Corona presser juletræsbranchens eksport:
- Planlægningen er fuldstændig håbløs
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Situationen med smittede mink er smittet af på juletræsbranchen. Mange tør ikke købe danske juletræer af frygt for coronavirus.
De fynske juletræer hverken nyser, hoster eller får feber. Alligevel er de hårdt ramt af Covid 19. Situationen med de danske mink og en mutation af coronavirus er gået ud over eksporten af fynske juletræer.
- Vi har tit problemer i juletræs-sæsonen med at få tingene til at køre, men i år har vi godt nok fået et nyt problem, som gør, at planlægningen er fuldstændig håbløs, siger Klaus Jørgensen, der er skovfoged på Tåsinge.
Fra dag til dag blev minkavlernes mareridt pludselig et problem for juletræsproducenterne. Og har været det lige siden.
- Vi havde en statsminister, der stod og skreg ud, at vi muligvis havde et nyt Wuhan i Nordjylland, og det betød jo straks, at kunderne meddelte, at de ikke skulle have nogen juletræer, for de var bange for coronavirus, siger Klaus Jørgensen.
Lever af eksport
Sæsonen står og falder altså med om kunderne i udlandet tør købe danske træer. Langt de fleste træer eksporteres til udlandet, og hvis de ikke kan afsættes, er det et stort problem, siger Klaus Jørgensen:
- Så bliver juletræerne stående i Danmark, og eftersom 99 procent af træerne eksporteres til udlandet er det ikke ret godt, siger Klaus Jørgensen.
Samme meldig kommer fra Langesø Gods, der også eksporterer juletræer til udlandet i stor stil.
- Alt er usikkert lige nu. Vi ved kun, at juleaften falder den 24. december, og at folk gerne vil have et juletræ. Men om vi kan få det ud til dem, ved jeg ikke, siger godsejer Hans Berner.
En sideeffekt på covid 19 er, at der i plantagerne ikke tales polsk, ungarsk eller et andre østsprog i år. Arbejderne fra de lande er blevet væk på grund af pandemien.
Det er fint nok. Så er der da noget positivt ved det, siger Rasmus Tved, der er skovarbejder fra Nordlangeland.
Forventer store tab
Skovfoged Klaus Jørgensen skal sørge for, at 150.000 fynske juletræer eksporteres. Men det kan han ikke garantere sker.
- Det er svært at udtale sig præcist om. Måske 25-30 procent af vores produktion er i fare for ikke at komme afsted, siger Klaus Jørgensen.
- Vi sender et træk juletræer afsted til England i dag. I alt havde vi i år regnet med at sælge mellem 35.000-40.000 træer, men det tror jeg ikke, vi når. Vi er begyndt at kigge på, hvad vi skal gøre med dem. Nogle af dem vil jo være så store, at de påvirker de træer, der står ved siden af, så de må fældes, siger Hans Berner.
- Vi har haft kunder, der aflyste deres ordre, fordi de ikke turde tage danske træer, efter at der blev fundet corona i de danske mink. Jeg tror, lige nu, at vi kommer til at sælge 30.000-40.000 færre træer i år. I sidste ende er det jo producenten, der kommer til at sidde med den regning, siger direktør Jørgen Jokumsen fra Zenflora A/S.
Juletræ i plastik?:
- Der er kæmpe interesse
Mange fynboer skal i år danse om et træ af plastik, men selvom det kan genbruges, går der mange år før klimaregnskabet går i plus.
Om 22 dage er det juleaften, og det betyder for mange fynboer, at de skal ud og anskaffe sig et juletræ. Men stadig flere tager ikke turen ud i kulden med sav og økse.
For juletræer af plastik bliver stadig mere populære at danse omkring, lyder det fra flere fynske havecentre.
I både Harald Nyborg og Plantorama i Odense har de langet flere plastikjuletræer over disken end tidligere.
- Der er kæmpe interesse. Folk vil rigtig gerne have juletræet til at stå hele december. Det ægte visner jo efter 14 dage inde i varmen. På den her måde er det en del af julepynten hele december, siger Ida Galsgaard, afdelingschef i boligafdelingen i Plantorama i Odense.
Flere fordele
Selvom antallet af solgte plastikjuletræer er vokset, foretrækker de fleste dog stadig et ægte granjuletræ. Men plastikken har alligevel klare fordele, hvis man spørger nogle af køberne.
- Jeg kan ikke tåle grantræer, derfor er det meget fint at have det i plastik. Det skal ligne et rigtigt juletræ -også selvom det er af plastik, siger Vivi Hansen, der netop er ude for at erhverve sig et af slagsen.
Men der er også helt andre tanker, som gør sig gældende hos fynboer, der er parat til at få julen ind i stuen, men vælger et træ af plastik.
- Jeg synes, det er synd for træerne. Hvert eneste år bliver der fældet så mange, og bagefter bliver det smidt ud, siger Vigga Koczyk.
Misforstået hensyn til klimaet
Og netop miljøet er noget, der fylder hos flere af de kunder, der vælger et levende træ fra, og som TV 2/Fyn har talt med.
Tidligere har blandt andet en canadisk undersøgelse vist, at man skal genbruge plastiktræet i mindst 20 år for, at det bliver mere klimavenligt end et nyt, ægte juletræ, der skal skiftes ud hvert år.
Når det er sagt, så er der også en gruppe, der synes, at klimabevidstheden ikke skal tage overhånd i julen.
- Selvfølgelig skal vi passe på miljøet, men jeg synes også, vi skal passe på, vi ikke går i selvsving, så vi bevarer nogle af vores gamle traditioner, siger Hanne Rasmussen.