2. dec. 2024 kl. 14:58
Fyn
Peter Salomon

Antallet af indbrud eksploderer - nu reagerer Fyns Politi

LYT
Del

Lige nu oplever de fynske kommuner en markant stigning i antallet af registrerede indbrud.

Værst går det ud over Odense, Middelfart, Nyborg og Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor sidstnævnte fra oktober til november har oplevet en tredobling i antallet af indbrud, lyder det i en pressemeddelelse fra Fyns Politi, der ser på udviklingen med stor alvor.

- Om det bare er juleindbrudssæsonen, der er startet lidt tidligere i år, ved vi ikke, men vi kan se, at vi i den senere tid har fået rigtig mange anmeldelser om indbrud, siger politikommissær hos Fyns Politi Jesper Bøg.

Fyns Politi følger løbende med i kriminalitetsudviklingen og øger det patruljemæssige tryk i de områder, der har været ramt af indbrud.

Tøv ikke med at kontakte politiet

Der opfordres til ikke at holde igen med at ringe 114, hvis man opdager nogle mistænkelige i lokalområdet.

- Noget af det, der kan være med til at gøre en forskel i efterforskningen, er, hvis vi får tip ind fra borgere eller naboer, der har bemærket et køretøj eller personer, som de måske ikke på tidspunktet tænkte så meget over, men efterfølgende kan have haft noget med at gøre, siger Jesper Bøg.

- Den slags oplysninger undersøger vi altid. Vi har faktisk et par nyere sager, hvor sådanne tips har været med til at bringe os på sporet af gerningsmændene til flere indbrud, så vi vil i den grad opfordre borgerne til at tippe os, hvis de har set noget mistænkeligt.

“Få det til at ligne, at nogle er hjemme”, “luk og lås vinder og døre” og “sørg for, at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv” er nogle af rådene for at undgå ubudne gæster.

Skulle uheldet være ude, opfordrer Fyns Politi til at lade være med at rydde for meget op, før det har været forbi.

Antallet af indbrud fra 1. oktober til den 30. november 2024

Kommune

 Oktober

 November

 Total

Middelfart

17

35

52

Assens

15

9

24

Faaborg-Midtfyn

10

33

43

Kerteminde

6

3

9

Nyborg

5

15

20

Odense

55

76

131

Svendborg

8

9

17

Nordfyn

3

7

10

Langeland

0

2

2

Total

120

189

308

2. dec. 2024 kl. 16:13

Hård koncert-debat kom bag på borgmester - nu tager sagen en drejning

LYT
Del

Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel, og rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune, Søren Windell, inviterer nu bestyrelsen for foreningen Dyrskuepladsens Naboer til et såkaldt dialogmøde, hvor parterne skal se, om de kan nå til enighed.

Invitationen kommer i kølvandet på den seneste tids virak om, at foreningen med “en københavnsk stjerneadvokat i ryggen” vil stoppe for afviklingen af store koncerter på Dyrskuepladsen og ved Restaurant Bondestuen - lige som nabo til ultrapopulære Tinderbox Michael Nielsen insisterer på, at "loven skal overholdes, og kan det ikke lade sig gøre, kan festivalen naturligvis ikke fortsætte".

Peter Rahbæk Juel til at udtalte lørdag, at det bliver over hans "politiske lig”.

Viger ikke en tomme

Men selvom fronterne har været trukket skarpt op, håber borgmesteren på, at parterne kan finde hinanden på mødet.

- Jeg må indrømme, at det kom bag på mig, hvor højt bølgerne er gået den sidste uges tid. Jeg har i virkeligheden en interesse i, at vi får fundet en solid planløsning, en juridisk løsning og et stabilt grundlag under koncerter på Tinderbox, Dyrskuepladsen og Bondestuen, siger Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn.

Læs også: Lukning af Tinderbox bliver over borgmesterens "politiske lig": - Det er en iskold vendetta
Gå tilbage Del
30. nov. 2024 kl. 17:01

Lukning af Tinderbox bliver over borgmesterens "politiske lig": - Det er en iskold vendetta

Thomas Larsen Bjerre

Odense Kommunes borgmester Peter Rahbæk Juel (S) er ikke tilfreds med den udvikling, sagerne omkring Odenses største koncerter lige nu tager.

