Tredje gang: Karin har fået sit hus torpederet af en bil
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Natten til søndag bragede en bil ind i Karin og Knud Hansens hus i Millinge. Det er tredje gang, at parrets hus bliver ramt af en bil.
- Det er jo ikke første gang. Vi har prøvet det før, lyder det fra Karin Hansen.
Natten til søndag blev hendes og manden Knud Hansens hus torpederet af en bil. Det er tredje gang, at parrets hus bliver ramt af en bil, fortæller hun.
- Det er lige frygtelig hver gang, for vi ved jo ikke, hvad vi kommer ud til, siger pensionisten om nattens episode.
Hun tilføjer:
- Det er jo kun materiel skade, men det er ærgerligt alligevel.
Bil smadret ind i mur: Føreren er stukket af
Søndag har en bil torpederet en bygning i Millinge.
Natten til søndag kørte en bil ind i en bygning i Millinge.
Det er i svinget ved Assensvej i Millinge, at bilen tilsyneladende ikke har drejet af og er smadret ind i en bygning.
Fyns Politi modtager anmeldelsen klokken 1.35 og ankommer til ulykkesstedet 2.20.
- Begge airbags er udløst. Angiveligt var der to personer i bilen, som flygtede fra stedet, siger vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg.
Anmelderen har råbt efter dem, og så to personer løbe fra stedet.
Bilen ikke meldt stjålet
Klokken 3.10 får politiet kontakt til en 40-årig mand, der går cirka 200 meter fra ulykkesstedet. De anholder ham, fordi de går ud fra, at det er ham, der har kørt bilen.
Efter en 30 minutters afhøring finder politiet ud af, at han var passageren i bilen. Han har ikke taget skade.
- Det er formentlig spirituskørsel, siger Lars Fredensborg.
Lars Fredensborg oplyser desuden, at bilen ikke er meldt stjålet på nuværende tidspunkt.
Stak af og kom tilbage
Bilens fører stak af fra uheldet, men i løbet af søndagen vendte han tilbage til parrets hus på Assensvej i Millinge.
Han har efter eget udsagn meldt sig til politiet. Det oplyser han til TV 2/Fyn. Han ønsker ikke at stille op til interview.
Karin Hansen er glad for, at manden kom tilbage til bilen og en raseret garage.
- Det blev jeg meget glad for. Han sagde, at han ikke havde sovet i nat. Han sagde undskyld, fortæller hun.
Ifølge Karin Hansen forklarede manden uheldet med tæt tåge. Hun tilføjer, at manden ikke kunne huske, at han hørte noget brag, da han kørte galt.
- Nu skal vi bare have fat i forsikringen igen og ryddet op. Det er det samme hver gang. Jeg ved ikke hvor længe, vi kan holde til det. Nu må vi jo se, siger Karin Hansen.