Drengedrøm sender fynsk jægersoldat på fire måneders togt i Grønland
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Erik B. Jørgensen rejser i Grønlands-fareren Knud Rasmussens slædespor på en rejse, der varer længere end tre måneder og er på over 2.600 kilometer.
- Velkommen til. Jeg er glad for, at i vil være med til at pakke noget mad til ekspeditionen.
Erik B. Jørgensen slår armene ud efter den - i nogles opfattelse - sikkert mærkelig velkomst. Men det er rigtig nok.
Foran ham står otte frivillige, der i løbet af en dag skal pakke al den mad, der står linet op på to lange borde. Maden er den proviant, der i løbet af - i værste fald - op til 130 dage skal holde liv i to mand og 16 slædehunde.
- Uden deres hjælp ville det tage mig flere uger at pakke maden i den rigtige rækkefølge og de rigtige poser, slår en glad Erik B. Jørgensen fast, mens han går rundt i laden på forældrenes gård ved Herrested på Midtfyn.
Jægersoldat på Grønlands-togt: Sultne isbjørne holdes på afstand med våben
Erik B. Jørgensen må ikke bruge håndvåben under ekspedition i Nordøstgrønland. Det er kun for militær-personel. Men rifler er blevet pakket.
Han har før prøvet at stå ansigt til ansigt med et kæmpe rovdyr.
På en af hans tidligere ekspeditioner i Grønland kom en isbjørn tæt på. Uden at det kom til en farlig konfrontation.
- Isbjørne er meget nysgerrige. De kan godt komme tæt på. Men det er kun, når de er sultne, at de er farlige, fortæller eventyreren Erik B. Jørgensen.
“Vi må ikke bære håndvåben. Vi kunne have fået tilladelse, hvis vi havde været en videnskabelig ekspedition”
Fynboen, der har en karriere bag sig i både Livgarden, Sirius-patruljen og senest Jægerkorpset, er sammen med et andet tidligere medlem af Sirius-patruljen, Jesper Ganc-Petersen, på vej på en fire måneder lang ekspedition i Grønlands-fareren Knud Rasmussens fodspor på tværs af det nordøstlige Grønland.
Deroppe lever blandt andet isbjørnene.
For at være på den sikre side, har Erik B. Jørgensen og hans makker både en pumpgun - et flerskuds haglgevær - og en riffel med.
På den måde kan isbjørne både skræmmes væk. Og til nød aflives, hvis de beslutter sig for at angribe.
- Vi har også en signalpistol med. Den kan vi bruge til at oplyse området med. Men vi kan også skyde med kanonslag, så en isbjørn får klar besked om at gå sin vej, håber Erik B. Jørgensen.
Sirius-patruljen
Eventyrerne har begge tidligere været en del af Sirius-patruljen, der som en del af Forsvaret blandt andet har til opgave at gennemføre overvågning og suverænitetshævdelse i det ubeboede Nordøstgrønland.
Som militærmand måtte han derfor gå med pistol. Et våben, der både kan skræmme ved varselsskud, og som kan bruges som sidste udvej i nærkontakt med en isbjørn.
Sådan bliver det ikke denne gang.
- Vi må ikke bære håndvåben. Vi kunne have fået tilladelse, hvis vi havde været en videnskabelig ekspedition. Men det har jeg ikke arbejdet i. Vi skal nok klare os med det, vi har, slår Erik B. Jørgensen fast.
Fra Jægerkorpset til Grønland
Heri Herrested er han vokset op. Og det var her grundlaget for en karriere hos både Livgarden, Sirius-patruljen og senest Jægerkorpset blev lagt. I de seneste par år har han også været på tv, hvor han er blevet kendt som en kontant instruktør i TV 2-programmet Korpset.
Nu er han professionel eventyrer. Han lever af at opleve det usædvanlige og siden formidle det i bøger og til foredrag. Nu vender han blikket mod det nordøstlige Grønland.
- Jeg gør det, fordi jeg kan. Det handler om at få opfyldt en drengedrøm, røber eventyreren, der rejser sammen med et andet tidligere medlem af Sirius-patruljen, Jesper Ganc-Petersen.
I Knud Rasmussens fodspor
Ekspeditionen har som sådan ikke noget formål. Der ligger ingen videnskabelige opgaver bag.
