15. jul. 2022 kl. 7:53
Fyn
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Grafik: Jeppe Kanstrup

DMI forudser kølig weekend med mulighed for at se supermåne

Artiklen er mere end 30 dage gammel

LYT
Del
Link
kopieret!

Selv om regn og torden passerer ind over landet fredag aften, burde der være god chance for at se supermånen.

De kommende dage blæser en kølig luft med byger hen over landet fra vest og nordvest. Det betyder, at der er en kølig og blæsende weekend i vente.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen tidligt fredag morgen.

- Vi får en weekend, som bliver med lidt eller nogen sol, siger han.

Fredag kommer temperaturen til at ligge lige i underkanten af 20 grader, og så bliver vinden op til frisk fra nordvest.

I løbet af aftenen og natten trækker et større område med regn og torden ind over landet fra nordvest og passerer langsomt forbi.

- Faktisk har det først passeret de sydøstlige egne lørdag morgen, siger Klaus Larsen.

Årets tredje supermåne

Trods regn og torden skulle der alligevel være mulighed for at se årets tredje supermåne natten til lørdag, mener meteorologen.

- Det er nok i Vestjylland, at man har de dårligste chancer for at se den, netop fordi det her regnområde trækker ind forholdsvist tidligt på aftenen. Det er et område, der trækker langsomt mod øst, og vi forventer, at det når Fyn og Sjælland omkring midnatstid, siger Klaus Larsen.

- Så i store dele af landet vil man godt kunne opleve synet af supermånen i aften, tilføjer han.

Månens afstand til Jorden varierer en del i årets løb, og netop i disse dage befinder Månen sig tættest på Jorden.

Når Månen står tæt på Jorden, vil den lyse mere klart og virke større, og det er det, der kaldes en supermåne.

Stephanie Keith/Reuters/Ritzau Scanpix
Det smukke syn af en supermåne vil i nat kunne ses mange steder i landet (arkivfoto fra Missouri).

Lørdag kommer der igen nogen eller en del sol - nok hovedsageligt i den nordlige del af landet - og kun nogle enkelte byger.

- Vi ligger fortsat lige under de 20 grader, og så vil der blæse en frisk vind fra nordvest, siger Klaus Larsen.

Han lover, at vejret bliver "en tand bedre" om søndagen.

- Her kommer der lidt færre byger og fortsat nogen sol. Samtidig får temperaturen lige en grad eller to opad, så vi flere steder kommer lige over 20 grader. Dog bliver det fortsat blæsende med en let til frisk vind, siger han.

- Så alt i alt har vi en kølig og blæsende weekend i vente, konstaterer meteorologen.

Som en kontrast til det kølige sommervejr i Danmark er der efterhånden skruet godt op for temperaturen i Sydeuropa, hvor termometeret i denne uge nåede op over 45 grader i Sydspanien.

Den varme forventes at ramme Danmark i næste uge.

3. jan. 2025 kl. 17:06
Tophistorie
Fyn
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Unge sniffede lightergasubemandet bibliotek - nu har borger fået nok

LYT
Del
Link
kopieret!

Han kunne lugte det, med det samme han satte sig på biblioteket i Otterup.

Stanken sivede rundt i lokalet, og Per Hermansen var ikke i tvivl om, hvad det var, og hvor det kom fra.

Han kiggede over på fire unge mænd, der her mellem bøger og blade sad og sniffede lightergas tidligt torsdag aften.

Biblioteket i Otterup var som sædvanlig åben og ubemandet i tidsrummet. Så der var intet personale til at bevidne, hvad de unge fordrev tiden med.

Derfor skrev Per Hermansen et opslag i Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’.

- Ved du, hvad dine børn laver, skrev han, mens han kunne høre den ene lightergas-dåse efter den anden blive åbnet.

Han skrev og forklarede videre, hvad han så på biblioteket. Her opholdt han sig i en times tid, inden han tog hjem med en tung hovedpine efter at have lugtet lightergas.

Men billedligt talt kom hovedpinen også af tanken om den situation, Otterup efterhånden er i, fortæller Per Hermansen.

- Der er et generelt problem med stoffer i byen, siger han.

- Det er noget, der skal gøres noget ved nu. Det er en samlet opgave, som både forældre og SSP skal løfte.

Lightergas er grænsen

SSP i Nordfyns Kommune er blevet gjort opmærksom på lightergas-episoden på biblioteket i Otterup torsdag aften. Det oplyser SSP-konsulent Per Jensen i en besked til TV 2 Fyn.

