Nødpasning i Faaborg-Midtfyn: Kun seks er tilmeldt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Kun seks børn fra Broskolen i Årslev har brug for nødpasning. Det er et tegn på ansvarlighed blandt forældrene mener skoleleder.
Legestativerne står gabende tomme, og kun vinden skubber de tomme gynger på gyngestativet foran Broskolen stille og roligt frem og tilbage.
Mandag morgen var der ikke mange børn at spore på Broskolen i Årslev. Omkring 400 børn er blevet sendt hjem, og kun seks står tilbage som tilmeldte af nødpasningsordningen.
-Vores forældre her er traditionelt gode til at sørge for pasning. Jeg ser det som et tegn på, at de har hørt Mette Frederiksen, og at de tager opgaven med at mødes så lidt som muligt på sig, siger leder af Broskolen Flemming Mortensen.
Nødpasningsordningen vækker begejstring hos forældrene.
-Jeg synes det er flot, at kommunen tilbyder, at der er noget pasning til nogle af børnene. Vi har ikke andre muligheder, når man som forælder arbejder i sundhedssektoren. Min mand arbejder privat, fortæller Sandra Christensen fra Årslev.
Normalt er der 400 børn fra indskolingen og mellemtrinnet på skolen, men størstedelen af dem kan passes andetsteds.
Bål og undervisningsmateriale
De børn, der er blevet sendt til nødpasning på Broskolen i dag, skal ikke bare side inde og spritte hænder.
- Der er samlet brænde ind og senere i dag tænker jeg, at der er bål. Der vil blive gået nogle ture, fordi smitterisikoen skulle være lavere, når man er udenfor, fortæller skolelederen.
Men selvom det er nogle særlige omstændigheder, så er det stadig en skole.
- Personalet har tilrettelagt dagen for de børn der kommer, der består både af noget skolearbejde, noget leg, noget spil og nogle udendørsaktiviteter, så der både er bevælgese, leg og læring, fortæller Flemming Mortensen.
Sandra Christensen har heller ikke betænkeligheder ved at sætte sit barn af til nødpasning.
- Jeg ved, at personalet er kompetente til at passe vores børn, så det har jeg det fint med, fortæller hun.
Coronavirus: Sådan lukker Faaborg-Midtfyn ned
Faaborg-Midtfyn Kommune lukkes ned fra og med fredag den 13. marts.
I tråd med regeringens tiltag lukker store dele af Faaborg-Midtfyn Kommune ned. Planen bliver løbende opdateret og kan følges her.
Her er en oversigt, opdateret fredag klokken 18.00:
Skoler og daginstitutioner
Alle skoler og daginstitutioner holder lukket fra mandag den 16. marts, men der bliver oprettet nødpasning på alle matrikler.
Hvem kan gøre brug af nødpasning?
1) 0-9-årige børn hvis forældre varetager kritiske funktioner i det offentlige. Forældrene skal have afsøgt andre pasningsmuligheder.
2) 0-9-årige børn hvis forældre er ansat i en privat virksomhed, der ikke har hjemsendt medarbejderne. Forældrene skal have afsøgt andre pasningsmuligheder.
3) Børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder tilfælde hvor forholdene i barnets eller den unges hjem begrunder et nødpasningstilbud.
Hvis du har brug for nødpasning?
Hvis du har brug for nødpasning og lever op til ovenstående, skal du kontakte lederen i din institution for at drøfte situationen og aftale nærmere.
Undervisningspligt
Mens skolerne er lukkede skal der foregå fjernundervisning, da der er undervisningspligt. Forældre og børn skal løbende holde øje med Aula og meddelelser fra deres børn.
Nødpasning i dagpleje vil i det omfang, det overhovedet er muligt, foregå hos den faste dagplejer. Ellers vil der blive tilbudt gæstedagpleje i området.
Kontakt
Opvækst og Læring kan kontaktes på hovednummer 72 53 30 00.
Plejehjem
Vi fraråder på det kraftigste alle besøg på kommunens plejehjem, medmindre det er kritisk nødvendigt, da beboerne er en særlig udsat målgruppe for coronavirus.
Pårørende opfordres til at holde kontakt på anden vis, f.eks. via telefon.
Oversigt over kommunens plejehjem
Hjemmepleje
Alle ældre, der får hjemmepleje, vil også få hjælp i de kommende uger. For at begrænse personkontakten mest muligt vil nogle dog kunne opleve en ændret hjemmepleje. F.eks. vil DigiRehab (træning i eget hjem) og klippekortordningen være lukket midlertidigt ned, ligesom nogle i de 14 dage vil kunne opleve kortere besøg og derfor mindre tid til rengøring.
