16. jan. 2019 kl. 18:38
Morten Albek

Millionerne ruller: Nu satser Sydfyn stort på kultur og turisme

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Hvad vil det moderne menneske gerne bruge sin tid på? Fire sydfynske kommuner vil nu samarbejde om at give det ultimative tilbud.

Hvad skal vi lave i weekenden? En velkendt replik hos mange familier. Hvad skal vi lave i vores ferie? Også et velkendt spørgsmål.

Nu er der snart et overraskende svar på vej fra de fire sydfynske kommuner: Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø.

Måske kunne vi for eksempel bruge en dag på at udforske vores grænser for vandskræk, mens vi kitesurfer, og mens vi samtidig undersøger, hvordan mennesker i gamle dage udnyttede havets ressourcer mere bæredygtigt end i dag.

- Moderne mennesker vil gerne være aktive, samtidig med at de bliver klogere både på naturen, kulturen og sig selv. De ting kan faktisk kombineres, lyder det fra Peter Thor Andersen, direktør for Øhavsmuseet i Faaborg.

Læs også: Alle sagde ja: Øhav bliver fynsk geopark
Gå tilbage Del
10. okt. 2018 kl. 13:34

Alle sagde ja: Øhav bliver fynsk geopark

Ole Holbech

Arbejdet på at få Det Sydfynske Øhav udnævnt til Unesco Geopark kom onsdag et vigtigt skridt nærmere.

De fire sydfynske kommuner, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø, har nu alle sagt ja til, at de vil arbejde på at få øhavet optaget på den prestigefyldte liste for Unesco Geoparker.

Senest besluttede Svendborg Byråd tirsdag aften også at sige ja til projektet.

- Det har fantastiske perspektiver for Svendborg og for alle de sydfynske kommuner. For mig har det hele tiden handlet om, at vi har noget at samarbejde om. Og så handler det også om at få det Unesco-stempel, som er nærmest turismens Michelin-stjerne, siger Bo Hansen (S), der er borgmester i Svendborg Kommune.

“Det er en stor dag. Det er en historisk dag. Nu har vi officielt stiftet Geopark Det Sydfynske Øhav.”

— Flemming Madsen, formand for bestyrelsen i Naturturisme I/S

Onsdag formiddag skrev bestyrelsen i Naturturisme I/S, som de fire kommuner står bag, så under på den aftale, der kan betyde, at øhavet inden for de næste tre til fem år får det officielle Unesco-stempel.

- Det er en stor dag. Det er en historisk dag. Nu har vi officielt stiftet Geopark Det Sydfynske Øhav, og vi går en god fremtid i møde, siger Flemming Madsen, der er formand for bestyrelsen i Naturturisme I/S.

Bevilger penge til drift og anlæg

De fire fynske kommuner er blevet enige om, at det skal koste omkring 2,7 millioner kroner at etablere og 1,1 millioner kroner at drive geoparken fra 2020.

- Jeg tror, at det vil betyde et løft for Ærø, og de kan betyde noget for hele det sydfynske område. Der kan komme noget mere gang i vores små forretninger og turistattraktioner, siger borgmester Ole Wej Petersen (A) fra Ærø Kommune.

Nej til nationalpark

Tidligere har der været snak om, at Det Sydfynske Øhav skulle være en nationalpark. Dengang var der hovedsageligt landmændene, der var imod.

Denne gang er alle parter med på projektet, for modsat nationalparken griber geoparken ikke ind i den private ejendomsret, hvilket landbruget og skovbruget har været bekymrede for tidligere.

I Danmark er Odsherred Unesco Global Geopark på Nordvestsjælland den første, men foruden den fynske proces er et område omkring Holstebro og Struer også i gang med at søge optagelse.

Naturturisme I/S
Geopark Det Sydfynske Øhav dækker både øhav og land.

Det Sydfynske Øhav som Unesco Global Geopark

Det Sydfynske Øhav rummer en række steder og områder udpeget til at være af både national og international geologisk interesse.

  • Det Sydfynske Øhav
  • Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge
  • Stenstrup Issø og Egebjerg Bakker
  • Klintholm
  • Damestenen
  • Gudbjerg
  • Lundeborg
  • Åhuse
  • Hatbakkerne på Langeland
  • Ristinge Klint
  • Gulstav
  • Voderup Klint
Formålet med at søge om udnævnelse af Det Sydfynske Øhav til Unesco Global Geopark er, at synliggøre dennes geologiske arv og aktivt bruge den til i samspil med områdets natur- og kulturhistoriske værdier at skabe en ramme for udviklingen af området.

