Planer for provinshavn tager form - vil omdanne silo til højhuse
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Havnen i Assens står nu over for en overhaling, hvor den gamle silo måske skal lade livet til fordel for boliger og plads til andet erhvervsliv.
Havnen syner af gamle dage, når man triller ind på den. Det er tydeligt, at der engang var fuld gang i havnearbejdet her.
Vi er i Assens, og tidligere på ugen vedtog politikerne i byrådet, at der skal ske noget med de bygninger, der i mange år har lagt kvadratmeter til erhvervslivet
Med et nyt kommuneplantillæg for området vil man nu give mulighed for at udvikle havnen, så der i fremtiden kan blive plads til boliger og erhverv.
Noget, der egentligt er blevet diskuteret i de sidste mange år, men som først nu ser ud til at nærme sig at blive til virkelighed.
- Det er en omkalfatring af en klassisk provinsbyhavn. Vi skal have fundet en god formel for, hvad der nu skal ske. Det er rigtigt spændende, siger borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen (V).
Kommuneplantillægget for Nordre Havnevej/Havnevej tager udgangspunkt i havnefronten, hvor den store gamle foder- og kornsilo, der rager godt 42 meter op i luften, ikke er til at overse, som det er i dag.
Står det til planerne, skal den gamle kolos kunne rives ned, ligesom de øvrige haller rundt om den skal fjernes til fordel for etageejendomme.
Tanken om en silo ryger dog ikke helt i havnebassinet. Det er nemlig skrevet ind, at der i de kommende planer skal kunne bygges en tilsvarende høj silo med boligmuligheder.
- Jeg håber, der sker noget visionært og ambitiøst på byens vegne. Så nu håber vi, at der kommer en masse gode input i løbet af høringsperioden, siger Søren Steen Andersen.
Pas nu på
Planerne er på tegnebrættet, og det begynder at tage form til en ny virkelighed på havnen. Det får de positive miner frem hos de lokale.
Blandt andre hos Morten Tukjær, der har den lokale grillbar på havnen. Den ligger placeret lige ved siden af området, der står for skud.
- Udvikling er jo altid godt, og når vi kigger på, hvordan havnen ser ud i dag, så kan det jo næsten kun gå til den gode side, siger han og peger i retning af silo-bygningen, der efterhånden ser lidt slidt ud i malingen.
Men han understreger også, at der ting, som kunne have været gjort anderledes.
- Jeg mener jo, at placeringen af det nye lystfiskercenter her på midtermolen er en fejlplacering. Så fjerner man samtlige parkeringspladser ved den gamle havnedel.
Morten Tukjær lægger da heller ikke skjul på, at det er sagt med øje for egen forretning, som blandt andet lever af, at folk henter take away, og i dag nemt kan parkere ved siden af grillen.
Beslutningen om lystfiskercenteret er dog taget for længe siden og ikke en del af det nye kommuneplantillæg.
Skøjtebanen sikrer udsigten
Lidt længere henne ad havnen og forbi den store silo og hallerne ligger "Skøjtebanen". Det er den kendt som, fordi det tidligere var stedet, man kunne få Falck til at komme og hælde vand på om vinteren og dermed skøjte. I dag ligger den hen som en græsplæne, og bagved ligger en række af villaer med en dejlig havudsigt.
Derfor er Jim Staffensen fra de konservative i Assens byråd også ærgerlig over, hvis der kommer til at blive bygget her.
- Der synes vi hos Konservative, at det kan vi vente med, til hvis der opstår nogle muligheder i fremtiden. Men det er vigtigt for os, at der er et rekreativt område ned mod stranden, hvor man kan parkere. Og så skal vi kære os om dem, der bor her, og som har en god udsigt - og med planerne her tager vi måske en masse fra dem.
Og af samme holdning er grill-ejer Morten Tukjær. For ikke nok med at han har sin grill på havnen, så bor han også bag "skøjtebanen".
- Jeg mener, at den burde holdes fri. Man kommer til at genere en masse private boliger derhenne. At bygge boliger på den vil ikke gøre noget godt.
Hvorvidt det reelt ender med, at der skal bygges og hvordan, vides dog ikke endnu - det vil være op til de enkelte investorer, hvordan de vil bygge. Men ifølge borgmester Søren Steen Andersen er kommuneplantillægget udfærdiget på en måde, så der er mulighed for det.
- Håbet er, at vi får en flot silhuet, når man kommer sejlende hertil. Vi vil have en multifunktionel havn, hvor der plads til både erhvervsliv og boliger.
Og i forhold til planerne for "skøjtebanen", så siger Søren Steen Andersen, at det er vigtigt at tænke hele havnen som en helhed.
- Jeg synes, vi skal passe det her, så det kan passe til resten af byen. Det kommer til at se anderledes ud, det gør det. Og vi lytter til de høringssvar, der kommer ind, og det er her, man har mulighed for at komme med sin holdning, slutter han.
Kommuneplantillæget sendes i offentlig høring i otte uger.