Ørbæk Marked aflyst: Formand bekymret for lokale foreninger

Selv om folkene bag Ørbæk Marked står økonomisk stærkt, er formanden bekymret for lokale foreninger, der går glip af et større beløb. 

Ørbæk Marked bliver ikke til noget i 2020. Det er konsekvensen af, at regeringen mandag aften forlængede forsamlingsforbuddet hen over sommeren. 

- Først og fremmest er jeg rigtig, rigtig ærgerlig. Vi havde virkelig set frem til igen i år at skulle afholde Ørbæk Marked og have omkring 100.000 gæster hen over weekenden. Omvendt er der også fuld forståelse for beslutningen, siger Jesper Sommer Andersen, der er formand for Ørbæk Borgerforening, som arrangerer markedet. 

Foreningen bag markedet står økonomisk stærkt og skal ifølge formanden nok klare årets aflysninger.

Uddeler halv million kroner til lokale

Han er dog mere bekymret for de lokale foreninger, der på grund af aflysningen mister penge i kassen, fordi de ikke i år får del i markedets overskud. 

- Vi uddeler omkring en halv million kroner efter et marked, og det kommer angiveligt til at kunne mærkes ude i foreningskasserne, og det er jeg rigtig bekymret for, siger Jesper Sommer Andersen.  

Ørbæk Marked skulle have været afholdt fra 12. til 14. juli. Markedet, der også er kendt som Fyns største folkefest, vender stærkt tilbage i 2021, forsikrer formanden. 

 - Vi går i gang med at kigge på 2021, og så kommer vi rigtig, rigtig stærkt tilbage. Det er der slet ingen tvivl om, siger Jesper Sommer Andersen.

Traditionsrigt marked siden 1900

Ørbæk Marked har været afholdt siden omkring 1900, måske endda tidligere. Det har dog ikke været afholdt hvert år i løbet af markedets mere end 100-årige historie. 

Efter 1957 blev markedet for første gang i mere end halvt århundrede droppet, og der blev efterfølgende ikke afholdt markeder på Østfyn i flere årtier. I 1980 valgte Ørbæk Borgerforening dog at genstarte markedet, som har været afholdt siden. 

Det er langtfra kun Ørbæk Marked, der mærker konsekvenserne af coronaviruspandemien. Også musikfestivalerne Tinderbox, Heartland og Midtfyns Festival samt H.C. Andersen Festivals har set sig nødsaget til at aflyse.

Oversigt

    Oversigt