Tidligst i efteråret 2025 kan patienterne få glæde af det Nyt OUH, og byggeriet kommer til at koste over en halv milliard mere end budgetteret.
Udmeldingen fra Regionsrådet kommer efter, at TV2 Fyn og andre medier i sidste uge kunne oplyse, at byggeriet igen var forsinket og ville få en ekstraregning på en halv milliard.
Udsættelsen blev godkendt af politikerne i Region Syddanmark mandag eftermiddag. Det betyder, at afleveringstidspunktet nu er aftalt med totalentreprenøren OHPT (Odense Hospital Project Team) til efteråret 2024.
Oprindeligt var afleveringstidspunktet sat til efteråret 2023, og den udsatte aflevering betyder, at det nye universitetshospital i bedste fald kan tages i brug i efteråret 2025 – alternativt i foråret 2026. Det meddeler Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
- Vi har forståelse for, at forsinkelsen vil give anledning til frustration blandt medarbejdere på OUH og i psykiatrien, der har glædet sig til at flytte ud på det nye sygehus. Mange har investeret meget tid i projektet, og rigtig mange arbejder i det daglige med midlertidige løsninger. De frustrationer deler vi som politikere. Den aftale, vi har indgået, er nødvendig for at få projektet i mål i en tid, hvor det i høj grad påvirkes af udefrakommende, uforudsete forhold, udtaler regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i pressemeddelelsen.
Corona og krig får skylden
Det er ifølge Region Syddanmark COVID-19 og krigen i Ukraine, der er årsagen til den nye forsinkelse og millionoverskridelsen af budgettet. Disse to forhold har givet store udfordringer for byggeri over alt i verden, står der i pressemeddelelsen.
- Vi tager ansvar for alt det, vi har indflydelse på, men der er begivenheder i verden, vi ikke er herrer over. Vi håber – og tror på – at vi kan få en aftale med den nye sundhedsminister om at dække udgifterne til udefrakommende forhold uden for kvalitetsfondsrammen, udtaler formanden for Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, Karsten Uno Petersen (S).
Ifølge Region Syddanmark holder projektet sig dog fortsat inden for den økonomiske ramme på 8,6 milliarder kroner, når det handler om de forhold, som regionen har indflydelse på.
Men udefrakommende forhold gør, at prisen alligevel stiger med 542 millioner kroner. Det skyldes, at Region Syddanmark ikke bliver kompenseret fuldt ud fra statens side, som følge af inflationen, og at totalentreprenøren får ekstraudgifter for 177 millioner kroner.
- Vi er fortsat glade for samarbejdet med OHPT, og vi håber, at den tillægsaftale, vi nu har indgået, i fællesskab kan bringe os helt i mål. Vi har helt fra begyndelsen af projektet med det nye OUH optrådt ansvarligt inden for den økonomiske ramme. Vi har taget svære beslutninger undervejs for at sikre dette. Det gør vi også med denne aftale, siger Karsten Uno.
Vil søge staten om penge
Region Syddanmark vil dog arbejde for at få nogle af merudgifterne finansieret af staten, som har åbnet op for, at ekstraordinære udfordringer i konkrete projekter kan tages op med Sundhedsministeriet.
- Alle, der står med et byggeri, har oplevet prisstigninger som følge af inflationen og mangel på byggematerialer. De samme udfordringer står vi med i forhold til det nye universitetshospital. Selve byggeriet har stået på i tre år, og det er nu meget tydeligt at fornemme, hvordan det nye sygehus kommer til at se ud.
I Region Syddanmark vil vi gøre alt for at bygge det sygehus, vi hele tiden har arbejdet hen imod. Derfor har vi indgået en tillægsaftale med totalentreprenøren, der gør, at vi sammen kan nå godt i mål og få bygget et universitetshospital, der kan måle sig med de bedste sygehuse i Europa, siger regionsrådsformanden.
Det nye supersygehus bliver efter planen Danmarks største nybyggede sygehus. Det første spadestik til Nyt OUH blev taget i april 2016 af patienter fra OUHs børnehospital.