Kontakt til den kommunale hjemmepleje
Madservice til borgere i eget hjem kører som normalt.
Jobcenter
Jobcenter Faaborg-Midtfyn er lukket fra fredag den 13. marts, men vil køre med et nødberedskab, så det får ikke konsekvenser for udbetaling af ydelser.
Ansøgning om ydelser skal foregå digitalt via www.fmk.dk eller www.borger.dk.
Planlagte samtaler og møder i perioden frem til 27. marts vil blive ombooket til telefon. De berørte vil blive kontaktet telefonisk.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, kan du ringe på 72 53 05 30.
Borgerservice
Borgerservice i Ringe og Faaborg er lukket fra den 13. marts og i de kommende uger.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, kan du ringe på 72 53 05 30.
Sygepleje og sundhedsklinikker
Sundhedsklinikkerne på Åløkkeparken og Tingager Plejehjem holder lukket i perioden. Borgere, der normalt kommer i de to klinikker, vil fortsat kunne modtage hjælp. De berørte borgere er blevet kontaktet.
Klinikken på Prices Have Centeret holder fortsat åben, da borgerne kan komme til klinikken uden at gå gennem plejehjemmet.
Myndighed i Sundhed og Omsorg
Rådgivning og visitation holder telefoner og postkasser åbne, selvom mange medarbejdere arbejder hjemmefra.
Du kan ringe på 72 53 60 00, hvis du har brug for hjemmehjælp eller hjælpemidler, har spørgsmål vedrørende ældre- og plejeboliger eller ønsker kontakt til en socialfaglig medarbejder.
Der planlægges og koordineres som vanligt hjælp i hjemmet efter hospitalsudskrivelse eller rehabiliterende forløb på rehabiliteringscenter Bakkegården.
Du vil som udgangspunkt ikke få besøg af en terapeut i visitationen, hvis du har et rehabiliteringsforløb. Det er kun hjemmeplejens personale du vil møde for på denne måde at minimere eventuel smitte med coronavirus.
Ældrekonsulenterne kommer heller ikke ud på hjemmebesøg de kommende to uger.
Myndighedsområdet Børn og Familie
Myndighedsområdet Børn og Familie, der blandt andet arbejder med underretninger og støtte til udsatte børn og deres familier, fortsætter arbejdet på normal vis.
Kontakt
Opvækst og Læring kan kontaktes på hovednummer 72 53 30 00.
Botilbud
På kommunens botilbud fortsætter driften på normal vis.
Ligesom på plejehjemmene fraråder vi dog på det kraftigste alle besøg, medmindre det er kritisk nødvendigt, da beboerne på botilbuddene kan være særligt udsatte for coronavirus.
Socialområdet
Lundens Aflastningstilbud er lukket fra fredag den 13. marts.
Alle aktivitets- og samværstilbud på det specialiserede socialområde holder lukket.
Kontakt
Sundhed og Omsorg kan kontaktes på hovednummer 72 53 60 00.
Hjælpemidler
I de næste uger har hjælpemiddeldepotet kun åbent for dem, der har akut brug for et hjælpemiddel eller reparation af hjælpemiddel.
Du kan ikke møde op på hjælpemiddeldepotet, uden at det er aftalt med en sagsbehandlende terapeut, som du kan kontakte på 72 53 60 00.
Der er oprettet et område, hvor hjælpemidler kan afleveres til rengøring, inden det kommer ind på værkstedet.
Brugte hjælpemidler hentes gerne retur, da der er brug for rene senge m.m.
Forebyggelse, Træning og Rehabilitering
Der er lukket for al genoptræning, der ikke er akut. Vi udfører kun genoptræning i de tilfælde, hvor der er risiko for varige men. Terapeuterne vurderer alle nye sager kontinuerligt.
Borgere, der er henvist til afdelingen, men hvor behovet ikke er akut, laver aftale med deres ansvarshavende terapeut.
Frit valg på genoptræning og ventetidsgaranti på syv dage er sat på pause i denne periode.
Kontaktinfo:
Demenskoordinatorer: 72 53 50 62 / 72 53 50 61
Hjerneskadekoordinator: 72 53 63 34
Det mobile sundhedscenter: 72 53 63 74
Neuropædagogisk team: 72 53 63 51
Sundhedsplejen
Sundhedsplejen har et nødberedskab, der ved hjemmebesøg sikrer trivslen for nyfødte og børn med særlige behov. Derudover kan man kontakte egen sundhedsplejerske telefonisk
Ved brug for akut sundhedsfaglig hjælp kontaktes egen læge eller lægevagten.
Tandplejen
Tandplejen står til rådighed ved akutte situationer.
Renovation og genbrugspladser
Dagrenovationsindsamling kommer til at foregå som sædvanligt.
