Mens politi og rigsadvokaten fortsat arbejder med at efterforske og udrede sagen mod Carls Holst, vil Region Syddanmark nu indføre et sæt omfattende regler for de ansattes politiske arbejde.
I punkt 19 på dagsordenen for Forretningsudvalget onsdag står der:
- Erfaringen fra tidligere valg har vist, at det er en fordel at opstille visse praktiske retningslinjer for forskellige situationer, der kan opstå i forbindelse med afholdelse af valget, herunder i forbindelse med den forudgående valgkamp.
- Det er et krav, at regionens medarbejdere er upartiske i udførelsen af deres arbejde – men der findes ikke derudover konkrete regler for, hvilke rammer der gælder for betjeningen af politikere i forbindelse med valget.
Det nye regelsæt fastlægger blandt andet regler for udarbejdelse af materiale for politikerne, taleoplæg, brug af regionens foto og logo, samt indvielser og konferencer.
Adgang forbudt for politikere
Som noget nyt bliver der også adgang forbudt for politikere på regionens institutioner op til regionsrådsvalget 21. november 2017.
I forslaget til de nye regler står der:
- Kandidater til regionsrådsvalget har ikke adgang til individuelle besøg på regionens institutioner fra 1. oktober til og med valgdagen. Der vil imidlertid stadig være adgang til besøg på regionens institutioner i forbindelse med afholdelse af udvalgsmøder, indvielser mv.
Det vil dog være tilladt at afholde valgmøder på regionens institutioner, hvis der er sikret en bred repræsentation af kandidater, og hvis valgmødet henvender sig til en bred kreds af regionens borgere. Men hvert enkelt valgmøde på regionens institutioner skal godkendes af regionens direktion.
Der må heller ikke uddeles valgmateriale eller valgrelaterede effekter på regionens matrikler. Der må heller ikke hænges valgplakater op på regionens arealer.
De nye retningslinjer for besøg på regionens institutioner gælder også i forbindelse med valg til Folketinget.
Forretningsudvalget skal på deres møde onsdag vedtage de nye retningslinjer.