Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Analysebureau forventer fem danske OL-guldmedaljer

Danmark går et stort OL i vente, hvis forventningerne fra det globale analysebureau Nielsen holder stik.

Med 100 dage til OL's åbningsceremoni har analysevirksomheden lavet sin seneste sandsynlighedsberegning for, hvordan sommerens lege i Paris udvikler sig.

Baseret på data fra sportsbegivenheder siden det seneste OL i 2021 er Nielsen kommet frem til, at Danmark vinder 11 medaljer ved sommerens lege, og hele fem af dem vil være af guld.

Kun én gang i historien er det lykkedes Danmark at skrabe så mange guldmedaljer sammen ved et OL. I London i 1948 vandt Danmark fem guldmedaljer og 20 medaljer i alt. Begge er rekord.

Danmark ventes også at snuppe to sølvmedaljer og fire bronzemedaljer i Paris. Går talknusernes spådom om 11 danske medaljer i opfyldelse, vil det på antal matche udbyttet fra OL i Tokyo.

Det er ikke specificeret, hvilke danskere der tager medaljer med hjem fra Frankrig. Viktor Axelsen, håndboldherrerne og Anne-Marie Rindom er på forhånd blandt de store danske medaljefavoritter.