Anlæg af motorvej og jernbane: Besparelse på halv milliard i fare
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Skatteborgerne går formentlig glip af besparelse på op mod en halv milliard kroner, fordi det ikke er muligt at koordinere udbygningen af den vestfynske motorvej med anlæggelsen af den nye jernbane på Vestfyn.
En samlet besparelse på op mod en halv milliard kroner.
Så meget kan spares, hvis udbygningen af den vestfynske motorvej koordineres med anlæggeslsen af den nye jernbane på Vestfyn.
Men besparelsen bliver formentlig aldrig realiseret. Det fremgår af et svar fra Transportminister Ole Birk Olesen (LA) til Julie Skovsby (S).
Og det ærgrer det fynskvalgte folketingsmedlem.
- Det er som om ministeren bare har besluttet sig for, at det her ikke skal ske. Man kunne jo godt arbejde målrettet for at fremrykke togprojektet for at få en tættere koordinering med motorvejsbyggeriet. Der mangler i den grad politisk vilje, siger hun.
Ved at koordinere de to anlægsprojekter, så de starter nogenlunde samtidig, er der ifølge ministerens svar en mulig anlægsøkonomisk gevinst at hente på mellem 100 og 150 millioner kroner.
Dertil skal lægges samfundsøkonomiske gevinster ved en koordinering i størrelsesordenen 380 millioner kroner.
Til gene for fynboerne
Men ifølge ministerens svar er det formentlig ikke muligt at koordinere de to anlægsarbejder.
- Anlægsstart for jernbanen er endnu uafklaret, og da anlægsarbejdet på motorvejsstrækningen er igangsat, må de skønnede samtidighedsgevinster vurderes at ligge under de 100 til 150 millioner kroner, efterhånden som anlægsarbejdet med motorvejsudvidelsen skrider frem, står der i brevet fra Transportministeren.
Og det svar er Julie Skovsby altså ikke tilfreds med.
- Det er jo et spørgsmål om, hvor meget der skal laves to gange. Det er for eksempel broer over jernbanen og motorvejen, der skal bygges om flere gange. Og det er jo til gene for de borgere, der benytter dem. Jeg ville ønske, man politisk lavede en sammenhængende plan for vores infrastruktur, og Fyn er et godt sted at begynde, siger Julie Skovsby.
Fynsk pres på regeringen: Byg motorvej og jernbane i ét hug
Borgmestre vil slå motorvejsudvidelse og jernbane sammen. Det vil hjælpe 71 klemte fynske familier. Blandt andre Benny Hansen og hans familie. Men anlægsloftet er i vejen.
Benny Hansen og hans familie bor få hundrede meter fra den fynske motorvej.
De kommende år vil udvidelsen af den fynske motorvej kombineret med anlæggelsen af den nye jernbane over Fyn, bringe familien i en særdeles klemt situation.
Men nu får de hjælp fra de fynske borgmestre.
For som det ser ud lige nu, skal den vestfynske motorvej udvides hurtigst muligt, imens den nye togstrækning på Vestfyn først forventes at stå klar i 2026.
Derfor lød der allerede i begyndelsen af oktober en klar opfordring fra Benny Hansen: Gå nu i gang med begge projekter samtidig.
- Når man er i gang med at grave kan man ligeså godt lave begge ting på en gang. Når de bygger af to omgange, bliver det dobbelt så besværligt for os lodsejere. lyder argumentet fra den klemte lodsejer.
Blot 71 familier bliver som Benny Hansen og hans familie berørt af begge anlægsarbejder. Det viser en rapport fra Transportministeriet.
Borgmestre: Byg nu på én gang
Og nu får de familier altså en hjælpende hånd fra de fynske borgmestre.
Borgmestrene og de fynskvalgte medlemmer af Folketinget afholder mandag deres sædvanlige kvartalsmøde.
Og på dagsordenen er netop udvidelsen af den vestfynske motorvej og anlæggelsen af den nye jernbane over Fyn.
De fynske borgmestre opfordrer nu regeringen og deres kolleger i Folketinget til at slå de to projekter sammen.
- Når nu der alligevel skal anlægges arbejdsveje og flyttes grus og bygges arbejdsboliger, så lad os da slå projekterne sammen, siger borgmester i Assens, Søren Steen Andersen.
Anlægsloft i vejen
Vælger man at koordinere de to anlægsarbejder, vil det ikke bare spare de berørte lodsejere gener. En koordinering vil også betyde en besparelse for statskassen på 400 millioner kroner. Det viser en rapport fra Cowi.
