Brunsvigeren fejres på Fyn - men den er slet ikke fynsk
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Den fynske specialitet kommer formentlig fra Tyskland. Alligevel fejres brunsvigeren som øens egen.
Det er brunsvigerens dag, og det betyder, at den fynske specialitet fejres med manér flere steder på Fyn, heriblandt på DR Fyn, der står bag initiativet.
Den karakteristiske kage af gærdej overhældt med en brun masse af farin og smør regnes - i hvert fald af fynboer - for at være en særlig fynsk specialitet, men det er den næppe - ikke oprindeligt i hvert fald.
Ifølge Den Danske Ordbog er ordet ‘brunsviger’ en fordanskning af det tyske bynavn Braunschweig.
Ordbogen nævner også to forskellige udtaler: De fleste fynboer vil pege på “brånsvir” som den korrekte udtale, men ordbogen nævner også den mere ufynske udtale “bruun-sviger” som en mulig, korrekt udtale. Til stor ærgrelse for de fleste fynboer.
Brunsviger var også navnet på øl og pølse
Tilbage til kagen. Den tyske by ligger i delstaten Niedersachen i det centrale Tyskland, cirka 165 kilometer syd for Hamburg. Der bor en kvart million mennesker i byen. Braunschweiger eller brunsvigere har desuden været navnet på både øl og pølse fra den tyske by samt byens borgere.
Den tyske by har lagt navn til en kage, der i 1800-tallet i Tyskland var kendt som en Braunschweiger Dickkuchen. Det fremgår af bogen “Bag brødet”, der er skrevet af madhistoriker og daværende museumsdirektør på Københavns Bymuseum, Bi Skaarup.
- I Tyskland kendes en Braunschweiger Dickkuchen fra 1800-årene, som ligner den danske brunsviger så meget, at det uden tvivl må være den samme, lyder det fra Bi Skaarup.
- Den traditionelle tilskrivning af kagen til en oprindelse fra Fyn er altså ikke korrekt, konkluderer hun.
Der blev solgt brunsviger under det navn på Fyn i 1829, viser annoncer fundet i Fyens Stiftstidende, men der var tale om en helt anden kage, der ikke minder om nutidens brunsviger.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at brunsvigeren den dag i dag forbindes med Fyn, og der sælges langt flere brunsvigere hos fynske bagere end resten af landet.