Coronapatienter kræver meget ilt: Stor oxygentank sat op på OUH

For at være sikker på at kunne give ilt til coronapatienter er der blevet sat en ekstra oxygentank op ved sygehuset i Odense. 

Der er onsdag morgen blevet sat en stor oxygentank op ved Odense Universitetshospital, OUH.

Det er gasleverandøren Strandmøllen, der i samarbejde med OUH har sat en ekstra tank op for at håndtere de mange coronapatienter på sygehuset. 

- Behandlingen, som coronapatienter har behov for, kræver rigtig meget ilt. For at kunne dække behovet og være sikker på, at man ikke kommer i en nødsituation, hvor man ikke kan behandle patienterne, stiller vi en ekstra tank op, siger salgskonsulent Jacob Charles fra Strandmøllen til TV 2/Fyn. 

Tale om en sikkerhedsforanstaltning

Normalt tager det flere måneder at sætte sådan en tank op på grund af godkendelser og lignende, men i samarbejde med sygehusets tekniske afdeling er det lykkedes Strandmøllen at få sat tanken op i løbet af fem dage hen over påsken.

Hvor meget øger tanken sygehusets iltkapacitet med?

- Lige omkring 50 procent. Man har to lignende tanke, som står et andet sted på sygehuset. Grunden til, at man ikke har sat tanken ved siden af dem, er, at hvis rørledningen til de to andre tanke bliver gravet over, er man på herrens mark i forhold til at forsyne hele sygehuset, forklarer Jacob Charles.

Med andre ord er der tale om en sikkerhedsforanstaltning med en ekstra tank med ilt, i og med tanken benytter nogle andre rør ind til sygehuset end de andre tanke.  

Onsdag morgen blev der fyldt tusindvis af flydende oxygen i tanken, så den er klar til brug. 

Ved den seneste opgørelse tirsdag var der indlagt 20 patienter med coronavirus på OUH.

Oversigt

    Oversigt