Kilde: Naturturisme I/S

Millioner på vej

Store visioner er på vej til at blive til virkelighed på Sydfyn, hvor en økonomisk bevilling på regeringens seneste finanslov på 13 millioner kroner og opbakning fra Faaborg-Midtfyn Kommune i form af 20 millioner kroner gør det muligt at satse stort på et nyt formidlingscenter.

- Vi går et helt særligt år i møde, hvor vi kan gå i gang med at føre vores ambitioner ud i livet, siger Peter Thor Andersen.

De store ambitioner bliver luftet og får vinger torsdag, hvor Øhavsmuseet i Faaborg afholder nytårskur. I anledning af de store byggeplaner er nytårskuren opgraderet i størrelse og indhold, og nytårskuren er også fysisk flyttet til den gamle erhvervsbygning "Frølageret" på Faaborg Havn.

Unescos blå stempel

Nytårskuren er arrangeret i samarbejde med TV 2/Fyn og denne artikels forfatter vil bidrage som moderator ved to talks.

I den ene talk vil museumsdirektør Peter Thor Andersen optræde sammen med Torbjørn Tarp, direktør for Naturturisme I/S om potentialet i et samarbejde på tværs af brancher om at udvikle oplevelser og aktiviteter til lokalbefolkningen og turister i Det Sydfynske Øhav.

Naturturisme I/S arbejder på at gøre Det Sydfynske Øhav til Unesco Geopark. Her kan Øhavsmuseets planer om et nyt formidlingscenter blive et vigtigt element.

- Der er et stort potentiale i en Unesco-certificering i området, og det giver rigtig god mening at samarbejde, blandt andet om formidling, siger Torbjørn Tarp, som allerede har sørget for at have museumsfolk strategisk placeret i en følgegruppe i Naturturisme I/S.

Over grænsen og bredere ud

Tværfagligt samarbejde er også et nøgleord for Øhavsmuseet i Faaborg:

- Vi arbejder gerne ud over grænserne for vores almindelige kerneforretning. Hvis det har relevans, hvis det giver mening i forhold til at gøre vores gæster klogere, og hvis vi når ud til en bredere målgruppe, siger Peter Thor Andersen.

Etableringen af et nyt landskabsmuseum i Faaborg vil koste omkring 100 millioner kroner, og alene størrelsen af investeringen indebærer et naturligt krav om at være et tilbud, der tiltrækker gæster både nationalt og internationalt. Og at kulturhistorisk formidling og turistaktiviteter skal gå hånd i hånd.

Ved nytårskuren torsdag vil man også kunne høre mere om en aktuel arkæologisk udgravning i Årslev i en talk mellem museumsinspektør Anne Rosenberg og Faaborg-Midtfyns Kommunes borgmester Hans Stavnsager. I en cafédialog vil der også blive fortalt om flere andre projekter, der kommer til at præge 2019 i Faaborg-området og i Det Sydfynske Øhav.

Læs også: 13 millioner til fynsk museum: Nu skal speederen i bund på stort projekt
Gå tilbage Del
4. dec. 2018 kl. 19:47

13 millioner til fynsk museum: Nu skal speederen i bund på stort projekt

Morten Albek

De kan gå på vandet i disse dage på Øhavsmuseet i Faaborg. En gigantbevilling gør det muligt at satse stort på det kommende landskabsmuseum på den gamle slagterigrund.

De er både glade, tilfredse og spændt på Øhavsmuseet i Faaborg.

Museet har i dag til huse i blandt andet byens gamle banegård, men planen er, at et nyt stort Øhavsmuseum til 100 millioner kroner skal indrettes på Slagterigrunden.

Derfor falder de 13 millioner kroner, som finansloven har bevilget museet, på et tørt sted.

“Vi havde en flaske crémant stående og tænkte, at hvis der er et tidspunkt, hvor den skal knappes op, så er det nu.”

— Peter Thor Andersen, direktør for Øhavsmuseet i Faaborg

- Vi kunne se, at vi stod med en kæmpe bevilling fra finansloven, og der var bare euforisk stemning. Det var helt vildt. Vi havde en flaske crémant stående og tænkte, at hvis der er et tidspunkt, hvor den skal knappes op, så er det nu, siger Peter Thor Andersen, der er direktør for Øhavsmuseet.