I sidste uge gav Planklagenævnet foreningen Dyrskuepladsens Naboer medhold i, at store koncerter på Dyrskuepladsen og ved Restaurant Bondestuen har været afholdt ulovligt.

Problemet er, at områderne ikke har haft de rigtige lokalplaner.

Lørdag udtaler et af naboforeningens bestyrelsesmedlemmer, at han også vil have lukket Tinderbox.

- Det bliver over mit politiske lig, det der, siger Peter Rahbæk Juel.

Pengestærke mænd og stjerneadvokat

Michael Nielsen siger i dag til TV 2 Fyn, at han ikke har vendt klagesagen omkring Tinderbox med resten af bestyrelsen. Hvis ikke de vil være med på den, er han dog klar til at køre sagen selv.

Også hvis det kommer til at koste 600.000 kroner ligesom sagerne om Dyrskuepladsen og Restaurant Bondestuen.

- Det tegner til, at der er et lille mindretal med nogle pengestærke mænd og en københavnsk stjerneadvokat i ryggen, der lige nu kører en iskold vendetta, siger borgmesteren.

Borgmesteren medgiver, at alle er i deres gode ret til at klage.

- Men lykkes det her, vil det have store konsekvenser for den by, vi er.

Usikkerhed om lovbrud

Peter Rahbæk Juel oplyser, at By- og Kulturforvaltningen i kommunen har været i gang med lokalplans-arbejdet omkring Tusindårsskoven i flere måneder.

Kan du som borgmester og I som Kommune garantere, at der ikke er begået nogen lovbrud? 

 - Vi arbejder lige nu benhårdt på at få lavet et plangrundlag, som Planklagenævnet siger, og det er jeg fuld af tro på godt kan lade sig gøre. Sådan så Tinderbox, de store koncerter og Bondestuen også kan få lov til at blive afviklet. Det er i hvert fald min ambition. 

Borgmesteren bliver bedt om at give et ja/nej-svar til spørgsmålet om, hvorvidt festivalen i Tusindårsskoven har været afholdt lovligt. Det giver han ikke.

Rådmand Søren Windell stemmer i. Selvom der i invitation lægges op til, at alle aktører skal høres, slår rådmanden fast, at der fra politisk side bliver holdt fast i, at koncerterne skal afvikles.

- Jeg synes, at vi er nået til et punkt, hvor det næsten er blevet uforsoligt, og nu rækker vi hånden frem. Vi viger ikke fra kravet om koncerter på Dyrskuepladsen, Bondestuen, og at vi beholder Tinderbox i fremtiden, selvom der er nogle, der ønsker dem lukket, siger Søren Windell til TV 2 Fyn.

Dialogmødet er planlagt torsdag eftermiddag.

2. dec. 2024 kl. 17:10

Paneldeltager kommer med kontroversielt bud på efterårets OB-profil

LYT
Del

Hvilken stribe har gjort det bedst på grønsværen i løbet af den første halvsæson?

Som OB har sparket til bolden for sidste gang i 2024 i en målrig affære mod B.93, kan striberne gå til vinterpause med otte point ned til andenpladsen, FC Fredericia.

Martin Davidsen & co. er som altid taget i studiet, hvor de blandt andet kårer efterårets profil, og her er paneldeltager Benjamin Jakobsen uenig med resten af panelet.

Se hele afsnittet her.

2. dec. 2024 kl. 13:27

Nordic Waste-ejere øger ejerskab i virksomhed og bliver hovedejere

LYT
Del

Torben Østergaard og døtrene Mia Østergaard Rechnitzer og Nina Østergaard Borris har gennem deres koncern USTC købt aktier i virksomheden CM Biomass i en sådan en grad, at de nu er hovedejere. Det skriver mediet Shippingwatch.

