Carl Nielsen vandt: Musikkonkurrencen blev forvandlet til en fynsk festival
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En franskmand, en slovener og en svensker tog førstepriserne ved musikkonkurrencen. Men fynske Carl Nielsen fik et internationalt gennembrud.
Mange fynboer kender Carl Nielsens sange "Jeg ved en lærkerede" og "Jens Vejmand". Færre kender hans symfonier.
Men i de sidste ti dage er den fynske komponist fået et historisk gennembrud i forbindelse med dette års udgave af Carl Nielsen International Competition.
Sådan her lød det fra årets vinder af musikkonkurrencens førstepris i violin, Johan Dalene fra Sverige:
- Det er et nyt program hver dag, det er så godt. Man kan mærke et godt miljø her, hvor jeg har fået mange nye venner.
Den svenske violinist gav udtryk for sin glæde over Carl Nielsen International Competition i sekunderne efter annonceringen af ham som vinder af førsteprisen i violin-kategorien.
- Jeg er meget lykkelig, jeg har faktisk ikke ord for det. Det føles mere som en festival end en konkurrence, når man er her.
Hvem hvad hvor: Her er alt, hvad du bør vide om Carl Nielsen-konkurrencen
I denne artikel finder du svar på en række konkrete spørgsmål om Carl Nielsen International Competition, som lige nu finder sted i Odense.
Det vrimler lige nu med unge musikere i Odense med instrumenter på ryggen, og mange af dem kommer langvejs fra.
Hvad foregår der? Det kan du få svar på her.
Hvad er Carl Nielsen International Competition?
Carl Nielsen International Competition er en international musikkonkurrence for unge instrumentalister under 30 år. Konkurrencen hører til blandt verdens mest betydningsfulde for unge klassiske musikere.
Det er 22. gang, at Carl Nielsen-konkurrencen afholdes. I år er der som noget nyt tale om tre konkurrencer på én gang: Der dystes både i violin, klarinet og fløjte.
Hvad er formålet?
Konkurrencen ønsker at støtte unge instrumentalisters karrieremuligheder, og samtidig øge opmærksomheden omkring klassisk musik hos et bredt publikum.
Hvem deltager?
Deltagerne kommer fra hele verden. I år er der udvalgt 72 konkurrencedeltagere, 36 mænd og 36 kvinder i alderen 16 til 29 år. Der er fire danske deltagere med: Anna Agafia Egholm og Michael Germer, violin, Jonas Lyskjær Frølund, klarinet, og Maria Storm Steinaa, fløjte.
Hvad skal deltagerne kunne?
Deltagerne skal spille solo indenfor en række udvalgte værker, skrevet for deltagernes instrument, afsluttende med Carl Nielsens koncert for det pågældende instrument sammen med fuldt symfoniorkester. Deltagerne må spille i en halv time i hver af de indledende runder. Der er i alt fire runder, hvor deltagerantallet halveres fra gang til gang frem mod finalen.
Hvad kan man vinde?
Der uddeles seks priser til hvert instrument.
Førsteprisen er på 12.000 euro og en pladekontrakt med Orchid Classics til en værdi af 13.000 euro. Hertil kommer solistoptræden ved ti koncerter over de følgende to år med nogle af Skandinaviens bedste symfoniorkestre og på internationale festivaler. Andenprisen er på 10.000 euro, og tredjeprisen er på 8.000 euro.
Desuden uddeles Odense Symfoniorkesters Pris på 1.500 euro og UngeJuryens Pris på 1.500 euro.
Hvor foregår det?
Konkurrencen finder sted i Odense Koncerthus og Syddansk Musikkonservatorium i ODEON. Publikum har gratis adgang til alle konkurrencens runder, bortset fra finalerne og prisoverrækkelsen. En finalebillet koster 100 kroner og en kombibillet til alle finalerne og prisoverrækkelsen koster 200 kr.
Hvor bliver det sendt?
TV 2/Fyn har etableret et studie i Odense Koncerthus og livestreamer dagligt alle koncerter med interviews, reportager og sidste nyt om konkurrencen i samarbejde med Odense Symfoniorkester. Det hele kan følges på www.tv2fyn.dk/carl.
Den italienske streamingtjeneste Medici.tv streamer tre internationale versioner på henholdsvis engelsk, kinesisk og russisk.
Hvem står bag?
Odense Symfoniorkester og Odense Kommune står bag konkurrencen. Hendes Majestæt Dronning Margrethe er protektor. Violinist Nikolaj Szeps-Znaider er præsident for konkurrencens jury. Han vandt selv førsteprisen i 1992, bare 16 år gammel.
Hvorfor Carl Nielsen?
Den danske komponist Carl Nielsen er født på egnen Sortelung ved Nr. Lyndelse på Midtfyn. Som 14-årig flyttede Carl Nielsen til Odense, hvor han blev ansat i byens militærorkester. Senere blev han en verdensberømt komponist med en stor musikalsk produktion.
Hvorfor lige violin, fløjte og klarinet?
Carl Nielsen International Competition begyndte som en violinkonkurrence, men blev siden udvidet med konkurrencer for fløjte og klarinet. Udvidelsen er inspireret af, at Carl Nielsen har skrevet solokoncerter for hvert af de tre instrumenter.
Danske Anna Agafia Egholm fik tredjepladsen, mens franske Marie-Astrid Hulot blev nummer to.
I fløjtekonkurrencen gik førsteprisen til Josephine Olech, Frankrig, andenprisen til Marianna Julia Zolniacz, og tredjeprisen gik til Rafael Adobas Bayog, Spanien.
Blaz Sparovic, Slovenien, vandt førsteprisen i klarinet-kategorien. Her blev italienske Aron Chiesa nummer to og Victor Diaz Guerra.
Prisen for bedste fortolkning af nyskrevet musikstykke gik til Anna Agafia Egholm, Ann Lepage og Rafael Adobas Bayog.
Odense Symfoniorkesters Pris - udvalgt af musikerne i både Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil - gik til Anna Agafia Egholm, Blaz Sparovec og Josephine Olech.
Ungdomsjuryprisen blev tildelt Anna Agafia Egholm, Blaz Sparovec, Josephine Olech.
Se klip fra Carl Nielsen-studiet herunder, hvor Ole Kiilerich fra Odense Symfoniorkester kommenterer på Carl Nielsen-konkurrencens gennembrud fra kun at være en konkurrence til at være en festival.