- Vi er bekendt med hændelsen og er i gang med forebyggende indsatser, skriver han.

Også på biblioteket i Otterup er man på sagen. Hans Trygve Birkeland er bibliotekar og driftskoordinator, og han har set overvågningsbillederne fra torsdag aften igennem. Her kan han ikke se, at de unge sniffer lightergas, men han fortæller, at man har fundet de tomme dåser i en skraldespand uden for biblioteket.

Tidligere har de unge af og til opholdt sig på biblioteket, men hen over julen har de været der nærmest dagligt, fortæller Hans Trygve Birkeland.

- En del borgere har henvendt sig om unge, der hænger ud på biblioteket om aftenen. Det har vi været klar over. De har dog aldrig opført sig uordentligt. Men lightergas er vores grænse, og derfor har vi taget fat i SSP, siger Hans Trygve Birkeland.

- Hvis vi smider dem ud af biblioteket, går de bare et andet sted hen og sniffer lightergas. Så det er vigtigt, at nogle voksne tager hånd om dem.

Flere problemer

At der endelig er et fokus på de unge, og hvad de laver om aftenen i Otterup, var, hvad Per Hermansen ville med sit opslag på Facebook. Alt for længe har ingen gjort noget ved et åbenlyst problem, mener han.

- Skal en af de unge dø, før der bliver gjort noget, spørger han.

I Facebookgruppen ’Det sker i Otterup’ er det ikke første gang, der bliver gjort opmærksom på problemet.

I december beskrev en ekspedient, hvordan teenagere er begyndt at købe to-tre dåser lightergas ad gangen, og i november lagde en kvinde billeder op af en tom dåse lightergas kastet ved skolens legeplads.

Selv har Per Hermansen også set, hvordan handel med stoffer foregår på åben gade i Otterup.

Han mener, at en af årsagerne til problemet er, at de unge ikke længere har nogen steder at tage hen i Otterup. Så ender de steder som biblioteket, når personalet er taget hjem, og hvor selvbetjeningsåbningstiderne gør, at man stadig kan komme ind. Derfor er han glad for, at kommunens SSP-arbejde nu går ind i sagen.

- Det var også på tide, siger han.

3. jan. 2025 kl. 14:48
Tophistorie
Sophie Frederikke Gommesen

Politi advarer: Makaber video af tragisk dødsulykke delt på nettet

LYT
Del
Link
kopieret!

Nytårsnat mistede den 24-årige Tobias Lund livet i en tragisk ulykke med fyrværkeri, der indtraf kort efter midnat på Nyborgvej 67 i Odense.

Siden er mennesker strømmet til med blomster, lys og beskeder til den afdøde. Men midt i sorgen over tabet kommer familien med et opråb efter en makaber video af ulykken er blevet delt på internettet. Et familiemedlem til den afdøde beder på Facebook om, at videoen ikke bliver delt.

TV 2 Fyn har set en video, der er optaget i sekunderne efter ulykken, på det sociale medie Reddit. Den er siden blevet fjernet igen.

På videoen, som er rystet, kan man høre skrig og se den 24-årige på få meters afstand af kameraet. På videoen kan man ikke se hvor voldsomme skaderne er, men det er tydeligt at han havde blod og sod i ansigtet.

Ulovligt at dele

At dele videoen er ikke blot makabert, men også strafbart, advarer Mads Boel fra Fyns Politi.

- Det er strafbart at dele den slags. Det er et brud på straffelovens paragraf 264d. Og udover at være ulovligt er det også etisk forkasteligt. Så det vil vi opfordre til at stoppe med øjeblikkeligt, siger han til TV 2 Fyn.

Lovparagraffen lyder, at man kan straffes med op til seks måneders fængsel, hvis man deler billeder eller videoer vedrørende en andens private forhold som kan forlanges unddraget en bredere offentlighed. Blandt andet når materialet vedrører en afdød person.

Fyns Politi har ikke selv set videoen endnu, men vil reagere, hvis det lykkes at finde frem til personer, som deler den.

Politiet er i gang med at efterforske sagen og undersøger blandt andet, om der var tale om ulovligt fyrværkeri.

3. jan. 2025 kl. 13:47
Tophistorie
Privatfoto

Fanget på kamera: Bil torpederer busskur

LYT
Del
Link
kopieret!

