3500 år gammelt sværd fundet ved Ladby
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Et halv meter langt bronzesværd graves forsigtigt fri af bakkerne ud til Kerteminde Fjord.
I Ladby er endnu et fortidsminde dukket frem af sorten muld. Et bronzesværd, der skulle have været gravet fri, da TV 2/FYN var på stedet, men der var mere end blot et sværd i jorden.
- Det viser sig, at der er bevaret rester af den skede, som sværdet har ligget i, og det er enten noget bark eller nogle helt tynde træstykker. De er bevaret på grund af det metal, der ligger nedenunder, fortæller Malene Refshauge, museumsinspektør og arkæolog, Østfyns Museer.
Sværdet er omkring 3500 år gammelt, og da arkæologerne først begyndte at afdække det, viste det sig også at være større end antaget. Hele 50 centimeter.
Det gamle stikvåben skal give ny viden om forhistorien ved Kerteminde fjord og om de gravhøje, der engang var på stedet. Og skeden er med til at gøre sværdet til noget helt særligt.
- Selvom det kan være svært at se, er det et superinteressant fund, for det kan give os mere viden, end hvis der bare lå et bronzesværd, siger Malene Refshauge.
Sværdet skal graves frit med jord omkring sig og derefter pakkes ind i gips, for det er vigtigt for arkæologerne at sikre det for eftertiden.
- Det hører til sjældenhederne, at man går sådan et fund, lyder det fra Malene Refshauge.
Kristus på korset dukket op i Trellerup
Et 1000 år gammelt vikingekrucifiks, forestillende "sejrende kristus", er fundet ved Trellerup.
Krucifikset er af sølv og er 4,7 cm højt, og så var det revet i tre stykker af landbrugsmaskiner gennem tidens løb.
Men efter flere måneders intens afsøgning af markerne ved Trellerup lige vest for Kertinge Nor, og konservatorernes rolige hånd, er "Den sejrende kristus" nu igen i ét stykke og kan ses på udstillingen Gamle og nye guder på Vikingemuseet Ladby.
- Begge sider af krucifikset er prydet med et billede af Kristus iført såkaldte pludderbukser og snabelsko. Han har et velplejet moustache og sandsynligvis også et hageskæg, en hårdmode, der ses på flere vikingefigurer. På hovedet har han en korsglorie, fortæller Troels Malthe Borch fra Østfyns Museer.
Figuren kan dateres til omkring år 1050 og er dermed 100 år yngre end det meget omtalte guldkrucifiks "Kristus fra Aunslev", der blev fundet i marts måned. Begge krucifikser viser begge Jesus som "den sejrende Kristus", som også er afbilledet på Jellingestenen.
- I modsætning til senere i middelalderen, hvor Jesus ses lide på korset med hængende hoved og tornekrone, er disse to figurer ikke tynget af verdens lidelser. Begge ser lige frem og viser den sejrende Kristus, der er genopstået og har overvundet døden. Billedet af en stærk og sejrrig gud eller konge har sandsynligvis tiltalt vikingerne og passet godt ind i deres verdensbillede, fortæller Troels Malthe Borch fra Østfyns Museer.