Løsgængere: Dorthe Ullemose lyver og er magtsyg

De tre tidligere DF'ere fra Svendborg byråd tager kraftigt til genmæle, efter Dorthe Ullemose i lørdags beskyldte dem for den ballede, der har splittet byrådsgruppen.

De sidder sammen og ser interviewet, hvor deres tidligere gruppeformand erklærer sig som den eneste loyale DF'er i byrådsgruppen i Svendborg.

- Jeg bliver ikke vred. Hun har efterhånden skuffet mig så mange gange, og jeg er blevet dolket i ryggen. Så Dorthe kan ikke præstere noget, som kan få mig til andet end at ryste på hovedet og sige, hvor er det synd for DF, at I har hende siddende endnu, siger Morten Sol Petersen.

Ved siden af ham sidder Jens Munk og Jesper Larsen. 

Skuffelse over formanden

Jesper Larsen, Morten Sol Petersen og Jens Munk er alle tre nu løsgængere i Svendborgs byråd. Jesper Larsen trak sig fra Dansk Folkeparti efter længere tids interne problemer i partiet. Morten Sol Petersen blev ekskluderet af hovedbestyrelsen, og det fik Jens Munk til også at trække sig. 

quote Jeg blev skuffet over, at hun i den grad fører sig frem, som om vi andre vil have magt.

Jens Munk, tidligere DF'er

Tilbage er nu kun Dorthe Ullemose, som i lørdags blandt andet fortalte på TV 2/Fyn, at hun var den eneste loyale DF'er, der er tilbage i partiet, og de tre eks-DF'ere blev beskrevet som personer, som kun tænker på magt frem for partiets ve og vel.

De kan ikke genkende Dorthe Ullemoses billede af sagen. 

- Jeg blev skuffet over, at hun i den grad fører sig frem, som om vi andre vil have magt. Det er jo lige den modsatte situation, vi står i, siger Jens Munk, som mener, at det er Dorthe Ullemose, der higer efter magten. 

- Jeg bliver skuffet over, at Dorthe slet ikke tager noget ansvar i det, der bliver sagt. Fordi Dorthe er gruppeformand og har en ledende rolle, så har hun også et stort ansvar i det, som foregår, og det ansvar burde hun påtage sig, mener Jesper Larsen.

Morten Sol: Det er decideret løgn

Ifølge Morten Sol Petersen sagde Dorthe Ullemose flere ting i lørdags, der ikke passer. 

 - Jeg mener, at Dorthe flere gange siger, at hun er den eneste rigtige DF'er. Hun er ifølge hende selv loyal. Men Dorthe har om nogen misbrugt demokratiet. Hun har fået mig til at lave ting mod Jens. Hun har senest forsøgt at få Jesper til også at træde ind i den kamp. Hun har misbrugt Christiansborg, og hun har misbrugt bestyrelsen, siger Morten Sol. 

Dorthe Ullemose og Jens Muck debatterede heftigt på TV 2/Fyn Nyhedskanalen. Se hele debatten her.

Desuden mener han ikke, at det passer, da Dorthe Ullemose i lørdags fortalte om hans indtrædelse i partiet i Svendborg:

- Morten Sol blev vi jo advaret om. Både af hovedbestyrelsen på Christiansborg, som sagde, at vi ikke skulle tage ham ind. Mange vælgere sagde også til mig, lad være at tage Morten Sol Petersen ind, han kommer kun ind og laver ballade, fortalte Dorthe Ullemose. 

Men sådan kan Morten Sol Petersen ikke forestille sig, det har foregået. 

- Hvis hovedbestyrelsen havde sagt, at de ikke ville have mig ind. Så havde Dorthe ikke haft noget at skulle have sagt. Så havde hun ikke kunne presse det igennem og sagt, at Morten skal ind. Hvis hovedbestyrelsen havde sagt, vi vil ikke have Morten ind, så var jeg aldrig kommet ind, så det er en decideret løgn, siger han. 

 

Oversigt

    Oversigt