyn, Langeland og Ærø har siden slutningen af juli deltaget i et pilotstudie, der frem til 2026 skal vise effekten af lungescanninger.

Indtil videre er 825 deltagere blevet scannet, fortæller Michael Stenger, der er overlæge på Odense Universitetshospital og leder af projektet.

Blandt dem har foreløbig fem fået konstateret lungekræft, uden at der var mistanke om, at de bar på den alvorlige sygdom. Kun takket være scanningen blev kræften opdaget i tide.

En solstrålehistorie

- De er alle fem blevet opereret, og det betyder selvfølgelig meget for dem. De er enormt taknemmelige.

- Vi har kunnet give dem en helbredende behandling i stedet for en livsforlængende, sådan som det ofte sker, hvis sygdommen opdages i et sent stadie. Det er en solstrålehistorie, siger Michael Stenger.

Med til scanningerne hører rygestopkurser. Det tilbud har fire ud af ti deltagere på Fyn taget imod, oplyser overlæge og projektleder Michael Strange.

Om det lykkes dem at lægge tobakken væk, vil der blive fulgt op på ved en anden og tredje scanningsrunde.

2. dec. 2024 kl. 6:03

Mandag bliver grå og til tider våd

LYT
Del

Mandagen står i skyernes og bygernes tegn, og stedvis kan dis og tåge blive liggende til langt op ad dagen.

I dagens løb stiger temperaturen til mellem fem og 10 grader, og vinden bliver svag til frisk fra syd og sydvest, ved kysterne stedvis hård vind. Med andre ord bliver mandag en mild, grå, til tider våd og stedvis blæsende dag.

Henter vejret...

°

Lige nu

Weather Icon

Rain: mm

mm

m/s

Baseret på data fra MET Norway. Licenseret under CC 4.0.

Tid Temperatur Regn Vind
2. dec. 2024 kl. 6:00

Mathias blev udsat for seksuelt overgreb: Så kom en fremmed mand med rørende afsløring

LYT
Del

En ung mand står alene på gågaden i Odense med et skilt i hænderne.

Ordene på skiltet er skarpe og ubehagelige. De forbipasserende kigger forundret på manden, der står og kigger mod menneskemængden.

På skiltet står statistikker om, hvordan mænd er overrepræsenterede i selvmordsstatistikker, og at størstedelen af hjemløse er mænd.

Manden på gaden er 29-årige Mathias Søby.

Blev udsat for overgreb

Han vil ændre den måde, vi taler om mental sundhed på – eller rettere, den måde vi ikke taler om det. Han har gjort det til sin mission at bryde tabuerne om mænds psykiske sårbarhed og traumer med stærke budskaber.

– Det er en provokation, hvor jeg tvinger folk til at forholde sig til det. Meget firkantet handler det om at få mental sundhed på landkortet, fortæller Mathias Søby.

Mathias Søby taler åbent om sine egne kampe. I 2017 blev han udsat for et seksuelt overgreb på en tur til Thailand. Hans vurdering er, at nogen må have puttet noget i hans drink. Han vågnede op i en fremmedes seng uden hukommelse – en oplevelse, der lå som en skygge over hans liv.

– Efter at have prøvet at undertrykke det, fandt jeg ud af, at det ikke var måden. Derfor besluttede jeg mig for at åbne op for den her snak.

Jeg er en af dem

Efter 20 minutter stopper en ældre herre foran skiltet. Han læser ordene i stilhed, før han møder Mathias Søbys blik. Manden, som hedder Jens Erik Jensen, fortæller, at han var hjemløs i fem år.

– Det er skræmmende. Jeg er faktisk en af dem, konstaterer han.

Efter en snak fortsætter Jens Erik Jensen ned ad gaden. Mathias Søby står tilbage, berørt.

 – Det er fantastisk, når mændene kommer hen. Han sagde tak. Jeg synes, det er helt vildt rørende.

1. dec. 2024 kl. 20:09
Fyn
Natacha Djervad

Trods stort dyk i antallet af parallelsamfund - Vollsmose stadig på uønsket liste

LYT
Del

Der er kommet markant færre parallelsamfundsområder og udsatte boligområder sammenlignet med sidste år, viser en ny opgørelse fra Social- og Boligministeriet.

