Bandeindsats i Odense: Flertal for hårdere kurs fra kommunen

Et flertal i Odense Byråd besluttede onsdag aften at sætte hårdere ind over for medlemmer af kriminelle bander.

Det var Venstre, DF og Konservative, der stillede et forslag om blandt andet flere tvangsfjernelser af børn, der vokser op i familier med banderelaterede medlemmer. Samtidig skal der sættes hårdere ind for at få bandemedlemmerne til at leve op til aktiveringskrav, hvis de er på overførselsindkomst. 

Efter en længere debat i byrådssalen om, hvorvidt forslaget skulle vedtages med det samme eller først undersøges og bearbejdes i de enkelte udvalg, lykkedes det de borgerlige at få flertal for at igangsætte stramningerne med det samme.

- Det er selvfølgelig under forudsætning af, at det hele holder sig inden for skiven i lovgivningen, siger Venstres Jane Jegind til TV 2/FYN umiddelbart efter mødet.

Ifølge hende var De Radikales rådmand Susanne Crawley Larsen, der blev udslagsgivende for, at der blev flertal for de borgerliges forslag, da hun efter en længere debat tilkendegav, at hun godt kunne stemme for forslaget.

Derefter valgte socialdemokraterne at tilslutte sig det flertal, der nu tegnede sig.

- Det er dejligt, og jeg vil gerne rose De Radikale for at gå med på forslaget, så vi hurtigere kan skride til handling, siger Jane Jegind.

SF og Enhedslisten stemte ikke for forslaget.

Når borgmesterforvaltningen har godkendt, at juraen overholdes, vil Odense Kommune derefter stramme indsatsen mod bandemedlemmer i byen.

I grafikken herunder kan du se, hvilke punkter Odense Kommune vil stramme.

 

Oversigt

    Oversigt