Corona: Skoler og børneinstitutioner lukker
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Alle offentlige uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker for at mindske spredning af coronavirus, siger statsminister Mette Frederiksen.
Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu og foreløbig to uger fra fredag.
Offentlige folkeskoler og daginstitutioner lukker mandag.
Lukningen gælder foreløbigt to uger frem.
- Jeg vil opfordre alle familier, der allerede fra i morgen har mulighed for det at holde deres børn hjemme, siger Mette Frederiksen.
Situationen er svær, så det betyder, at der i nogle tilfælde kan blive behov for at finde løsninger for de enkelte, lyder det fra statsministeren.
Hun understreger, at det er vigtigt, at borgerne ikke går i panik.
- Vi skal kunne købe varer i butikkerne, der skal produceres, transporteres, og der skal sælges.
- Der er ingen grund til at hamstre rugbrød eller toiletpapir, siger hun.
Ikke mere end 100 personer samlet
Yderligere tiltag går på, at alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud med videre lukker nu. Det gælder foreløbig også to uger fra fredag.
Desuden arbejdes der på at udstede et forbud mod, at arrangører, forlystelser og restaurationsvirksomheder med videre samler flere end 100 personer indendørs.
Statsministeren appellerer til, at alle borgere viser samfundssind og hjælper hinanden med at mindske spredningen af coronavirus.
- Det er summen af de små ting, der er en del af løsningen.
- Jeg beder danskerne samlet set i dag om store ting, som er indgribende. Vi gør det, fordi vi forventer, at det vil have en effekt. Vi skal ikke gå i panik, men vise overskud og hjælpe hinanden, siger hun på pressemødet.
- Der er ingen tvivl om, at vi er bekymret over den meget hurtige stigning af antallet af smittede i Danmark. Vi kan dog forklare de fleste, fordi de er indrejst fra højrisikoområder.
- Det begynder at være sådan, at vi ikke kan se smittekæden i Danmark, og det er derfor, at vi ændrer strategi. Om det bliver en italiensk model, kan vi ikke sige,
- Det er for tidligt at sige, om vi er på den røde eller grønne model i Danmark, siger Søren Brostrøm, der direktør i Sundhedsstyrelsen.
Facebook bruges til kommunikation
På Munkebjergskolen i Odense foregår kommunikationen til forældre på skolerne gennem facebok, da Aula er nede. Her lyder beskeden:
Aula er nede og vi kan derfor ikke nu kommunikere der. Hjælp derfor gerne med at dele dette opslag. Tak.
Kære elever, forældre og medarbejdere på Munkebjergskolen
statsministeren har på pressemøde onsdag aften meddelt, at der indføres en lang række tiltag for at forhindre spredning af Corona. Det betyder blandt andet, at skoler og en lang række andre offentlige institutioner skal holde lukket fra på mandag og foreløbigt to uger frem.
I morgen torsdag vil skolen være åben og alle medarbejdere vil være på arbejde. Men hvis I har mulighed for at holde jeres børn hjemme fra skole allerede i morgen, torsdag, så vil jeg opfordre jer til, at I gør det.
I løbet af i morgen giver vi yderligere besked om nødpasning og meget andet.
Vh. Finn Holm