Svært beruset mand angreb ekskærestes bil med kniv

En 45-årig mand fra Assens blev natten til tirsdag anholdt for at begå hærværk på sin ekskæreste bil.

Det kostede en overnatning og afrusning i detentionen for en 45-årig mand fra Assens, efter han natten mellem mandag og tirsdag blev anholdt for hærværk.

Manden havde ifølge Fyns Politi beruset sig i alkohol, inden han kort før klokken fire natten til tirsdag opsøgte sin ekskæreste – eller i hvert fald hendes bil i Ladegårdsgade centralt i Assens.

- Han var meget vred og rettede det mod sin ekskæreste – eller heldigvis kun mod hendes bil, siger Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politi.

Den 45-årige mand angreb bilen med en kniv, som han brugte til at sprætte alle fire dæk op. Manden blev efterfølgende anholdt og taget med på stationen, hvor han fik lov at sove, til han var ædru.

Manden er ifølge vagtchefen blevet sigtet for hærværk og for at have forstyrret den offentlige orden.

Oversigt

    Oversigt