Fra mandag d. 16. marts lukker alle genbrugsstationer med undtagelse af genbrugsstationen i Ringe (Korsvangen 7). Her vil der dagligt være åbent fra kl. 7 til 10. Det vil kun være erhvervsdrivende, der kan benytte pladsen.
Park og Vej
Park og Vej opretholder et beredskab i tilfælde af vintervejr, væltede træer osv.
Du kan kontakte os på app’en ”Giv et praj”. Ved akut behov ring til Fyns Politi på 114.
Færger
Færgen til Lyø og Avernakø og færgen til Bjørnø sejler som normalt, men for at minimere risikoen for smittespredning af coronavirus gælder følgende forholdsregler:
Passagerer i bil skal så vidt muligt forblive i bilen under overfarten.
Gående passagerer kan benytte færgens salon, men vi opfordrer til, at man sætter sig spredt og med god afstand til medpassagerer.
Alle opfordres til at købe billet online eller i automaten i Faaborg, så der billetteres mindst muligt ombord.
Alle anbefalinger omkring kontakt og hygiejne bør overholdes. Der vil være håndsprit ombord i den udstrækning, det vi kan få det leveret.
Er du blevet syg med influenzalignende symptomer og skal til læge, skal du kontakte færgen på telefon 24 83 50 99 tidligst muligt før afgang, så vi kan iværksætte de bedst mulige foranstaltninger.
Færgekontoret er indtil videre lukket for personlig betjening, men telefonerne er åbne som normalt, i tiden 10 til 12 på hverdage.
Biblioteker
Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne er lukket fra torsdag den 12. marts frem til søndag d. 29. marts. Alle arrangementer i perioden er aflyst.
Har du bøger derhjemme, som har afleveringsfrist i lukningsperioden, vil du ikke modtage bøder. Har du reserveringer, vil de ikke blive fjernet.
Faaborg-Midtfyn Musikskole
Musikskolen er lukket til og med 29. marts og alle arrangementer i perioden er aflyst.
Kommunale haller
Idrætscenter Midtfyn og Forum Faaborg lukker fra 12. marts. Det forventes, at de øvrige selvejende idrætshaller i kommunen også lukker i de næste uger.
Madservice
Madservice til borgere i eget hjem kører som normalt.
Chaufførerne har ekstra fokus på at holde afstand til borgerne og på at sikre god håndhygiejne mellem besøgene.
Borgerrådgiver
Faaborg-Midtfyn Kommunes borgerrådgiver kan i de kommende uger fortsat kontaktes via telefon og mail, men det vil ikke være muligt at aftale fysiske møder.
FynBus og Flextrafik
FynBus kører stadig. Dog er mange uddannelsesruter aflyst.
I de busser, der kører, tages der visse forholdsregler.
Blandt andet tager busserne højst det antal passagerer med, som der er siddepladser til, og passagerer bedes benytte bagdørene for at mindske chaufførernes risiko for smitte.
Læs mere på https://www.fynbus.dk/coronavirus
Flextrafik
Der er stadig flexkørsel til de institutioner, der holder åbent (f.eks. lægehuse), ligesom flex- og plustur samt handicapkørsel stadig kører.
https://www.fynbus.dk/flextrafik
Kommunens medarbejdere
Alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske opgaver, er sendt hjem og arbejder som udgangspunkt hjemmefra. De kommunale administrationsbygninger lukkes ned. Alle medarbejdere får løn i perioden.
Politiske møder
De politiske udvalgsmøder afholdes som fysiske møder som planlagt - dog med forkortede dagsordener og i byrådssalene, hvor der er god plads. Kun direktionen og chefen for fagområdet/stabschefen vil deltage fra embedsværket.
Plads til flere
Får man som forælder i Faaborg-Midtfyn Kommune brug for at få passet sit barn, er tilmeldingen til nødpasning på Broskolen ikke lukket.
- Vi har en plan klar, så uanset hvor mange, der har brug for at være en del af samfundet derude, så er vi klar til at passe deres børn, fortæller skolelederen.
Der er nogle forældre, der ikke har andre muligheder, og for dem er det en kæmpe hjælp, at børnene kan blive passet selvom skolerne er lukket. Sandra Christensen arbejder i ældresektoren, og derfor er der brug for hende nu.
-Der er ikke andre til at passe mit arbejde. Det er også det det hele drejer sig om, nemlig at vi skal passe på de ældre, siger hun.
Skolen har heller ikke noget problem med at passe børnene.
- Jeg ser det som ansvarlighed hos vores forældre. De beskytter os andre, de beskytter sig selv og de beskytter deres familie, siger skoleleder Flemming Mortensen.