Nyt liv på Slagterigrunden

I første omgang får Øhavsmuseet mulighed for at indrette midlertidige udstillinger i Frølageret på Slagterigrunden.

I dag står den forladte bygning tom og kold hen, men Peter Thor Andersen ser det hele for sit indre blik:

- Man kan forestille sig, at vi laver en kæmpestor væg her og projicerer havet op på den og oplever, at det bliver oversvømmet. Så kan man forstå, at det er Nordens syndflod. Du kan måske sejle med et dåbsfølge til Lyø, hvor de er ved at drukne. Der er simpelthen plads og muligheder her, siger Peter Thor Andersen.

Morten Albek
Peter Thor Andersen i det gamle frølager på Slagterigrunden i Faaborg, der er den kommende ramme for Øhavsmuseet.

Epicenter

Det nye udstillingssted bliver et vigtigt epicenter for formidling af viden på en helt anden måde, end det sker på nu. Der skal skabes sammenhæng mellem øhavet, Faaborg by og Svanninge Bakker på en helt ny måde.

- Med den her saltvandsindsprøjtning bliver det muligt for os at skabe rygraden i et nyt museum med udstilling og formidling udenfor. Der skal selvfølgelig komme fondspenge oveni, men nu gør vi det, siger Peter Thor Andersen.

Det er vigtigt for Peter Thor Andersen at gå helhjertet ind i projektet med speederen i bund.

“Vi har brug for at flytte museumsoplevelsen og Faaborg big time. For det er et fantastisk sted og et fantastisk øhav, der ligger lige derude.”

— Peter Thor Andersen, direktør for Øhavsmuseet i Faaborg

- Man må ikke ende med bare at lave en lille bitte forandring. Så flytter man ingenting. Vi har brug for at flytte museumsoplevelsen og Faaborg big time. For det er et fantastisk sted og et fantastisk øhav, der ligger lige derude, men det kræver at vi laver formidling på en helt anden måde end i dag, siger museumsdirektøren.

Det nye øhavsmuseum

Det kommende øhavsmuseum bliver skabt ud fra et helt nyt museumskoncept, skræddersyet til at ligge ude i naturen langt fra storbyen.

Der bliver fokus på, hvordan det enkelte menneske oplever og påvirkes af naturen.

Øhavsmuseet har cirka 20 ansatte plus cirka 30 frivillige. Antallet af medarbejdere vil vokse i de kommende år, efterhånden som det nye store museum bliver til.

Finansloven set fra Fyn

Også andre fynske kulturinstitutioner har fået beviliget penge på finansloven:

  • Øhavsmuseet i Faaborg: 13 millioner (tre millioner i 2020, fem årligt i 2021 og 2022). Bevillingen gives til udstillinger og kulturformidling med udgangspunkt i Svanninge Bakker og Det Sydfynske Øhav.
  • Odense Teater: Fire millioner (en million årligt frem til 2022). Bevillingen gives til arbejdet med at nå til en bredere målgruppe.
  • Odense Symfoniorkester: Tre millioner (en million i 2019 og 2020, en halv million i 2021 og 2022). Bevillingen gives til arbejdet med at få musikken ud til nye målgrupper og i nye sammenhænge.
  • Dansk Sprognævn: To millioner (en halv million årligt frem til 2022). Bevillingen skal bidrage til nævnets arbejde med at styrke indsatsen for sprogteknologi.
  • Fyens Militærhistoriske Museum: To millioner i 2019. Bevillingen gives til indretning af museet, der har måttet flytte til en ny adresse på den gamle kaserne i Odense.
  • Syddansk Musikkonservatorium: 1,6 millioner (300.000 kroner i 2019 og 2020, 500.000 kroner i 2021 og 2022). Til løft af undervisningen på uddannelserne.
Champagnepropperne sprang på Øhavsmuseet i Faaborg, da nyheden kom: Finansloven har sendt 13 millioner kroner i museets lomme. Dermed kan et nyt, stort  museumsprojekt realiseres.

26. dec. 2024 kl. 13:01
Tophistorie
Fyn
Ida Alstrup

Støjbergs Syrien-forslag frister ikke - Jafar vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien

LYT
Del
Link
kopieret!

31.000 syriske flygtninge skal vende tilbage til hjemlandet.

Det fortæller partiformand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, i Jyllands-Posten torsdag. Og hun har sågar en klar plan for, hvordan hun skal få hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark til at rejse tilbage.

