Broarbejde koster erhvervslivet dyrt

Det bliver en dyr fornøjelse for de fynske landmænd, maskinstationer og entreprenører, der skal krydse Lillebælt i de her uger.

Siden slutningen af juni har renovering af den gamle Lillebæltsbro nemlig betydet smallere spor, så brede  arbejdskøretøjer kan ikke passere broen, når de skal bruges til at udføre opgaver i det jyske.

Og fordi køretøjerne ikke kan køre hurtigt nok, er den nye Lillebæltsbro heller ikke en mulighed.

En af dem, der er ramt er Lars Christiansen, Roerslevgaard Entreprenør Aps.

- Det er deprimerende, at det skal være så bøvlet at komme ud og tjene nogle penge, siger han.

Også landmændene Per og Michael Hansen har problemer. De har gennem 30 år haft kvæg på græs i Jylland, men nu har de været nødt til at hente dem hjem.

- Der er ikke græs nok til dem, og vi kan ikke komme over til dem med foder, siger Per Hansen.

En udvej kunne være at hyre en blokvogn til at fragte køretøjerne over broen; men det er en dyr løsning.

- Den eneste til at betale, det er mig. Jeg kan jo ikke give kunden en ekstraregning på 40.000 kroner, siger Lars Christiansen, Roerslevgaard Entreprenør Aps.

Landmand Per hansen foreslår, at der blev stillet følgebiler til rådighed nogle gange i døgnet, så specialkøretøjer kan blive ekskorteret over bæltet om aftenen, hvor der ikke er så meget trafik på den ny Lillebæltsbro; men det vil Vejdirektoratet ikke være med til.

-  Alle de vejarbejder, vi gennemfører, ville jo betyde, at vi skulle betale kompensation til alle dem, der bliver forsinket af vores vejarbejder, og det har vi simpelthen ikke mulighed for, siger Charlotte Vithen, chef for trafikledelse hos Vejdirektoratet.

Oversigt

    Oversigt