Brændende lastbil lukkede Storebæltsbroen for al trafik
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Storebæltsbroen var mandag eftermiddag lukket for al trafik på grund af en brændende lastbil.
En brændende lastbil har lukket Storebæltsbroen for al trafik i begge retninger - også togtrafikken er standset i begge retninger.
Lukningen sker, fordi en lastbil i vestgående retning er brudt i brand på lavbroen klokken 13.16.
Brandvæsnet er til stede og er i gang med slukningsarbejdet, skriver Fyns Politi på Twitter.
Ifølge tveast.dk er der sendt redningskøretøjer fra både Slagelse og Fyn.
Opdateringer
-
Så er der et spor farbart i retning mod Sjælland, men det er endnu uvist, hvornår der bliver genåbnet i retning mod Fyn, oplyser Vejdirektoratet.
-
DSB begynder igen at kunne køre over Storebælt. Der vil være forsinkelser og ændringer i intercity- og lyntogstrafikken mellem landsdelene i nogle timer frem.
-
Storebæltsbroen er stadig spærret i retning mod Fyn efter uheld med en lastbil, og den forventes først genåbnet sidst på eftermiddagen. I retning mod Sjælland er begge spor nu genåbnet, men forvent længere rejsetid, da der er en del kø der skal afvikles, oplyser Vejdirektoratet.
-
Storebæltsbroen er stadig spærret i retning mod Fyn, og de forventer tidligst at kunne genåbne klokken 17.30, oplyser Vejdirektoratet.
Øjenvidne: Masser af ild og kraftig røgudvikling
TV 2-journalist Jimmy Bøjgaard var på vej over broen, da han kunne se den tykke røgudvikling fra den brændende lastbil.
- Vi kunne se rigtig meget ild og kraftig røgudvikling. Selv om vi holder 300-400 meter væk fra lastbilen, kunne vi se, det var noget rigtig skidt, siger han til TV 2.
Vejdirektoratet forventer, at broen kan åbnes igen klokken 15.
Uheld på Storebæltsbroen skabte kø på Fyn
Et uheld på Storebæltsbroen i østgående retning skabte trafikale problemer på Fyn.
Flere biler var involveret i et uheld på Storebæltsbroen. Uheldet skete midt på højbroen i østgående retning, og skabte store kødannelser.
Vognbane et og to var lukket og trafikanter blev ledt udenom via nødsporet, siger Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Køen strakte sig helt til Fyn, da den var længst og bilisterne måtte se frem til længere rejsetid efter uheldet.
Ifølge vagtchefen er ingen personer kommet alvorligt tilskade, men én blev tilset.
Kort tid efter ulykken blev der ryddet op, så bilister igen kunne bruge begge spor. Herefter gled trafikken stille og roligt, fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.