- Hvis man endelig kan sige, at vi skal undersøge noget, så er det at finde de varder, altså stensætninger, som Knud Rasmussen og hans ekspedition efterlod mellem 1916-1918. Mange af dem kender man positionerne på, men der er nogle enkelte, som ikke er blevet besøgt siden. Det kunne være spændende at finde dem, indrømmer Erik B. Jørgensen.
Hvis det lykkes, kommer han til at stå ansigt til ansigt med datidens SMS eller Facebook. Forstået på den måde, at grønlandsfareren og hans ekspeditions-medlemmer efterlod skrevne beskeder i varderne.
Skulle der ske noget med ekspeditionen, så kunne man ihvertfald læse beretninger frem til en eventuel ulykke indtraf. Noget der skete jævnligt i datidens udforskning af de iskolde egne.
Ekspedition koster fire millioner
Den fynske eventyrerer føler sig parat til alt, hvad der kan ske på turen.
- Vi er godt forberedte. Vi får fløjet depoter ud med mad til både os og til hundene. De bliver stillet i lufttætte beholdere, så isbjørnene ikke kan lugte, hvad der er inden i.
Fynsk jægersoldat på koldt eventyr: Hunde spiser fedt for at overleve i Nordøstgrønlands kulde
Depoter med mad er ikke kun til ekspeditions to mennesker, men også til koblet på 16 slædehunde.
Tørret fisk stinker. Rigtig meget endda.
Men de er også en udpræget lækkerbidsken for en sulten slædehund, der en hel dag har trukket en tungt læsset slæde hen over den nordøstgrønlandske sne og is.
- Vi har tørrede fisk, pemmikan til hunde og svinefedt med. Ikke mindst svinefedtet er vigtigt. Hver hund får 250 gram rent fedt, når vi gør holdt for natten. Fedtet gør at hundene kan holde varmen, fortæller eventyreren Erik B. Jørgensen forud for den flere måneder lange ekspedition til Nordøstgrønland.
Fynboen har en karriere hos både Livgarden, Sirius-patruljen og senest Jægerkorpset bag sig. Nu er han professionel eventyrer og lever af at opleve det usædvanlige og siden formidle det i bøger og til foredrag.
Nu vender han blikket mod det nordøstlige Grønland.
- Jeg gør det, fordi jeg kan. Det handler om at få opfyldt en drengedrøm, røber eventyreren, der rejser sammen med et andet tidligere medlem af Sirius-patruljen, Jesper Ganc-Petersen.
Sultne hunde
Sådan en tur kræver masser af mad - ikke bare til de to på ski, men også til de hårdtarbejdende hunde.
Udover det rene fedt og de tørrede fisk består hundenes mad af pemmikan. Blandingen indeholder blandt andet tørret kød, bær og fedt og blev tidligere også brugt til menneskemad på ekspeditioner til de arktiske egne.
- Fisk og pemmikan er ret dyrt. Men det er nødvendigt at få lagt ud i depoter, så vi har mad til tre måneder. Vi kan ikke have det hele med på en slæde. Det flyves ud på ruten af en helikopter og står i lufttætte tønder, så isbjørnene ikke kan lugte indholdet. Vi finder tønderne ved hjælp af GPS, siger Erik B. Jørgensen.
Chokolade er favoritten
De to mennesker på ekspeditionen kommer heller ikke til at mangle mad.
Dagsrationer på flere tusinde kalorier er nødvendige i det kolde vejr. Og der er ikke kun fornuftigt og sundt mad gemt i depoterne.
- Vi får chokolade og nødder hver dag. Min favorit er nok en plade nougatchokolade. Men det kan vi jo ikke spise hele tiden. Depoterne har forskelligt indhold, så der er noget at glæde sig til. Det kan være, at der er pandekagepulver til os efter en månds tid. Så har vi det at glæde os til, smiler Erik B. Jørgensen.
Ekspeditionen koster fire millioner kroner i alt. For det beløb er de to deltagere alene afsted i 100 dage. Med sig har de 16 slædehunde, de lejer af en grønlandsk fanger.
Når turen er ved at være gennemført, støder de to mænds familier og sponsorer til på et fem dage langt ophold i sne og på is i det nordlige Grønland.
- Nu skal vi have pakket mad og det hele i en container, der så skal til Grønland. Midt i februar går vi i gang med en 14 dage lang træningslejr. Derefter begynder "Thule til Thule-ekspetionen".
TV 2/Fyn følger Erik B. Jørgensen og Jesper Ganc-Petersen på turen.