En bilist kom fredag formiddag på afveje i krydset Klusetvej og Slettensvej i Odense, hvor bilen torpederede et busskur med “betydelig skade” til følge, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

Beboere i området fortæller TV 2 Fyns reporter, at lignende episoder har fundet sted tre gange indenfor det seneste år. Eksempelvis er vejskiltet ved Klusetvej også skævt, fordi der tidligere har været en hændelse, hvor en anden fører kørte ind i skiltet.

Heldigvis kom ingen til skade i forbindelse med uheldet. TV 2 Fyn har fået tilsendt ovenstående billede, som er optaget via et overvågningskamera.

3. jan. 2025 kl. 16:10

Medisterpølse tilbagekaldt efter salmonella-fund

LYT
Del
Link
kopieret!

Coops luksusmedister tilbagekaldes efter fund af salmonella, skriver fødevarevirksomheden Hilton Foods Danmark i en pressemeddelelse.

Produktet er solgt i Kvickly, Brugsen, SuperBrugsen, Fakta Tyskland og FK Tvøroyi (Færøerne).

- Symptomerne på infektion med salmonella er diarre, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger, lyder det i pressemeddelelsen.

Hilton Foods Danmark oplyser, at produktet bør kasseres eller leveres tilbage til butikken, hvor det er købt.

Helt præcist er der tale om produktet "luksusmedister, 600 gram" med pakkedatoen: 26.12.2024 og sidste anvendelsesdato: 02.01.2025.

3. jan. 2025 kl. 15:21
Sophie Frederikke Gommesen

Motorvej spærret - brændende lastbil blokerer

LYT
Del
Link
kopieret!

Beredskabet har valgt at spærre Fynske Motorvej i vestgående retning ved motorvejskryds Odense, da en brændende lastbil holder i nødsporet. Det oplyser Vejdirektoratets trafikinfo.

Motorvejen vil formentlig være spærret til branden er slukket.

Biler som skal mod Odense og Middelfart kan køre via rampen til Svendborgmotorvejen og flette ind på Fynske Motorvej igen.

Opdatering 16.05: Motorvejen er igen åben for trafik.

3. jan. 2025 kl. 13:13
Local Eyes

Fodboldklub mindes Tobias efter fyrværkeriulykke: - Æret være hans minde

LYT
Del
Link
kopieret!

I et opslag på Facebook oplyser fodboldklubben Nyborg G&IF Fodbold, at et af deres medlemmer, Tobias Lund, er afgået ved døden i forbindelse med en ulykke natten mellem 31. december og 1. januar.

Klubben oplyser, at den 24-årige mand, som omkom i en fyrværkeriulykke, var medlem i fodboldklubben og spillede på klubbens Serie 3-hold. Ifølge klubben boede han i Odense, men kom oprindeligt fra Nyborg.

- Nyborg G&IF Fodbold er berørt af nyheden og sender vores varmeste tanker og kondolence til Tobias' venner og familie. Æret være Tobias Lunds minde, lyder det i opslaget.

Fyrværkeriulykken skete kort efter midnat 1. januar på Nyborgvej i Odense, og senere samme nat mistede den 24-årige mand livet.

De foreløbige undersøgelser tyder ifølge Fyns Politi på, at manden har antændt noget fyrværkeri, som er eksploderet tæt på hans ansigt.

Politiet er dog stadig i gang med at efterforske sagen, og undersøger blandt andet, om der var tale om ulovligt fyrværkeri.

TV 2 Fyn har været i kontakt med familien til den 24-årige mand, men ingen har ønsket at udtale sig.

3. jan. 2025 kl. 12:05
Daniel Glad

Drama i parkeringskælder - tyv sad i bilen, da ejeren kom

LYT
Del
Link
kopieret!

En kvinde fik sig noget af en overraskelse, da hun kom ned til sin bil i parkeringskælderen under Torvegade i Odense.

For i bilen sad en mand, der havde tvunget sig adgang til bilen. Af døgnrapporten fra Fyns Politi fremgår det, at da kvinden herefter konfronterede manden, steg han ud og skubbede hende ind i væggen.

Herefter flygtede gerningsmanden fra stedet i retning mod Flakhaven. Manden beskrives som dansk af udseende, 170 centimer høj i slut 30’erne og med overskæg. Han flygtede på en elcykel og havde muligvis en grøn hue på.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 114.

3. jan. 2025 kl. 11:03
Fyn
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Væltet lastbil, et påkørt hus og busskur - politiet fik pludselig travlt

LYT
Del
Link
kopieret!

