Mathias blev udsat for seksuelt overgreb: Så kom en fremmed mand med rørende afsløring
En ung mand står alene på gågaden i Odense med et skilt i hænderne.
Ordene på skiltet er skarpe og ubehagelige. De forbipasserende kigger forundret på manden, der står og kigger mod menneskemængden.
På skiltet står statistikker om, hvordan mænd er overrepræsenterede i selvmordsstatistikker, og at størstedelen af hjemløse er mænd.
Manden på gaden er 29-årige Mathias Søby.
Blev udsat for overgreb
Han vil ændre den måde, vi taler om mental sundhed på – eller rettere, den måde vi ikke taler om det. Han har gjort det til sin mission at bryde tabuerne om mænds psykiske sårbarhed og traumer med stærke budskaber.
– Det er en provokation, hvor jeg tvinger folk til at forholde sig til det. Meget firkantet handler det om at få mental sundhed på landkortet, fortæller Mathias Søby.
Mathias Søby taler åbent om sine egne kampe. I 2017 blev han udsat for et seksuelt overgreb på en tur til Thailand. Hans vurdering er, at nogen må have puttet noget i hans drink. Han vågnede op i en fremmedes seng uden hukommelse – en oplevelse, der lå som en skygge over hans liv.
– Efter at have prøvet at undertrykke det, fandt jeg ud af, at det ikke var måden. Derfor besluttede jeg mig for at åbne op for den her snak.
Jeg er en af dem
Efter 20 minutter stopper en ældre herre foran skiltet. Han læser ordene i stilhed, før han møder Mathias Søbys blik. Manden, som hedder Jens Erik Jensen, fortæller, at han var hjemløs i fem år.
– Det er skræmmende. Jeg er faktisk en af dem, konstaterer han.
Efter en snak fortsætter Jens Erik Jensen ned ad gaden. Mathias Søby står tilbage, berørt.
– Det er fantastisk, når mændene kommer hen. Han sagde tak. Jeg synes, det er helt vildt rørende.