Værste fynske togulykke i mere end 50 år
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Togulykken på Storebælt onsdag morgen har foreløbig kostet seks personer livet. Det gør den til den værste danske togulykke i mere end 30 år.
Seks personer har onsdag morgen mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen, da et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland blev ramt af dele fra et godstog, som kørte i den modsatte retning.
Det er den værste togulykke på de danske jernbaner siden 1988 - og den værste fynske togulykke siden 1967.
Læs om nogle af de værste togulykker her:
* 7. november 2002 bliver en person dræbt, og fem personer kvæstet, da to S-tog støder sammen på Holte Station.
* 2. marts 2000 omkommer to lokomotivførere og en passager, da to regionaltog støder sammen ved den nedlagte station i Kølkær mellem Herning og Brande.
* 1. maj 1997 støder to lokaltog på Helsingør-Hornbæk-Gilleleje Banen sammen ved Firhøj sydøst for Gilleleje. To mennesker bliver dræbt, og omkring 20 kvæstes.
* 18. januar 1993 støder et regionaltog sammen med et rangerende godstog en halv kilometer syd for Næstved Stadion. En passager og en DSB-funktionær bliver dræbt, og fire passagerer kvæstet.
* 28. december 1992 bliver en lokomotivfører dræbt, og to passagerer bliver lettere kvæstet, da nattoget fra Frederikshavn til København afspores i et sporskifte ved indkørslen til Roskilde Station.
* 19. august 1991 bliver en 25-årig mand dræbt, og 70 personer kommer til skade, da et linje B-tog mod Holte på Dybbølsbro Station kolliderer med et linje C-tog mod Klampenborg.
* 25. april 1988 bliver otte mennesker dræbt, og 72 kvæstes ved en togulykke i Sorø, hvor et tog med høj hastighed kører af sporet.
* 11. marts 1986 braser et godstog på vej fra København til Roskilde gennem blindsporets stopbom ved Hvidovre Station og styrter ned på Hvidovrevej. En person bliver dræbt.
* 9. september 1983 kører et passagertog fra Frederikssund mod et modkørende materieltog ved Stenløse på Sjælland. Tre mennesker bliver dræbt, og 22 kvæstes.
* 7. september 1973 kører et S-tog fra Hillerød ind i et holdende tog ved indkørslen til Østerport Station. To bliver dræbt, og 23 kvæstet.
* 24. marts 1971 støder et S-tog sammen med løbske godsvogne mellem Birkerød og Allerød, hvorved en person bliver dræbt, og fem såret.
* 10. august 1967 kører lyntoget "Nordjyden" op i det holdende lyntog "Sydvestjyden" uden for Odense. 11 bliver dræbt, og 47 kvæstet.
Kilder: Ritzau, DSB
DSB: Seks dræbte i togulykke på Storebæltsbroen
Der er seks dræbte ved togulykken på Storebæltsbroen. Det bekræfter DSB.
En alvorlig togulykke på Storebæltsbroen tidligt onsdag morgen har kostet seks mennesker livet.
Det bekræfter flere kilder fra både politi og beredskab over for TV 2/Fyn.
Fyns Politi har klokken 09.48 også bekræftet, at der er flere dræbte ved ulykken, dog uden at sætte antal dræbte på.
- Fyns Politi kan nu bekræfte, at flere mennesker har mistet livet i togulykken på lavbroen over Storebælt. Politiet har lige nu ikke yderligere oplysninger om de dræbte eller om antallet af omkomne, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Ulykken skete, da dele af taget fra en modkørende godsvogn ramte et passagertog på Storebæltsbroen, så toget måtte lave en meget hård opbremsning.
Godstoget var på vej til Fyn, og passagertoget var på vej til København. Toget holder stille på lavbroen fra Fyn mod Sjælland.
Politi og ambulancer er massivt til stede på ulykkesstedet, og politiet opfordrer samtidig bilister til at give plads til udrykningskøretøjerne, der har svært ved at komme frem til ulykkesstedet.
Evakueringscenter
Fyns Politi har oprettet et evakueringscenter i Nyborg for passagererne fra toget. Det er beliggende i Nyborg Idrætscenter, Storebæltsvej 13-14.
Der vil ikke være adgang for pårørende. Der vil være et psyko-socialt beredskab til stede til at modtage og hjælpe passagerne. Politiet opfordrer samtidig alle, der har været om bord i toget, om at kontakte deres pårørende og oplyse, at de ok.