Borgmester om afpresning: - Det er bestialsk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er forfærdet over Black Armys pengeafpresning af byens hjemløse. Han vil have hjælp fra Christiansborg til at stoppe banden.
Den kriminelle bande Black Army hærger i Odense. Senest truer de byens hjemløse til at udlevere kontanthjælp eller arbejde som pushere.
Borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) har mødt to af de hjemløse, der er blevet afpresset af Black Army. Han er chokeret over bandens brutale metoder for at indkassere penge.
Black Army til hjemløse: - Giv os penge eller bliv pusher
De hjemløse i Odense bliver afpresset af Black Army til at udlevere deres penge. Hvis ikke de gør det, får de tæsk.
De fleste hjemløse glæder sig til den sidste hverdag i måneden, for så får de udbetalt deres kontanthjælp. Det har Black Army nu fundet ud af, så medlemmerne af grupperingen er begyndt at true sig til de socialt udsattes udbetalinger.
En af dem, der har oplevet det, er Ole. Han fortæller til TV 2, at han i december blev overfaldet lige efter, han havde hentet sin kontanthjælp.
- De ville have mig til at sælge hash. Jeg er selv hashmisbruger og har et godt netværk, så de mente, at jeg ville være den perfekte pusher for dem. Men det ville jeg ikke. Så truede de mig med tæsk og med en kniv og sagde, at jeg skulle give dem mine penge. Jeg blev så bange, at jeg gav dem mine 1.900 kroner, som jeg lige havde fået i kontanthjælp, fortæller Ole.
Ole fik alligevel et par på hovedet, og derfor valgte han efterfølgende at melde det til politiet. Han frygter for repressalier, men han mener alligevel, at det er vigtigt at gøre det, for ellers kommer det til at ramme flere.
Flere anmeldelser
Hos Fyns Politi har man indtil nu fået tre-fire anmeldelser fra socialt udsatte, og politiet er ikke i tvivl om, at det er banderne, der står bag de nye overfald på og trusler mod de hjemløse.
- Det er det samme billede, vi ser – de socialt udsatte bliver udsat for trusler og har reelt valget mellem at betale eller at starte en pushervirksomhed, fortæller Lars Bræmhøj, Politiinspektør, Fyns Politi.
Han håber, at flere vil melde overfaldene til politiet.
Hos Kirkens Korshær er man heller ikke i tvivl om, at problemet eskalerer lige nu, og at det er helt afgørende, at der bliver sat en stopper for det.
- Vi har lige nu 30-40 socialt udsatte, som er blevet passet op af Black Army. Og de er jo frygtelig bange efterfølgende og føler sig ikke trygge nogen steder, siger Heinz Wolf, Leder af Kirkens Korshær i Odense.
Han efterlyser hjælp til de få mennesker, som har modet til at melde overfaldene.
- Vi skal have en slags exitpakke til dem, der melder det, så de kan føle sig sikre, hvis de melder nogen, siger han.
For Ole er hverdagen nu endnu mere usikker.
- Jeg er bange, men hvis jeg ikke holder fast, så vinder de, og det skal de ikke, fastslår Ole.
Ole har valgt at være anonym af frygt for nye overfald. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.
- Jeg har selv haft mulighed for at møde to hjemløse, som er blevet afpresset og gennembanket af Black Army, fordi de ikke vil betale beskyttelsespenge til dem. Det er ikke bare brutalt, det er bestialsk udnyttelse af samfundets allermest udsatte. Det kalder på en reaktion, og også fra Christiansborg, siger han til TV 2/FYN.
Ifølge borgmesteren er brutaliteten i det kriminelle miljø i Odense eskaleret. På TV 2/FYN har vi tidligere fortalt om erhvervsdrivende, der ligesom de hjemløse er blevet truet til at betale beskyttelsespenge.
- Karakteren af rocker- og bandemiljøet er forhærdet og for råt, og de bruger nogle mere brutale og skarpere metoder, vi ikke har set før i Odense.
Det skal stoppes nu, mener borgmesteren.
- Derfor er det også nødvendigt, at vi siger, at nok er nok og står sammen om at få banderne ud af byen.
På mandag i næste uge inviterer borgmesteren byens erhvervsdrivende og Fyns Politi til stormøde angående byens bander.