Jafar Hassan, der kom til Danmark i 2015, har dog ingen planer om at takke ja til dette tilbud.

Tak for tilbuddet, men nej tak

Som det ser ud nu, giver den danske stat en repatrieringsydelse på lidt over 150.000 kroner til syrere, der vender hjem.

Dette beløb vil Inger Støjberg fordoble, så ydelsen kommer til at hedde 310.834 kroner per voksen syrer.

Hun forklarer til Jyllands-Posten, at man for de penge vil have mulighed for at skabe sig en indtægt og et hjem dernede.

Men hvis Inger Støjberg bankede på Jafar Hassans dør med en check på 300.000 kroner, så ville svaret være kort og klart.

- Jeg ville sige tak for tilbuddet, men pænt nej tak, fortæller han til TV 2 Fyn.

Han forklarer dog videre, at han tror, mange vil takke ja til tilbuddet.

- Du kommer langt i Syrien for 300.000 kroner, men jeg vil hellere være fattig i Danmark end rig i Syrien, siger Jafar Hassan.

Han uddyber, at mange syrere blot har ventet på, at Bashar al-Assad blev væltet, og at flygtninge nu vil vende tilbage i større grad.

Jeg rejser tilbage, hvis …

Jafar Hassan har siden 2015 bygget et liv op i Danmark, og bor i Ullerslev. Han ser det ikke som en mulighed at rejse permanent tilbage til Syrien.

- Jeg har afsluttet 9. klasse, 10. klasse og er i gang med en pædagoguddannelse, så jeg har næsten alt her, fortæller han.

Dog findes der også noget, der trækker ham tilbage til hjemlandet.

- Min mor, far og tre søskende bor stadig i Syrien, og dem vil jeg meget gerne se noget mere, siger han.

Derfor ser han, at der kun findes ét tilbud, der kunne få ham til at rejse tilbage til Syrien.

- Jeg skulle have mulighed for at bo begge steder og kunne rejse frit mellem landende, forklarer han afrundende.

Jafar Hassan er bevidst om, at han kan bidrage i Syrien, men står det til ham, kan han også bidrage i Danmark med sin uddannelse.

Et land han hellere vil være i.

26. dec. 2024 kl. 17:01
Tophistorie

Krudtsælgere frygter kunder kvæler nytårsaften: - Synd for de små

LYT
Del
Link
kopieret!

I år er nye regler for fyrværkeri trådt i kraft, som betyder, at det nu kun er lovligt at fyre af i to dage - fra den 31. december til 1. januar.

Men den nye lovgivning får flere fynske fyrværkerisælgere til at se på fremtiden med bekymring. To fyrværkeriforhandlere, som TV 2 Fyn har talt med, tvivler nemlig på, at alle kan overholde reglerne.

Og hvis ikke folk kan holde i raketterne i ro, så frygter forhandlerne, at det kan føre til yderligere stramninger, som i sidste ende vil betyde, at man ikke må sælge eller købe nytårsfyrværkeri.

- Så siger politikerne, at nu er der ikke noget, der hedder nytårskrudt, og det vil være synd for de små, siger Claus Oldenbjerg, der driver Krudttossen.

25. dec. 2024 kl. 12:00
Tophistorie
Fyn
TV 2, Robert Wengler/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kan du forudse, hvad der sker i 2025? Tip en 13'er og vind kæmpe gavekurv

LYT
Del
Link
kopieret!

Vinder Viktor Axelsen Denmark Open, bliver det nye supersygehus udskudt endnu en gang, og vender forsiden tilbage på tv2fyn.dk?

Hvis du kan spå om året 2025, kan du vinde en gavekurv til en værdi af 500 kroner.

Du skal have kigget i spåkuglen og indtastet dine svar, inden kongens første nytårstale begynder den 31. december.

Vinderen findes, når året 2025 går på hæld.

Regler og betingelser:

Husk at udfyld både mail og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med vinderen. Ved deltagelse accepterer du samtidig, at vi må kontakte dig. Vinderen vil blive kontaktet direkte og skal være indstillet på, at præmieoverrækkelsen filmes til web og tv. Flest korrekte svar vinder. Er der lige mange korrekte svar, findes vinderen ved lodtrækning. Seneste besvarelse gælder.

Din besked er sendt 👍
Beklager! Noget gik galt 😞
26. dec. 2024 kl. 19:43
Dansk Kennel Klub

Er din hund klar til nytår? Få tjeklisten her

LYT
Del
Link
kopieret!