Den store hage ved det forslag er imidlertid, at der, som situationen ser ud lige nu, ikke er penge til, at de to infrastrukturprojekter kan gå i luften samtidig. Finansieringen kommer nemlig to steder fra, lyder det fra næstformand i transportudvalget, Kim Christiansen, DF.
- Det hele handler om vores anlægslofter. Der er ikke penge til at anlægge jernbanen før efter 2020. Pengene til det tredje spor låner vi hos Sund & Bælt, siger Kim Christiansen.
De fynske borgmestre har tidligere appeleret til, at de to projekter koordineres. Både til gavn for de lodsejere, der bliver berørt, fordi de skal eksproprieres og for økonomiens skyld.
- Når nu der alligevel skal anlægges arbejdsveje og flyttes grus og bygges arbejdsboliger, så lad os da slå projekterne sammen, sagde borgmester i Assens, Søren Steen Andersen (V) tilbage i efteråret til TV 2/Fyn
Fra Middelfart lød borgmester Johannes Lundsfryds (S) budskab:
- Det er snusfornuft. Der er maskiner, der skal grave og jord, der skal flyttes og ramper, der skal laves. Og det kan vi lige så godt få lavet i én runde. Og i hvert fald få tænkt det sammen så meget som overhovedet muligt.
Men hvis det skal lykkes at opnå den såkaldte samtidighedsgevinst, kræver det, at jernbaneprojektet kommer på finansloven allerede i 2019.
For kun derved kan anlægget af jernbanen begynde allerede i efteråret 2019, hvor også udbygningen af den vestfynske motorvej begynder.
Bag anlæggelsen af Vestfynsbanen står den såkaldte Togfond. Og bag den står et flertal i Folketinget uden om regeringen. Flertallet omfatter Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Radikale og SF.
Vestfynsk jernbane i fare: Fynske borgmestre raser
Finansloven for 2018 nævner ikke det vestfynske jernbanespor med ét ord. Fynske borgmestre frygter dobbeltarbejde og forsinkelse af projektet.
Egentlig skulle finansloven for 2018 have givet svar på to vigtige fynske emner:
Udvidelsen af E20-motorvejen samt etableringen af det nye jernbanespor.
Men planerne om at styrke jernbanetrafikken på vestfyn glimrer ved sit fravær i den finanslov, der blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i slutningen af sidste uge.
Det får de fynske borgmestre op af stolene. De frygter, at konsekvensen bliver forsinkelser og dobbeltarbejde. Det forklarer Johannes Lundsfryd Jensen (S), borgmester i Middelfart Kommune.
- Jeg mangler et afsnit om jernbanen. Vi har sagt, at det er vigtigt, at man laver planlægningen af motorvejen og jernbanesporet samtidig. Der er masser af jord, der skal køres frem og tilbage. Der er adgangsveje, der skal etableres og meget andet, der bør koordineres, forklarer Johannes Lundsfryd.
Dansk Folkeparti og de øvrige partier bag Togfonden havde ellers pålagt regeringen, at det skulle fremgå af finansloven, at arbejdet med jernbanen skulle begyndes i 2020.
EL: 'Dybt kritisabelt'
Johannes Lundsfryd Jensen frygter, at de to byggerier bliver rodet sammen.
- Vi kan stå i en situation, hvor man får udvidet motorvejen, og så skal have den brudt op igen for at ordne arbejdet med jernbanen senere, uddyber han.
Han får opbakning fra borgmesteren i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V). Han fortæller til TV 2/Fyn, at han også er bekymret over, at udvidelsen af jernbanen ikke er nævnt.
I sidste ende frygter de fynske borgmestre, at begge anlægsprojekter bliver dyrere og vil genere naboerne dobbelt. Det har fået Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, til at angribe Dansk Folkeparti.
- Det er dybt kritisabelt, at DF bryder med vores aftale og lader regeringen slippe afsted med igen at så tvivl om hele Togfonden og den fynske jernbane, som regeringen ikke vil have, siger Henning Hyllested til Fyens Stiftstidende.
Henning Hyllested har nu bedt om et møde med de øvrige partier i Togfonden.
Ifølge beregninger fra Transportministeriet kan der spares over 400 millioner kroner, hvis begge projekter bliver bygget på samme tid.
Se indslag om Skallebølle, hvor beboerne frygtede, at den nye jernbane skulle gå gennem byen og ødelægge lokalsamfundet: