Naboer til lukket brugs håber på opbakning:
- Det nytter ikke at sidde hjemme i sofaen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Knap 200 indbyggere i Sandager mistede i sidste uge byens eneste indkøbsmulighed, da Dagli' Brugsen lukkede. Mandag aften er der borgermøde, hvor naboerne håber på et alternativ.
I den lille by Sandager ved Assens er der blevet stille. Lidt for stille, hvis man spørger naboerne til den nu lukkede og konkursramte Dagli' Brugs.
- Jeg synes, det er synd, at vi ikke har den lille forretning mere. Det er trist, fortæller Sonni Gramberg.
Sammen med sin kone, Hanne Gramberg, flyttede parret til den lille vestfynske by for et halvt års tid siden. Lige ind ved siden af Dagli' Brugsen.
- For mig betød det alt, netop fordi jeg ikke behøvede at starte bilen, og hvis der var noget, som jeg manglede, så kunne jeg lige gå hen og hente det. Og så den der summen af liv omkring brugsen, jeg elsker den, siger Hanne Gramberg.
Sådan har fynsk landsby bremset butiksdød
Ikke siden før finanskrisen har så mange erhvervslejemål stået tomme. I Allested-Vejle er man lykkedes med at standse dén udvikling.
I landsbyen Allested-Vejle på Midtfyn bruger borgerne helst dankortet i de lokale butikker.
Det mærker man blandt andet i tøjbutikken Min Lille Butik og Dagli' Brugsen - også selvom der muligvis er penge at spare ved at handle i discountbutikkerne i enten Odense eller Ringe.
- Vi kerer os om vores nære miljø. Det kan godt være, man kan spare 100 kroner i dag, men man sparer måske ikke så meget på den lange linje, siger Signe Madsen, formand for Lokalrådet i Allested-Vejle.
- Vigtigt at støtte op
På Fyn står næsten syv procent af alle erhvervslejemål ellers tomme, og særligt i de mindre byer er butiksdøden størst.
I Allested-Vejle er dén udvikling blevet standset. En målrettet indsats og hårdt arbejde fra flere beboere har sørget for, at man stadig har butikker i byen.
I Dagli' Brugsen har brugsuddeler Palle Andersen flere ansatte beskæftiget, og kassebåndet står sjældent stille.
- Det er utrolig vigtigt, at små samfund, der kæmper for den sidste brugs eller købmand, støtter op om den, hvis de vil bevare butikken i byen, siger Palle Andersen.
Hanne Boysen, indehaver af Min Lille Butik, mærker ligesom brugsuddeleren lokalområdets velvilje til at handle lokalt.
- Hvis jeg ikke havde byen her, havde der slet ikke været det liv i butikken. Det er sjælen i området, der afspejler sig, siger hun.
Sådan gør Allested-Vejle
I Allested-Vejle findes en tung hær af frivillige, der altid stiller og støtter op. Takket være dem, blomstrer butikslivet, og den veldrevene frivillighed er en af de væsentligste faktorer til, at brugsen og Min Lille Butik stadig bliver valgt til, mener Signe Madsen, formand for Lokalrådet i Allested-Vejle.
- Vi er rigtig mange, der laver frivilligt arbejde i Allested-Vejle, og vi elsker det. Det er sammenhold og fællesskab, siger Signe Madsen.
Lokalrådet i Allested-Vejle har brugt redskaber fra blomstrendelandsby.dk til at få det frivillige arbejde til at lykkedes.
Lukket efter 117 år
Tirsdag eftermiddag i sidste uge blev Dagli' Brugsen erklæret konkurs, efter butikken ikke længere havde opbakning fra Coop. Og få timer senere lukkede områdets eneste indkøbsmulighed så efter 117 år.
- Det må jo være lidt vores egen skyld, alle sammen. For der må jo være nogen mennesker, der ikke handler her. Hvis vi ikke støtter op om det alle sammen, jamen så er der ingenting, der kan eksistere her, lyder det fra Sonni Gramberg.
Derfor håber ægteparret Gramberg også, at der kommer mange mennesker mandag aften klokken 19, hvor der er borgermøde i Salbrovadhallen. Her kan de lokale komme med ideer til løsninger og alternativer, så Sandager igen kan få en butik.
- Jeg vil til hver en tid støtte op omkring det. Det kræver bare ligesom, at alle er med. Det nytter ikke at sidde hjemme i sofaen og sige: Det er da godt nok frygteligt. Men så aldrig være den, der kommer ind og handler, siger Hanne Gramberg.