Fredag har et snevejr skabt trafikale udfordringer på tværs af landet, og selvom dagen egentlig startede roligt på Fyn, så er der sket lidt af hvert, når Fyns Politi her til formiddag gør regnskabet op.

- Det startede egentlig meget godt, men vi har haft en del uheld, der skyldes vejret, fortæller Bjarne Tykgaard, der vagtchef hos Fyns Politi og opsummerer:

- Vi har en væltet lastbil, et påkørt hus og en personbil, der har påkørt et busskur.

Ingen personskade

Første uheld indløb lidt i ni, da en personbil påkørte et hus på Dronningholmsvej i Svendborg. En halv times tid senere indløb der en anmeldelse om en væltet lastbil på Klintholmsvej i Hesselager, og kort efter var der så en bilist, der kom på afveje i krydset Klusetvej og Slettensvej i Odense, hvor han torpederede et busskur med “betydelig skade” til følge, fortæller vagtchefen.

Vagtchefen oplyser, at ingen af de involverede personer er kommet alvorligt til skade, og at der i et enkelt tilfælde blev tilkaldt en ambulance.

Bjarne Tykgaard har dog ingen informationer om, at nogen skulle være kørt med ambulancen til skadestuen.

3. jan. 2025 kl. 10:18
Peter Salomon

Missing People vil lede efter forsvundne Poul - sådan gør de

LYT
Del
Link
kopieret!

Torsdag lød det fra Fyns Politi, at de efterhånden var løbet tør for områder, hvor de mente, at de kunne finde 70-årige Poul Frank Andersen, der ikke er set, siden han forlod sit hjem i Årslev 26. december.

Men det betyder ikke, at al håb om at finde ham er væk. For lørdag indleder foreningen Missing People en civil eftersøgning af Poul med deres hundeenhed og droner.

Det gør de, efter at "dem, der kender ham nærmest" har kontaktet foreningen, fortæller vagthavende og kommunikationsansvarlig hos Missing People, Vivian Winther Eriksen, til TV 2 Fyn.

Missing People

Mødes med politiet

Inden eftersøgningen går i gang, får den pågældende indsatsleder hos Missing People en grundig overlevering af Fyns Politi, der fortæller, hvor politiet allerede har ledt, og hvor man med fordel kunne lede igen, hvis forholdene tidligere besværliggjorde efterforskningen.

- Vi kender jo ikke alle detaljerne endnu, så vi skal mødes med politiet, som skal sætte os ind i deres eftersøgning, og derefter iværksætter vi så vores egen eftersøgning ud fra de oplysninger, som vi får fra Fyns Politi, forklarer Vivian Winther Eriksen.

Har man lyst til at være med til at lede, opfordrer Missing People til, at man kontakter foreningen eller møder op på Søgårdsvej 1 i Dømmestrup ved Årslev, hvor eftersøgningen har udgangspunkt.

Frivillige skal koordineres

Herfra vil man informere om, hvordan man kan hjælpe.

- Formålet er, at alle de frivillige, der gerne vil hjælpe, går i samme retning og koordineres, så de kender til de retningslinjer, der er ved civile eftersøgninger, fortæller Vivian Winther Eriksen.

På den måde sikrer Missing People også, at de kan pulje de informationer, der kommer ud af eftersøgningen, og sammen overlevere det til politiet.

Har man selv lyst til at lede, men i et andet område, opfordrer Vivian Winther Eriksen til, at man udviser respekt for de områder, hvor Missing People søger.

- Vi vil ikke modsætte os andre eftersøgninger, men jeg håber, man respekterer de områder, hvor vi går, siger hun.

Missing People

Politiet er stoppet med at lede efter Poul - nu søges deltagere til eftersøgning

LYT
Del
Link
kopieret!

Siden 27. december har politiet ledt efter 70-årige Poul Frank Andersen, efter han den 26. december forlod sin bopæl i Årslev. Torsdag indstillede politiet eftersøgningen, da deres muligheder var “ved at være udtømte”.

Torsdag aften oplyste foreningen Missing People på deres Facebookside, at de efter at være blevet kontaktet, vil starte deres egen eftersøgning lørdag 4. januar.

Eftersøgningen vil foregå i tidsrummet 12 - 15.30 i området omkring Dømmestrupvej ved Årslev, hvor Poul sidst er set.

3. jan. 2025 kl. 7:48
Radek Petrasek/AP/Ritzau Scanpix

Skoleledere kritiserer forældre for skiferier uden for vinterferien

LYT
Del
Link
kopieret!