Er man en af de hundeejere, hvis firbenede ven reagerer kraftigt på fyrværkeri, så er Dansk Kennel Klub klar med en tjekliste, der kan hjælpe ens hund gennem nytårsdagene.

I et opslag på Facebook opfordrer de til, at man har planlagt, hvor ens hund er nytårsaften, hvis man ikke er hjemme. Kan man ikke tage den med sig, skal man overveje, om den skal passes.

Derudover skal man skynde sig, hvis hunden skal have angstdæmpende medicin, og i tilfælde af at ens hund kan finde på at løbe væk, er det en god idé at sikre sig, at der er et lovpligtigt hundetegn i hundens halsbånd.

Sidst men ikke mindst kan man venligt huske folk på den nye lovgivning, hvis de affyrer fyrværkeri før 31. december.

26. dec. 2024 kl. 19:02
TV 2

Ventetiden i Familieretshuset stiger - fynsk politiker vil undgå "tåbeligt dobbeltarbejde"

LYT
Del
Link
kopieret!

Foreningen af Faste Værger i Danmark foreslår, at det fremover skal være kommunerne, som skal oprette værgemål for demente og senhjerneskadede borgere.

Blandt andet for at mindske ventetiden og undgå dobbeltadministration ved, at der ikke er to myndigheder, som skal sagsbehandle de samme sager, lyder argumentet. Det skriver DR.

KL er ikke videre begejstret for forslaget, men flere ordførere på Christiansborg synes, at forslaget er spændende, og de er parate til at kigge på, om kommunerne skal overtage opgaver fra Familieretshuset. Blandt andet fynskvalgte Katrine Daugaard, der er socialordfører for Liberal Alliance.

- Hvis der er dobbeltarbejde, er det jo tåbeligt, siger hun.

26. dec. 2024 kl. 17:45

Vej kortvarigt spærret på grund af politiarbejde

LYT
Del
Link
kopieret!

Torsdag eftermiddag var det ikke muligt at passere Lillebæltsbroen.

Af Vejdirektoratets trafikinfo fremgik det, at broen var spærret i begge retninger på grund af politiarbejde.

TV 2 Fyn har været i kontakt med Fyns Politi, der oplyser, at Sydøstjyllands Politi kortvarigt var til stede på broen, men derudover ikke har yderligere at tilføje.

26. dec. 2024 kl. 16:21

Selv Christian Eriksen har deltaget - Traditionsrigt fodboldstævne sparket i gang

LYT
Del
Link
kopieret!

2. juledag blev et af Danmarks største indefodboldstævner sparket i gang i Odense idrætshal.

Stævnet, Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, er en tilbagevendende tradition og har været afholdt næsten hvert år siden 1961.

Over fem dage spilles mere end 1.000 kampe.

Gennem årene har fodboldtalenter som Christian Eriksen og Rasmus Falk slået deres folder til stævnet.

Og hos både stævneleder og forældre glæder man sig til at bruge de kommende dage rundt om det brune trægulv.

26. dec. 2024 kl. 15:02
GRAFIK / TV 2 Vejret

Vejret skifter frem mod nytårsaften

LYT
Del
Link
kopieret!

Vejret over Danmark styres i øjeblikket af et højtryk over Centraleuropa, der giver os det milde og grå vintervejr. Til gengæld sørger det også for mest tørt vejr.

Det bliver der dog lavet om på i den kommende weekend, hvor et vejrskifte ventes at finde sted.

Året ser således ud til at slutte af med markant mere ustadigt vejr, når der bliver åbnet for, at lavtrykkene kan sende regnvejr ind over landet.

I starten af det nye år viser prognoserne så lidt køligere, som måske kan være med til at give sne til Danmark.

26. dec. 2024 kl. 13:57

Rekordmange dage med strømpris under nul kroner i 2024

LYT
Del
Link
kopieret!

Danske elkunder har kunnet glæde sig over et rekordhøjt antal dage, hvor strømprisen har været under nul kroner.

Det viser en opgørelse lavet af energiselskabet NRGi og forsikringsselskabet Gjensidige. I Østdanmark har der været 275 timer, hvilket er 19 procent flere end de 231 timer i 2023.

- Der har været et stort fokus på de tidligere års meget svingende elpriser, særligt når prisen er høj. Men vi ser nu også flere perioder med lave eller negative elpriser, siger Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, i en pressemeddelelse.

