Pengeafpresning: Fyns Politi anholder endnu to Black Army-medlemmer
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Søndag blev yderligere to Black Army-medlemmer anholdt og sigtet for pengeafpresning. Tidligere samme dag blev et tredje medlem varetægtsfængslet.
Fyns Politi oplyser, at det har anholdt yderligere to Black Army-medlemmer. De er begge sigtet for pengeafpresning.
Mafia-metoder: Black Army truer butiksejere
Banden Black Army forsøger at indkræve såkaldte beskyttelsespenge af butiksejere i Odense. Det fortæller flere tatovører, der er blevet opsøgt af banden.
Flere tatovører i Odense har fredag holdt ekstra godt øje med, hvem der besøger deres butikker. Fem af byens tatovør-forretninger blev ifølge tatovørforeningens formand, Lars Pedersen, nemlig torsdag opsøgt af bevæbnede bandemedlemmer, der krævede, at tatovørerne betalte 5.000 kroner, hvis de ville undgå konsekvenser:
- Vi er rystede over det, der er sket. Det er ufatteligt, at den slags kan foregå i Odense, fortæller Lars Pedersen, formand, Professionelle Danske Tatovører.
Der arbejder omkring 20 selvstændige tatovører i Odense - fem af disse blev i torsdags truet af bevæbnede mænd fra invandrebanden Black Army som krævede penge. Fyns Politi bekræfter, at de har holdt et møde med Tatovørforeningen:
- Det er en ganske uacceptabelt ting, der finder sted her. Og vi tager det dybt alvorligt, siger Benny Linde Larsen, politiinspektør, Fyns Politi.
'Miljøet arbejder på denne her måde'
Det er ikke første gang, at Fyns Politi støder ind i fænomenet, hvor bander kræver "beskyttelsespenge" og til gengæld tilbyder at beskytte ejeren og hans butik.
- Vi er godt bekendt med, at miljøet arbejder på denne her måde, siger politiinspektøren.
Banden Black Army, der er i konflikt med konkurrenterne fra Hells Angels, har de seneste måndere været under pres efter, at politiet lukkede bandens klubhus på Nyborgvej.
Fyns Politi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig nærmere om sagen.
- Vi har en efterforskning, vi skal kigge på, og det betyder, at vi ikke kan udtale os nærmere om det her, siger politiinspektør, Benny Linde Larsen.
Lars Pedersen, der er formand for Professionelle Danske Tatovører, blev ikke selv truet, men han kan oplyse, at hans kollegaer er rystede efter episoden.
- Det minder om noget fra The Bronx, siger han.
Mændene er 23 og 26 år, og mandag bliver de fremstillet i grundlovsforhør. Der vil blive begæret lukkede døre, og derfor har Fyns Politi og anklagemyndigheden ikke flere oplysninger i sagen.
Torsdag kunne TV 2/FYN fortælle, at flere tatovører i Odense er blevet opsøgt af mænd fra netop Black Army, der krævede penge. Om anholdelserne er foretaget i den forbindelse er det ikke muligt at få svar på.
20-årigt medlem af banden Black Army fængslet
Fyns Politi holder lav profil i sag med 20-årig mand, der søndag er blevet varetægtsfængslet.
Et medlem af banden Black Army klokken halv to natten til søndag blevet anholdt af Fyns Politi. Sagen er så alvorlig, at den 20-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser specialanklager Annette Korsgaard.
Umiddelbart ønsker politiet søndag ikke at frigive yderligere oplysninger.
- Jeg kan ikke sige mere på grund af efterforskningen, siger Annette Korsgaard til Ritzau.
Den sigtede nægter sig skyldig, og han kærede kendelsen til landsretten. Manden blev anholdt klokken halv to natten til søndag.
Anholdelsen er sket kort efter, at det er kommet frem, at flere af Odenses tatovører er forsøgt afpresset for penge. Således fik fem tatovører torsdag angiveligt besøg af mænd fra netop Black Army.
Om varetægtsfængslingen hænger sammen med penge-afpresningen, er det umiddelbart ikke muligt at få svar på.
Efterforskningschefen ved Fyns Politi bekræfter over for Fyens.dk, at politiet er mødtes med tatovør-lauget for at tale netop om afpresnings-sagen.
- Vi har lyttet til deres bekymringer, og vi tager det særdeles alvorligt, sagde politiinspektør Benny Linde Larsen til Fyens.dk.
Afpresning
Formand for brancheforeningen Professionelle Danske Tatovører, Lars Pedersen, har været i kontakt med de fem tatovører, der skal være blevet afpresset.
Han håber, at den første anmeldelse nu vil få flere til at stå frem.
- Vi er bekendt med, at der er nogen i Odense, der betaler til Black Army.
- Vi har ikke fået flere henvendelser på nuværende tidspunkt. Men jeg forventer, at de næste dage vil bringe meget mere frem på banen, siger han til Ritzau.