Specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke forsøgte at få dommeren til at afvise lægeerklæringen, så sagen kunne fortsætte uden Osman Celiks deltagelse i hovedforhandlingen.
- Som jeg ser det, opfylder lægeerklæringen ikke de krav, der normalt bliver stillet. Jeg kan ikke se, at der er sat kryds i de rigtige felter, lød det blandt andet fra Maria Fanø-Fredeløkke, mens Niclas Turan Kandemir pegede på, at sagen skulle udsættes.
Godtgjort at han er syg
- Min klient har givet udtryk for, at han gerne vil være til stede under hovedforhandlingen, og den mulighed skal han naturligvis have, sagde forsvarsadvokaten, der samtidigt pegede på, at anklageren havde indikeret, at man gik efter en dom på mere end et års fængsel og at man også af den grund ikke kunne afgøre sagen, uden Osman Celiks tilstedeværelse.
Efter længere tids votering valgte dommeren Rasmus Aggersbjerg Kristensen og to domsmænd at give Niclas Turan Kandemir ret i den vurdering.
- Jeg finder det godtgjort, at han har dokumenteret, at han er syg og at sagen derfor må udsættes. Det er godt nok ærgerligt, når vi nu var klar til det, sagde Rasmus Aggersbjerg Kristensen.
Utilfreds anklager
Specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke overvejer i øjeblikket, om hun skal anke den afgørelse til landsretten.
En ændring har retsplejeloven har nemlig skærpet dokumentationskravene til sygemeldinger.
-Selv om man er uarbejdsdygtig, kan man godt møde i retten og måske være til stede i en kortere periode. Kan man sidde på en stol derhjemme, kan man også gøre det i retten, siger Maria Fanø-Fredeløkke.
Hun henviser til en landsretsdom, hvor en tiltalt to gange meldte sig syg, hvorefter han kørte galt under en ferie i Thailand.
Han blev derefter afhentet i kørestol af politiet til retsmødet.
Konkursrytter og dømt svindler
Der vil nu formentlig gå flere måneder, før sagen igen vil blive sat i kalenderen hos Retten i Odense, og Osman Celik skal forsøge at forklare, hvorfor han i årene omkring 2019 og 2020 ikke indberettede en række indtægter til skattemyndigheder i forbindelse med firmaet Optima Plan og dermed – ifølge anklagemyndigheden - snød i skat og moms for samlet set 3,5 millioner kroner.
Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har tidligere fortalt, hvordan Osman Celik i 2018 startede sit første af tre gulvstøbningsfirmaer i Danmark, efter at han i Tyskland var blevet dømt for svindel flere gange.
Firmaet Optima Plan gik konkurs i efteråret 2021 og det var i forbindelse med kuratorens undersøgelser, at det pludseligt viste sig, at Osman Celik havde indberettet alt for lave indtægter.
I regnskabet for Optima Plan var der opgjort et overskud på blot 84.000 kroner, men ifølge Skattestyrelsen burde overskuddet have været på 4,6 millioner kroner.
Efter sin anden konkurs i Danmark startede Osman Celik firmaet Hamborg Plan, som arbejdede på en række byggerier i Odense, men også endte med at gå konkurs i slutningen af 2022.