Værste fynske togulykke i mere end 50 år

Togulykken på Storebælt onsdag morgen har foreløbig kostet seks personer livet. Det gør den til den værste danske togulykke i mere end 30 år.

Seks personer har onsdag morgen mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen, da et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning.

Det er den værste togulykke på de danske jernbaner siden 1988 - og den værste fynske togulykke siden 1967.

Læs om nogle af de værste togulykker her:

 * 7. november 2002 bliver en person dræbt, og fem personer kvæstet, da to S-tog støder sammen på Holte Station.

 * 2. marts 2000 omkommer to lokomotivførere og en passager, da to regionaltog støder sammen ved den nedlagte station i Kølkær mellem Herning og Brande.

 * 1. maj 1997 støder to lokaltog på Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen sammen ved Firhøj sydøst for Gilleleje. To mennesker bliver dræbt, og omkring 20 kvæstes.

 * 18. januar 1993 støder et regionaltog sammen med et rangerende godstog en halv kilometer syd for Næstved Stadion. En passager og en DSB-funktionær bliver dræbt, og fire passagerer kvæstet.

 * 28. december 1992 bliver en lokomotivfører dræbt, og to passagerer bliver lettere kvæstet, da nattoget fra Frederikshavn til København afspores i et sporskifte ved indkørslen til Roskilde Station.

 * 19. august 1991 bliver en 25-årig mand dræbt, og 70 personer kommer til skade, da et linje B-tog mod Holte på Dybbølsbro Station kolliderer med et linje C-tog mod Klampenborg.

 * 25. april 1988 bliver otte mennesker dræbt, og 72 kvæstes ved en togulykke i Sorø, hvor et tog med høj hastighed kører af sporet.

 * 11. marts 1986 braser et godstog på vej fra København til Roskilde gennem blindsporets stopbom ved Hvidovre Station og styrter ned på Hvidovrevej. En person bliver dræbt.

 * 9. september 1983 kører et passagertog fra Frederikssund mod et modkørende materieltog ved Stenløse på Sjælland. Tre mennesker bliver dræbt, og 22 kvæstes.

 * 7. september 1973 kører et S-tog fra Hillerød ind i et holdende tog ved indkørslen til Østerport Station. To bliver dræbt, og 23 kvæstet.

 * 24. marts 1971 støder et S-tog sammen med løbske godsvogne mellem Birkerød og Allerød, hvorved en person bliver dræbt, og fem såret.

 * 10. august 1967 kører lyntoget "Nordjyden" op i det holdende lyntog "Sydvestjyden" uden for Odense. 11 bliver dræbt, og 47 kvæstet.

Kilder: Ritzau, DSB

 

Oversigt

    Oversigt