Fem fynboer omkommet i togulykke: Alle dræbte er nu identificeret
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fem af de otte dræbte i onsdagens togulykke på Storebæltsbroen var fynboer.
Politiets og retsmedicinernes arbejde med at få identificeret de otte omkomne, der blev fundet i toget fra ulykken på lavbroen over Storebælt onsdag morgen, er nu afsluttet.
Fem af de otte omkomne kom fra Fyn.
Det fortæller Fyns Politi fredag morgen.
Ingen af de omkomne er i familie med hinanden, og alle er danske statsborgere. Deres pårørende er underrettet.
De otte omkomne er:
En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn
En 51-årig mand fra det nordlige Fyn
En 45-årig kvinde fra Odense
En 60-årig kvinde fra Odense
En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn
En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn
En 30-årig mand fra Grønland
En 30-årig mand fra Aarhus
Søsteren til en af de dræbte fortalte torsdag aften, at hendes bror er en af de otte omkomne. Der er tale om en 30-årig mand fra Nordjylland, der var bosat i Grønland.
Svære skader
Politiet meldte torsdag morgen på et pressemøde ud, at de var 'ret sikre' på identiteten af fire af de omkomne.
Chefpolitinspektør Lars Bræmhøj fortalte på pressemødet blandt andet, at politiet har brugt tandkort til at identificere de dræbte, da flere af dem var kommet svært til skade ved ulykken.
Ifølge Bo Haaning, som er undersøger hos Havarikommissionen, der siden ulykken har arbejdet intensivt på at klarlægge alle facts omkring ulykken, skyldes ulykken en trailer, der faldt af godstoget.
- En trailer er røget af og har ramt InterCity-toget, eller InterCity-toget er kørt ind i det. Det er, hvad vi ved indtil videre, siger Bo Hanning.
Sandra overlevede dødsulykken på Storebælt:
- Jeg tænker på dem, som mistede livet
28-årige Sandra Persson fra Nyborg var blandt passagererne på det forulykkede tog, ICL 210.
Natten til torsdag har Sandra Persson fra Nyborg ikke sovet godt. Flere gange er hun vågnet og hevet efter vejret. Hendes højre skulder er brækket, og hun har flere skrammer i ansigtet - men hun lever.
Ifølge en krisepsykolog, som hun har talt med efterfølgende, så er hendes efterreaktioner normale, men chokket fra togulykken, hvor otte mennesker mistede livet, sidder stadig i hende.
- Jeg skal nok komme mig over mine skader, men jeg tænker meget på dem, der er omkommet ved ulykken og deres pårørende, siger hun til TV 2/Fyn.
En almindelig morgen
Sandra Persson pendler hver morgen fra Nyborg til Syddansk Universitet i Slagelse, hvor hun arbejder som administrativ medarbejder.
Det gjorde hun også onsdag morgen, hvor hun som sædvanlig steg ombord på toget, som kører fra Nyborg mod København klokken 7.26. Biltrafikken hen over Storebæltsbroen var lukket i begge retninger på grund af kraftig blæst, men togene kørte fortsat.
- Da toget ankom, åbnede dørene ikke med det samme. Det kørte længere frem, inden dørene åbnede. Hvis dørene var åbnet med det samme, havde jeg sat mig i den forreste vogn, fortæller hun.
Frygtede det var et terrorangreb
Heldigvis for Sandra Persson og hendes veninde, som også var med i toget, så åbnede dørene ikke med det samme. I stedet satte de to veninder sig ned længere tilbage i toget. Det reddede efter alt at dømme deres liv.
Kort efter toget var kørt fra Nyborg, bremsede det pludselig meget hårdt op, og alle vinduerne blev smadret. Sandra Persson nåede ikke at reagere, inden noget ramte hende hårdt på den højre skulder. Veninden havde slået hovedet og havde skader fra glasskår omkring øjnene.
- Der lå en kvinde på gulvet, som blødte voldsomt. De, der gav hende førstehjælp, kaldte på en hjertestarter. Det var ubehageligt at sidde i toget. Det virkede ustabilt. Kortvarigt frygtede jeg, at det var et terrorangreb, siger Sandra Persson.
Fik drop med smertestillende
Det blev hurtigt isnende koldt i togvognen, hvor den kolde januar-blæst fra Storebælt piskede ind ad de smadrede vinduer. Sandra Persson fik en jakke fra en konduktør, der gik frem og tilbage og forsøgte at berolige passagererne.
- Det tog lang tid for redningsfolkene at komme ind i toget, fordi vognene skulle sikres først. Det var svært at kigge på, at redningsfolkene var lige uden for, uden at de kunne komme ind til os, siger hun.
Da redderne endelig kunne komme ind til de nødstedte passagerer, fik de straks lagt et drop med smertestillende og blev bragt ud i sikkerhed på lavbroen.
- Da jeg gik forbi togets forende, tænkte jeg bare: “Wow, har vi siddet derinde i den vogn?”, siger Sandra Persson om de voldsomme skader på toget.
Efterfølgende blev Sandra Persson kørt til røntgen og scanning på OUH, hvor hun også talte med en krisepsykolog. Skulderen var brækket, men hun er bare taknemmelig for at være i live.
Der var 131 passagerer og tre medarbejdere ombord på ICL 210, da ulykken skete. Sandra Persson var én af de 16 sårede personer i ulykken, som blev bragt til OUH efterfølgende. Torsdag var 14 af dem, inklusive Sandra Persson, udskrevet. De to tilbageværende er uden for livsfare.
På grund af den voldsomme ulykke har transportfirmaet DB Cargo, der stod bag godstogstransporten, indstillet al kørsel med den type godstog, der transporterer tomme ølkasser.
Fyns Politi kommer ikke til at frigive yderligere oplysninger om de omkomne, bekræfter politiet i meddelelsen fredag morgen.
Afventer undersøgelse
Efterforskningen af hvorfor den voldsomme togulykke skete, er fortsat i gang og vil formentlig fortsætte i en længere periode. Det er Havarikommissionen, der primært står for disse undersøgelser.
Fyns Politi har i samarbejde med Nationalt Kriminalteknisk Center, NKC, gennemført egne undersøgelser på gerningsstedet og hjælper Havarikommissionen, hvor der er behov for det.
Først når dette arbejde er afsluttet, vil Fyns Politi tage stilling til, om der er tale om en hændelse, som skal forfølges strafferetsligt.
Politiet kan derfor ikke sige yderligere om efterforskningen af togulykken, før de kender resultatet af Havarikommissionens undersøgelse og har haft mulighed for at sætte sig ind i denne.
15 af 16 kvæstede udskrevet
Fredag oplyser overlæge Søren Jepsen fra Odense Universitetshospital til TV 2/Fyn, at 15 af de 16 kvæstede fra togulykken er udskrevet.
- Skaderne på de tilskadekomne svarer til en middelsvær færdelsulykke, hvor der har været en hård opbremsning, siger Søren Jepsen.
Den sidste af de 16 kvæstede forventes udskrevet i løbet af de nærmeste dage, fortæller overlægen.