Fire boligområder har således forladt listen, mens otte er blevet - herunder Vollsmose.

- Mit mål er nul parallelsamfund. Så vi får et mere samlet Danmark, og så børn fra udsatte boligområder får en bedre start på livet. Selvom vi ikke er i mål endnu, så slår de nye opgørelser klokkeklart fast, at indsatserne virker. Det viser sig også i det, jeg synes er den bedste nyhed i år – nemlig at der ikke er kommet nye områder på listerne, siger Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen (S), i en pressemeddelelse.

Ingen nye områder

Heller ikke i Svendborg Kommune er det lykkedes at få boligområdet Byparken/Skovparken af listen over udsatte boligområder, som er en anden af de i alt fire lister, som Social- og Boligministeriet opererer med.

Listen er ellers forkortet ned fra 19 til 12. Social- og boligministeren hæfter sig til gengæld ved, at der ikke er nye områder på listerne.

- Det er virkelig vigtigt, at vi holder fast nu. Vi har et mål om, at Danmark skal være fri for parallelsamfund om fem år. Det kræver, at kommuner og boligorganisationer bruger de redskaber, som lovgivningen tilbyder - også til at gennemføre egentlige omdannelser. Det kommer jeg til at have fokus på.

Udsatte boligområder skal indføre udlejningsregler, der styrer beboersammensætningen, og det er også muligt at etablere private boliger samt godkende strategisk nedrivning og salg af almene familieboliger, hvis et område skal omdannes.

1. dec. 2024 kl. 19:06

Søren Krogh fælder hård dom over årets sidste OB-kamp

LYT
Del

OB førte 1-0 og 3-2, men måtte nøjes med 3-3 hjemme mod bundholdet B93 i 1. division.

Meget skal dog gå galt for OB i foråret, hvis ikke det fynske fodboldflagskib skal vende tilbage til landets bedste fodboldrække.

Men fynboerne sluttede alligevel efterårssæsonen af med en skuffelse, og det var cheftræner Søren Krogh ikke helt tilfreds med, som du kan høre i videoen ovenover.

Søren Kroghs og hans spillere kan dog stadig glæde sig over, at det er blevet til 14 sejre i 18 kampe i 1. division i efteråret.

1. dec. 2024 kl. 18:17

Nu kan flere søge tilskud til boligen - se om det gælder dig

LYT
Del

Står du over for at skulle isolere loft, hulmure eller udskifte gamle vinduer, så er der gode nyheder til omtrent 18.000 fynske boligejere, der har bolig med energimærke D.

For de er nu blevet indlemmet i Energirenoveringspuljen, oplyser energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Oversigt over antal boliger med energimærke D i fynske kommuner:

Assens: 1637

Langeland: 523

Nyborg: 1142

Odense: 6932

Faaborg MF: 2043

Middelfart: 1406

Kerteminde: 1075

Nordfyn: 1011

Svendborg: 2289

Ærø: 279

I alt: 18.337

Fakta om Energirenoveringspuljen:

• Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning til boligejere, der ønsker at lave energibesparende forbedringer på sit hus.

• For at kunne få tilskud fra puljen skal man leve op til følgende fem krav:

1. Din bolig skal være en helårsbolig - og du skal selv eje den.

2. Dit hus skal have et gyldigt energimærke i kategorien E, F eller G, og der må ikke være foretaget ændringer på dit hus, siden det blev udstedt. Midt i 2025 inkluderes også energimærke D.

3. Projektet må ikke være sat i gang, når du ansøger. Du må først igangsætte det, når du har fået tilsagn.

4. Du må ikke få andre tilskud til at udføre det samme projekt.

5. Arbejdet skal udføres af en virksomhed med gyldigt CVR-nummer.

• På hjemmesiden Boligejer.dk kan du se, hvilket energimærke din bolig har.

Eksempler på tilskud til energibesparende tiltag:

• Udskiftning af 20 m2 vinduer i energiklasse 2 = 13.600 kr. i tilskud

• Isolering af 60 m2 ydervæg = 10.800 kr. i tilskud

• Isolering af 120 m2 loft = 8.400 kr. i tilskud

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her