Ringe Fængsel i stor udvidelse - plads til mange flere fanger
kopieret!
Danmark skal bruge markant flere fængselsceller og og arrestpladser, og nu skal 50 flere fanger flytte ind i Ringe Fængsel.
Det er nemlig blevet udvidet med 4.400 nye kvadratmeter, hvilket bringer fængslets samlede kapacitet op på 141 pladser.
- Kriminalforsorgen har et historisk højt belæg, og vi har brug for ekstra pladser. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan åbne 50 nye pladser i Ringe Fængsel. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.
Celler og isolation
De nye 4.400 kvadratmeter indeholder fællesfaciliteter, 10 celleafsnit samt en isolationsafdeling.
For at sikre den bedste opstart vil der gradvist blive overflyttet indsatte til de nye pladser. De indsatte vil bestå af udvisningsdømte, som det også er tilfældet i de resterende afdelinger af Ringe Fængsel i dag.
Kriminalforsorgen arbejder fortsat løbende på at rekruttere fængselsbetjente på landsplan, og de første medarbejdere er allerede startet i Ringe. De har løbende trænet, testet og simuleret hverdagen, så de er bedst muligt klædt på, når de nye pladser tages i brug, fremgår det af en pressemeddelelse.
Åbningen af de nye bygninger og pladser markeres den 16. januar.