CM Biomass er verdens næststørste forhandler af træpiller, og opkøbet sker som led i en længere planlagt strategi, oplyser USTC på sin hjemmeside.

- Da USTC købte aktiemajoriteten i CM Biomass i 2021, var det fordi vi så en stærk business case og et enormt synergipotentiale med resten af USTC-koncernen. Siden da har CM Biomass fortsat vist stærke resultater, og vi har været i stand til at drage fordel af synergierne inden for koncernen, siger Nina Østergaard Borris.

2. dec. 2024 kl. 12:31
Alexander Aagaard

Trods førsteplads - OB har meget at gruble over i julemørket

LYT
Del

Når OB’s spillere og ledere sætter sig til det store julefrokostbord her i december, må det være med en blandet fornemmelse i kroppen. For selvom OB ligger suverænt på førstepladsen i NordicBet Ligaen ved vinterpausen, går det fynske hold på ferie efter et par svage præstationer i sæsonens sidste par kampe.

1-1 mod Vendsyssel og 3-3 mod B.93 var det skuffende udbytte af efterårets to sidste kamp, og de to point mod de to bundhold var ikke acceptable. Det var indsatsen heller ikke. Tværtimod var de to kampe en påmindelse om, at OB har et stykke vej til Superliga-niveau.

Spillemæssige udsving

Kigger man på sejre, point og tabel, kan OB glæde sig over et fremragende efterår. De 45 point i 18 kampe er imponerende, og OB har udvist kynisme og vindermentalitet som et tophold. Det er godt gået, og OB har med 14 sejre i 18 kampe gjort alle pessimisters bekymringer om en bøvlet sæson til skamme. Resultatmæssigt er OB’s efterår i NordicBet Ligaen til et 12-tal. Kursen er sat mod Superligaen, og med et forspring på 14 point til Esbjerg på tredjepladsen må det ikke gå galt.

Men, der er et men. For det første trækker det alvorligt ned, at OB led et skuffende nederlag i pokalturneringen mod Middelfart. For det andet - og det er mere alvorligt - har efteråret budt på en del spillemæssige udsving.

Bundniveuet har ganske enkelt været for lavt, og kun dårlig kvalitet fra modstanderne har gjort, at OB ikke har færre point. Kampene mod B.93 og Vendsyssel var eksempler på det.

ANALYSE

Martin Davidsen er journalist og OB-reporter for TV 2 Fyn. Gennem mere end 15 år har han dækket OB og dansk fodbold for blandt andre Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten og tyske Kicker. Han står desuden bag den populære fodboldpodcast "Stemmer fra Ådalen" og har skrevet flere bøger om fodbold med OB i centrum - senest bogen Fodboldprofessoren om Kim Brink.

Mange mål ind og ud

Defensivt har OB-holdet været skrøbeligt, hvilket 19 indkasserede mål vidner om. Kun seks gange har OB holdt modstanderen fra at score - seneste “clean sheet” blev leveret 30. august. OB er nu oppe på 10 kampe i træk med scoringer imod, og der er flere hold i divisionen, der er bedre end OB, når det kommer til at forsvare.

Offensivt startede OB som lyn og torden med Luca Kjerrumgaaard som den helt store stjerne, men også her er udviklingen gået i stå. Træner Søren Krogh har skiftet system undervejs, men OB leder stadig efter den helt rette succesformel og opskrift på scoringer.

De 45 scoringer i 18 kampe fortjener dog anerkendelse, for ingen andre hold i dansk fodbolds top har scoret lige så mange mål som OB dette efterår. Mange mål er scoret på dødbolde, hvilket er flot, men i det åbne spil savner man stadig at se en tydelig plan.

Læs også: Søren Krogh fælder hård dom over årets sidste OB-kamp
Gå tilbage Del
1. dec. 2024 kl. 19:06

Søren Krogh fælder hård dom over årets sidste OB-kamp

OB førte 1-0 og 3-2, men måtte nøjes med 3-3 hjemme mod bundholdet B93 i 1. division.

