Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Ung mand slået i hovedet med flaske på Ørbæk Marked

Det lagde en dæmper på feststemningen, da en mand i starten af tyverne blev slået i baghovedet med en flaske natten til søndag på det velbesøgte Ørbæk Marked.

- Han pådrager sig nogle sår i hovedet og et snitsår på ryggen, oplyser vagtchef hos Fyns Politi Johni Müller til TV 2 Fyn.

Der var adskillige involverede i episoden, og nogle var helt ned til 16 år, oplyser vagtchefen, der dog ikke er bekendt med gerningsmandens identitet.

Det vides heller ikke, hvad der ledte op til optrinnet. 

Den første melding gik på, at der var tale om knivstikkeri, men det viste sig altså ikke at være tilfældet.

- Vi har antruffet flere derude, men kan ikke sige mere lige nu, siger vagtchefen.

Den forurettede blev efter hændelsen kørt på sygehuset for at blive behandlet.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 23.25 lørdag og var på stedet kort tid efter, da flere patruljer var på og omkring markedet.

Der er ingen anholdte i sagen.