Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
De danske aviser flyder over med hyldester til Christian Eriksen efter målshowet, der sendte Danmark til VM.
Matchvinderen Christian Eriksen har indtaget forsiden af landets aviser, efter at han med tre mål var hovedmanden bag fodboldlandsholdets 5-1-sejr over Irland i Dublin.
Sejren sender Danmark til VM, og Eriksens præstation har skabt hovedbrud på avisredaktionerne. For det har ikke været muligt at bedømme Eriksen indenfor en normal karakterskala.
Både Politiken og BT har fundet 13-tallet frem fra de støvede arkiver og udstyrer Eriksen med den gamle topkarakter, der ellers blev udfaset med indførelsen af 12-skalaen i 2007.
- 12-skalaen er for lille til Christian Eriksen, der denne aften kronede sig selv som kongen af dette landshold, lyder forklaringen i BT.
Politiken roser matchvinderen for "tre formidable mål" og for at knokle løs over hele banen.
Schmeichel takker Eriksen: Han er en af verdens bedste
Kasper Schmeichel løb hen og sagde tak til Christian Eriksen efter 5-1-sejren ude over Irland.
Christian Eriksen scorede hattrick, da det danske fodboldlandshold vandt 5-1 ude over Irland og kvalificerede sig til VM.
Kasper Schmeichel blev indhyllet i Dannebrog og overhældt med øl, inden han satte ord på Eriksens præstation.
- Jeg løb bare over til Christian og sagde tak efter kampen. For hold da kæft en spiller. Jeg synes, vi skal være taknemmelige over, at han er dansker.
- For mig er han en af de bedste spillere i verden, siger Kasper Schmeichel.
Eriksen er statistisk set en af de spillere, som løber mest af alle både på klubholdet Tottenham og på landsholdet, påpeger Schmeichel.
Leicester-målmanden kalder Eriksen en stjernespiller, som opfører sig eksemplarisk også uden for banen.
- Og han løber så meget. Han løb mest af alle i Parken i den første kamp mod Irland.
- Det viser så meget om Christian. Det viser, hvor god en spiller han er, lyder det fra Schmeichel.
Målmanden mener, at sammenholdet på det danske landshold kan sammenlignes med det sammenhold, Leicester havde, da holdet sensationelt vandt Premier League i sæsonen 2015/2016.
- Det vigtigste er sammenholdet. Vi har et rigtigt godt sammenhold.
- Jeg har været så heldig at være en del af et fantastisk sammenhold i Leicester, som også opnåede noget stort. Det minder meget om det, siger Schmeichel.
Han glæder sig over, at Danmark skal til VM i Rusland næste sommer.
- Jeg har ikke så meget stemme tilbage. Vi har det rigtigt godt. Fantastisk aften for os som hold. Fantastisk aften som land. Vi kunne ikke have bedt om mere.
- Der var ingen panik, da Irland kom foran tidligt. Vi formåede at grave os tilbage i kampen, siger Schmeichel.
- Hvilken præstation! Skulle nogen stadig have været blot det mindste i tvivl om Tottenham-stjernens niveau, må den nu være elimineret. Christian Eriksens indsats var ganske enkelt i verdensklasse, lyder det.
Ekstra Bladet giver Eriksen karakteren 7 på en skala, hvor 6 ellers er det højeste.
- Eriksen - du er for sindssyg! Et dødbringende våben, der næsten kræver tilladelse.
- 11 mål i 12 VM-kvalifikationskampe er ude af denne verden - og selvfølgelig skal hele verden have lov til at nyde Christian Eriksen i Rusland til sommer. Det manglede sgu' da bare, skriver avisen i en kommentar.
Irske medier bukker sig i støvet for Eriksen
Christian Eriksen forvandlede de irske VM-drømme til et mareridt, skriver irske medier i nederlagets stund.
- Mere end 1200 år efter at de første gang svingede forbi og begyndte at give udlændinge et dårligt ry, var Danmark tilbage for at forvandle irske drømme til mareridt.
Sådan lyder indledningen på kampreferatet af tirsdagens 5-1-sejr til Danmark over de grønblusede irere i Irish Times, der er en af Irlands største aviser.
Henvisningen til vikingernes indtog på de nordatlantiske øer er passende, efter at de danske landsholdsspillere udraderede de hårdt kæmpende irere.
Især én spiller bliver fremhævet som bødlen over de irske VM-drømme - Christian Eriksen, der med sit hattrick sendte Danmark på stensikker VM-kurs.
- Christian Eriksen retfærdiggjorde al den spalteplads, der er blevet tildelt ham efter lodtrækningen til playoffkampene ved at score hattrick og generelt rykke irerne fra hinanden, skriver Irish Times.
Irlands mest læste avis, Irish Independent, hylder også Christian Eriksen, der pillede pynten af irerne.
- Martin O'Neills (den irske landstræner, red.) hold blev udklasset og smadret af Danmark og den danske stjerne Christian Eriksen, der beviste, at han er en matchvinder i verdensklasse, som vil pynte på sommerens slutrunde, skriver avisen.
Tabloidavisen Irish Mirror hæfter sig ved, at Irland endnu en gang var ude af stand til at bevare en føring. Det skete ifølge avisen ved at give Danmark "to mål på en tallerken, der fik modstanderne til se bedre ud, end de var".
- Og herfra kiggede Danmark sig aldrig tilbage, og Christian Eriksen fileterede de knækkede mænd i grønne bluser med et brillant hattrick, skriver avisen.
I England, hvor Christian Eriksen spiller til dagligt for hovedstadsklubben Tottenham, sender The Guardians sportsjournalister også rosende ord mod Eriksen efter kampen.
- Danmark, der var Irland overlegen i denne playoffkamp, tager afsted (til VM, red.) i stedet for Irland. I Christian Eriksen har de en spiller, der hører til blandt eliten. Et faktum, han understregede smukt i Dublin med et forrygende hattrick.
Jyllands-Posten konstaterer, at den 25-årige Tottenham-stjerne nu er på samme niveau, som Michael Laudrup var i sin tid.
- Nyd ham, Danmark. For det er ikke logisk, at han er vores landsmand i en fodboldverden med så mange knægte, der vil være som ham.
- Ja, 1992 var et udmærket år for dansk fodbold. Da vi blev europamestre, og der blev født en dreng i Middelfart ved navn Christian. Hans forældre må tude af stolthed i disse dage.
Christian Eriksen har i alt scoret 21 gange i sine 75 landskampe. 15 af målene er kommet i de seneste 15 kampe.