Meget skal dog gå galt for OB i foråret, hvis ikke det fynske fodboldflagskib skal vende tilbage til landets bedste fodboldrække.

Men fynboerne sluttede alligevel efterårssæsonen af med en skuffelse, og det var cheftræner Søren Krogh ikke helt tilfreds med, som du kan høre i videoen ovenover.

Søren Kroghs og hans spillere kan dog stadig glæde sig over, at det er blevet til 14 sejre i 18 kampe i 1. division i efteråret.

Vinterspørgsmål

Så selvom OB har kurs mod Superligaen, er der er nok at tænke over for både bestyrelsesformand Niels Thorborg, sportsdirektør Troels Bech og cheftræner Søren Krogh hen over julen.

Ejer og formand Thorborg må vurdere, om man investerer nok i trup, faciliterer og andre forhold til at kunne begå sig i Superligaen. De seneste uger har OB-holdet trænet på utilfredsstillende underlag, og budget-mæssigt er OB langt fra toppen af dansk fodbold.

Sportsdirektør Troels Bech skal nøje vurdere, hvordan truppen skal sammensættes. De kommende to transfervinduer byder på store beslutninger om køb, salg og forlængelser. Hvem har niveau til Superliga-fodbold? Og hvad koster de?

Træner Søren Krogh skal samtidig overveje, hvilket spilsystem OB bør praktisere fremadrettet, og hvilke spillere der passer til det. Hvordan skal OB vinde sine kampe, når virkeligheden hedder Superliga om et halvt års tid, og modstanderne kommer med meget mere kvalitet?

Det må være det overordnede spørgsmål, som OB-folket skal gruble over i vintermørket. OB’erne går på ferie 4. december og er tilbage i januar, hvor rejsen mod Superligaen fortsætter.

2. dec. 2024 kl. 11:30

Mathias vækker opsigt i Odense: Rørende afsløring fra fremmed berørte ham

29-årige Mathias Søby ønsker at ændre måden, vi taler om mental sundhed på – eller rettere, den måde vi ikke taler om det. Han har gjort det til sin mission at bryde tabuerne om mænds psykiske sårbarhed og traumer med stærke budskaber, efter han selv opleve et seksuelt overgreb i Thailand.

29-årige Mathias Søby ønsker at ændre måden, vi taler om mental sundhed på – eller rettere, den måde vi ikke taler om det. Han har gjort det til sin mission at bryde tabuerne om mænds psykiske sårbarhed og traumer med stærke budskaber, efter han selv opleve et seksuelt overgreb i Thailand.

2. dec. 2024 kl. 10:52
Natacha Djervad

Kvinde forsøgte at hjælpe mand - endte med at blive truet

LYT
Del

En kvindelig bilist blev fredag eftermiddag opmærksom på en mand, som lignede en, der råbte efter hjælp.

Derfor vendte hun bilen om og kørte tilbage til manden, der befandt sig på Glorupvej i Ørbæk. Men da hun kom tilbage, havde manden trukket en kniv, mens han i høj fart gik hen til hendes bil og råbte “hvad vil du”. Det fremgår det af politiets døgnrapport.

Herefter så kvinden kun en udvej, og det var at trykke på speederen og kører fra stedet.

Manden blev efterfølgende sigtet for både knivloven og ordensbekendtgørelsen, fremgår det af døgnrapporten.

2. dec. 2024 kl. 9:51
Peter Salomon

Bilist lukkede øjnene og forårsagede flere uheld

LYT
Del

Det koster en 35-årig mand fra Nordfyns Kommune en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, at han blundede, da han natten til søndag ved halv tretiden kom kørende ad Falen.

Manden har efterfølgende fortalt til politiet, at han lukkede øjnene, da han var træt. Det gjorde han nok lidt længere end godt var, for da han åbnede øjnene igen, havde han påkørt tre andre biler.

Det fremgår af politiets døgnrapport.

Manden kontaktede efterfølgende autohjælp og en taxa, men ikke politiet. Ifølge eget udsagn skyldes det, at hans telefon løb tør for strøm.

