Beskæftigelsen fortsætter med at stige trods usikker økonomi
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Beskæftigelsen fortsætter trods uro om økonomien med at stige, og i maj kom der 5800 flere lønmodtagere. Det oplyser Danmarks Statistik fredag. Dermed var der i alt 2.992.800 personer med lønmodtagerjob i maj.
- Bortset fra et lille fald i juli 2022 er lønmodtagerbeskæftigelsen steget 28 måneder i træk, skriver Danmarks Statistik.
De 5800 flere lønmodtagere svarer til en stigning på 0,2 procent sammenlignet med april. Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, kalder den generelle udvikling en "vild optur".
- Det betyder, at vi med hastige skridt nærmer os tre millioner lønmodtagere i arbejde i Danmark. Det er ret vildt. Imponerende i en tid med højeste inflation i 40 år, svækket købekraft hos forbrugerne og større økonomisk usikkerhed end normalt, vurderer han i en kommentar
Ser man længere frem, er det dog noget usikkert om udviklingen fortsætter. Antallet af jobopslag ramte således det laveste i over to år i juni. Det viste tal fra Jobindex. Sidste måned blev der slået 26.627 nye stillinger op. Det er cirka 3500 færre end i maj. Hos Dansk Erhverv vurderer seniorøkonom Kristian Skriver, at der "er tegn på, at arbejdsmarkedet er gået ned i et lavere gear, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft aftager".
- Senere i 2023 venter vi, at beskæftigelsen vil falde svagt på grund af de høje renter samt vækstafmatning på de danske eksportmarkeder, skriver han.
Det var både i det private og det offentlige, at beskæftigelsen steg i maj. Blandt andet kategorien "offentlig administration, forsvar og politi" trak stigningen i vejret, da der her kom yderligere 1200 yderligere personer, hvilket svarer til en stigning på 0,8 procent. I sammenligning med før den første covid-nedlukning er der 190.600 flere lønmodtagere i dag, melder Danmarks Statistik.