Der er afsløret snyd med sociale ydelser i de fynske kommuner for op mod 30 millioner kroner i 2017, det viser nye tal, som TV 2/Fyn har indsamlet.
I de fynske kommuner er der fundet snyd, som gør, at kommunerne fremadrettet sparer over 22 millioner kroner i fremtidige udbetalinger, mens der er rejst tilbagebetalingskrav mod borgere, der har snydt for over syv millioner kroner.
Alene i Odense Kommune har de syv medarbejdere i kommunens kontrolgruppe sparet kommunekassen for knap ni millioner kroner og rejst tilbagebetalingskrav mod borgere, som uretmæssigt har fået udbetalt ydelser for knap tre millioner kroner.
Det er blandt andet snyderi med boligsikring, børnepenge, barselsdagpenge og førtidspensioner, som de kommunale kontrolgrupper afslører og får stoppet, så der ikke bliver brugt skattekroner på ydelser til personer, der ikke er berettiget til det.
Måden som kontrolgrupperne afslører snyderiet er blandt andet ved at samkøre registre, forklarer Jesper Suhr Thomsen, der er leder af Kontrolgruppen i Odense.
- Ved at samkøre registre kan vi se nogle mønstre, som vi ellers ikke ville kunne se. Det kan for eksempel være personer, der flytter meget, kombineret med, at de modtager forskellige ydelser. Når vi ser den slags, så giver det anledning til, at vi undrer os, og så undersøger vi sagens sammenhæng. Og i en del tilfælde er der noget at komme efter, siger Jesper Suhr Thomsen.
Se hvor meget snyd DIN kommune har afsløret
Fremadrettede kommunale besparelser | Tilbagebetalingskrav | |
---|---|---|
Assens | 2.866.048 | 1.153.015 |
Svendborg | 2.048.190 | 838.720 |
Nyborg | 3.853.399 | 223.118 |
Kerteminde | 448.000 | 982.000 |
Faaborg-Midtfyn | 775.000 | 1.017.000 |
Odense | 8.909.457 | 2.619.446 |
Middelfart | 697.561 | 141.650 |
Ærø | 500.048 | 0 |
Langeland | 22.086 | 4.462 |
Nordfyn | 2.257.921 | 100.263 |
Samlet | 22.377.710 | 7.079.674 |
Tips fra politi og borgere
Udover at samkøre registre benytter kontrolgrupperne sig også af anonyme tips fra borgere, henvendelser fra politiet og mistanker fra andre afdelinger i kommunen. Den største gruppe af tip kommer fra andre afdelinger i kommunen.
- Vi har et godt samarbejde med Børne- og Ungeforvaltningen, hvor skoleafdelingen jo registrerer, hvis et barn har været meget fraværende i skolen. Det kan i nogle tilfælde være udtryk for, at familien er rejst med forældrene til hjemlandet. Og den slags sager undersøger vi naturligvis, for at se om der er sket snyd med offentlige ydelser, siger Jesper Surh Thomsen fra Kontrolgruppen i Odense.
I Odense er pejlemærket for, hvornår Kontrolgruppen overvejer en politianmeldelse, at der er snydt for mere end 30.000 kroner. Men også i andre sager kan borgeren bliver politianmeldt, hvis der eksempelvis er tale om gentagelsestilfælde.