Hvordan politiet alligevel fik nys om uheldet er for TV 2 Fyn uklart, men sikkert er det, at der var noget at notere, da de kom frem til uheldsstedet og besigtigede de implicerede biler.

Fronten på den 35-åriges egen bil var efter politiets vurdering totalskadet. Derudover var alle airbags i bilen blevet udløst. Det er efterfølgende vurderet, at han kom kørende med 50 kilometer i timen.

Af de tre biler, der blev ramt, var der særligt en bil, som skal en tur forbi værkstedet. Politiet beskriver bilen som part 3, og her skal ejeren have repareret en venstre hjørne bagpå, der vurderes totalskadet, en bøjet kølerhjelm og den venstre forlygte.

En anden bil fik ødelagt sit ene sidespejl, mens en tredje bil blev skubbet ind i et trappegelænder, der blev bøjet.

2. dec. 2024 kl. 8:48

DSB advarer - kommende dage vil tog gå tidligere

LYT
Del

Skal du med tog fra Odense til Fredericia eller omvendt de kommende dage, så skal du tjekke afgangen en ekstra gang.

Fra og med mandag 2. december til og med torsdag 5. december og natten efter vil enkelte regionaltog mellem Odense og Fredericia, i begge retninger, køre efter en ændret køreplan, skriver DSB.

Ændringer betyder, at togene vil køre op til fire minutter tidligere end normalt, og ankomme op til ti minutter senere end normalt.

2. dec. 2024 kl. 8:12

Harmonikasammenstød årsag til kæmpekø

LYT
Del

Trafikanter på Fynske Motorvej i retning mod Sjælland skal forvente op mod en times ekstra rejsetid, hvis de skal fra vest over Odense og videre mod øst.

Et sammenstød mellem flere biler er årsag til, at motorvejen har været spærret kort før afkørsel 52 Odense SV, fortæller vagtchef hos Fyns Politi Sten Nyland.

- Der er sket et harmonikasammenstød med fire biler involveret og derudover et følgeuheld med to biler. Der har været bøvl med at skille to biler ad efterfølgende, men nu er den ene kommet op på et fejeblad, og den anden er også på vej op, fortæller han.

Ifølge vagtchefen går der ikke længe, før motorvejen åbnes for trafik igen. Der er dog stadig en “god lang kø”, der skal afvikles.

2. dec. 2024 kl. 7:17
Natacha Djervad

Uheld skaber flere kilometer kø i myldretiden

LYT
Del

Opdateret klokken 08.26: Motorvejen er genåbnet, men der er otte-ti kilometer kø, som skal afvikles.

Mandag morgen påvirker et trafikuheld på Fynske Motorvej ved afkørsel 52 Odense SV trafikken ind mod Odense. Kort efter blev motorvejen spærret.

Det skriver P4 Trafik og Vejdirektoratet. Uheldet er sket i det venstre spor i retning mod Sjælland.

Vejdirektoratet oplyser, at uheldsstedet endnu ikke er sikret, hvorfor man skal passere med forsigtighed.

Efter spærring af motorvejen oplyser Vejdirektoratet, at man skal forvente en forlænget rejsetid på op mod en time.

2. dec. 2024 kl. 7:13

Rekordmange rejsende forventes i juledagene

LYT
Del

DSB venter op mod 275.000 rejsende i dagene omkring jul, og hvis forventningerne holder stik, vil det være ny rekord. Det siger informationschef i DSB Tony Bispeskov til Ritzau.

Forventningerne bygger på, at der på nuværende tidspunkt er solgt 57 procent flere Orange-billetter til juleafgangene sammenlignet med sidste år ved denne tid.

Omkring 90.000 passagerer har således ved indgangen til december sikret sig en pladsbillet hjem til jul.

På samme tidspunkt sidste år var antallet af solgte pladsbilletter til sammenligning 60.000.

Den travleste strækning op til juleaften er mellem København og Aarhus efterfulgt af strækningerne København-Odense og København-Fredericia.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her