Siden 2010 er mere end hver femte dagligvarebutik på landet lukket, og derfor arbejder de små købmænd med nye idéer, der skal forhindre flere butikslukninger.
I Ulbølle på Sydfyn er omsætningen i den lokale brugs øget efter flere dårlige år. Her kan kunderne løbende følge med i butikkens omsætning i en søjle med perler, og det øger opmærksomheden på at handle lokalt.
- Det har bare virket fra dag et af. Folk kan se, hvordan det står til i brugsen, siger uddeler Susanne Jensen fra Dagli’ Brugsen.
Underskud og dalende omsætning
Hun fortæller, at butikken i flere år har haft underskud og en dalende omsætning. Det har søjlen med perlerne været med til at lave om på.
- Kunderne var ikke klar over, at det gik så dårligt, og at det var så vigtigt, at de kom her. Det gav en god dialog i butikken. Der var rigtig mange, som slet ikke var klar over, at det var så alvorligt, som det var, siger Susanne Jensen.
På søjlen kan kunderne se, hvordan omsætningen i butikken har været for hver måned. Den har været i butikken i Ulbølle i halvandet år.
Kunder: En katastrofe, hvis brugsen lukker
Som noget nyt kan kunderne på en tavle se et indekstal for, hvordan butikken klarer sig uge for uge. Her sammenlignes ugens omsætning med samme uge sidste år.
Det bliver modtaget godt blandt brugsens kunder.
- Jeg synes, det er rigtig godt. Det er noget, jeg lagde mærke til med det samme, siger Lotte Vett, der handler jævnligt i butikken.
Hvis tallet falder, hvad betyder det så for dig?
- Det betyder, at jeg skal gøre mig endnu mere umage med at handle her. Hvis jeg handler de steder, hvor det er let for mig at komme til, når jeg alligevel kører fra arbejde, falder omsætningen her. Konsekvensen bliver, at den lille brugs lukker, og det vil være en katastrofe.
Holdt op med at handle i Bilka
Marie Karlshøj bor cirka 200 meter fra brugsen. Den øgede opmærksomhed på at handle lokale har virket på hende.
- Jeg er selv en af dem, der kan finde på at handle i Svendborg, men jeg handler mere i Ulbølle nu, for det blev så tydeligt, hvor lidt der skal til, så min nabo er også begyndt at handle her. Han er helt holdt op med Bilka, siger Marie Karlshøj.
12 procent af de danske dagligvarebutikker er lukket de seneste syv år, viser tal fra Det Centrale Virksomhedsregister.