Det er særligt kunder med en variabel elaftale, der har fordel af de negative elpriser.

26. dec. 2024 kl. 11:58
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Flere er blevet julemillionærer - her er den fynske vinderkupon købt

LYT
Del
Link
kopieret!

1. juledag blev 29 danskere en million kroner rigere, da Danske Spils nye “juletradition” Det Store Jule Lotto løb af stablen.

Vinderne kommer fra alle egne af det ganske land, og på Fyn udløste en enkelt kupon en milliongevinst. Danske Spil oplyser, at kuponen er købt i Føtex på Møntergade i Svendborg, og at gevinsten var på en million kroner.

Det Store Jule Lotto fungerer præcis som alle andre trækninger i Lotto, men trækkes ekstraordinært den 25. december. Den helt store forskel er, at der trækkes 25 ekstra julemillionærer – og at trækningen ikke finder sted på en lørdag.

26. dec. 2024 kl. 10:40
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Her er forældrene mest tilfredse med folkeskolen

LYT
Del
Link
kopieret!

Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, hvad Langeland-, Lemvig- og Thisted Kommune har til fælles. Men det er de tre kommuner i Danmark, hvor forældrene er mest tilfredse med folkeskolen.

Ifølge CEPOS, som står bag analysen, er der dog sket en ændring i den måde, hvorpå forældre vurderer folkeskolen. For i år lægger forældrene i højere grad vægt på børnenes trivsel og ikke længere kun på faglige resultater.

- Forældrenes øgede fokus på trivsel i forhold til for få år siden viser, at vi som samfund har taget en kraftig og hurtig drejning mod en mere helhedsorienteret tilgang til uddannelse, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Negativt pres på folkeskolen

Ifølge Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA UC, er det øgede fokus på trivsel ikke kun en positiv ting for folkeskolen. Det kan nemlig være med til at skabe et uretfærdigt pres, som folkeskolen ikke kan løse alene.

- Trivsel er ikke stationær, og det påvirkes af mange andre forhold end skolen. Som barn indgår man i mange typer fællesskaber, så det er ikke en opgave, skolen kan løse alene.

Trivselsmålinger blandt elever viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, at over 86 procent af alle elever i folkeskolen er glade for at gå i skole. Det er positivt, men der er en skæv tendens, hvor det primært er børn fra socialt velfungerende familier, som scorer højt.

Tilbage til Langeland, Lemvig og Thisted – for her er forældrene, målt på en skala fra et til fem, i gennemsnit 4,1 tilfredse med folkeskolen. Otte kommuner ligger med en tilfredshed over 4,0, mens tre kommuner ligger under 3,5.

26. dec. 2024 kl. 9:47

Antallet af juleindbrud er næsten fordoblet

LYT
Del
Link
kopieret!

Indbrudstyvene har haft travl på Fyn, der er hårdere ramt af juleindbrud end i andre regioner.

Juleaften noterede Fyns Politi 24 anmeldelser om indbrud, og bare et døgn senere er det tal oppe på 40. Det fortæller vagtchef hos Fyns Politi, Bjarne Tykgaard, til TV 2 Fyn.

2. juledag forventes at være dagen med mest juletrafik, og derfor er der også mange, som vender snuden hjemad. Det kan få antallet af anmeldelser til at stige yderligere, fortæller vagtchefen:

- Det er desværre nok realistisk, at der er folk, som vender hjem til et hus, der har været indbrud i, fortæller han.

Onsdag lød det fra vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Anders Therkelsen, at intet er for småt til, at man ringer 114.

26. dec. 2024 kl. 9:07
Presse-fotos.dk

Politiet giver opdatering efter bil kørte i havnen

LYT
Del
Link
kopieret!

Tidlig torsdag morgen endte en bil i vandet i Svendborg Havn. Politiet blev tilkaldt og fik sendt dykkere ned til bilen for at undersøge sagen nærmere.

- Der var ikke nogen i bilen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til TV 2 Fyn.

Vagtchefen kan ikke fortælle, hvordan bilen er havnet i havnen, og at man stadig efterforsker sagen.

Politiet har været i kontakt med bilens ejermand, men vagtchefen ønsker ikke at fortælle, hvorvidt bilejeren selv har været involveret i episoden.

Bilens ejer har dog fået til opgave at få bilen hevet op af havnen, fortæller Bjarne Tykgaard.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her