Stadig flere skolebørn bliver taget ud af skolen uden for vinterferien for eksempelvis at tage på skiferie med deres forældre.

Det vurderer Skolelederforeningens formand, Dorte Andreas.

Hun beder derfor forældrene overveje konsekvenserne, siger hun til Jyllands-Posten.

- For nogle bliver det til mange fraværsdage over et skoleår eller skoleliv. Det har betydning for eleven selv og for fællesskabet i klassen. Jeg savner, at flere tænker over det, inden de bare beder om fri, lyder det over for avisen.

Skoler kan sige nej

Der findes ikke centrale tal for, hvor mange børn der trækkes ud af skolen udenfor ferier, men Dorte Andreas baserer sin bekymring på indberetninger fra skoleledere rundt i landet.

Ifølge Jyllands-Posten har en skoleleder mulighed for at sige nej til fraværet. Så registreres det i stedet som "ulovligt fravær", hvis barnet ikke er til stede i skolen.

Henstillingen falder ikke i god jord hos Regitze Spenner Ishøy, som er formand for foreningen Skole og Forældre.

Hun siger til Jyllands-Posten, at man bør tilstræbe at holde ferie i skolernes ferier, men at det ikke altid er muligt.

Derfor foreslår hun, at skolerne eksempelvis tilpasser sig, at der er elever, som er fraværende omkring ferier.

Der er 200 skoledage i skoleåret i Danmark.

Dorte Andreas siger til Jyllands-Posten, at hun har en forventning om, at man kan holde ferie de resterende 165 dage.

Ifølge en rundspørge for Europæiske ERV Rejseforsikring, som blev offentliggjort i en pressemeddelelse i februar 2024, forventede syv procent af danskerne, at de skulle på skiferie den vinter.

3. jan. 2025 kl. 6:23
Fyn
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Snevejr ramte Fyn

LYT
Del
Link
kopieret!

Sne og blæst ser ifølge TV 2 Vejret ud til at ramme Fyn for alvor omkring klokken 7, men har man været tidligt oppe har man måske allerede fået glimt af den årets første sne.

Der vil i hele landet fra morgenstunden være stor risiko for sneglatte veje, og på Fyn rammer sne og blæst lige i morgenmyldretidstrafikken.

TV 2 Fyn følger derfor udviklingen, og du kan holde dig opdateret i vores liveblog herunder:

Snevejr 3. januar 2025

Følg opdateringerne herunder

3. jan. 2025 kl. 6:00
Kasper A. B. Knudsen

Jævnaldrende reagerertragisk dødsfald nytårsnat

LYT
Del
Link
kopieret!

Kort efter midnat nytårsnat skete en tragisk ulykke på Nyborgvej i Odense. En ung mand på 24 år kom galt afsted i en fyrværkeriulykke og mistede senere samme nat livet.

En episode, der har sat tankerne i gang hos jævnaldrende.

TV 2 Fyn har talt med flere jævnaldrende. En af dem er kiropraktorstuderende Rasmus Villadsen, der læste om ulykken morgenen efter.

- Jeg synes egentlig, fyrværkeri er hyggeligt og flot, men det er ærgerligt, at det ender med sådan nogle ulykker hvert år, fortæller han til TV 2 Fyn.

Og Rasmus Villadsen er ikke den eneste, der umiddelbart ikke ser fyrværkeri som farligt.

- Det er vildt, at noget, man tænker er rimelig harmløst, kan have så fatale konsekvenser, siger Nanna Mortensen, der også bor i Odense.

Til TV 2 Fyn var hun heller ikke afvisende over for en fremtidig lovgivning mod affyring af fyrværkeri.

Beboere omkring ulykkesstedet på Nyborgvej er også i chok. Her bor blandt andet Louise Ejlsborg på 23 år, der fortæller, at hun er rystet over episoden.

Et tilbagevendende problem

Heldigvis kommer færre galt af sted med fyrværkeriet nytårsaften. Det viser nye tal fra Ulykkesanalysegruppen på OUH.

Værst så det ud i 1998, hvor der blev registreret hele 546 skader på landets sygehuse.

I 2019 var antallet nede på 228, og i år var der så 210, der medførte et akut sygehusbesøg.

Omkring 20 af dem var her på Fyn.

Selvom tallet historisk set er faldet, så mener Claus Oldenbjerg, der er indehaver af Krudttossen, at dette tal stadig er for højt.

- Det er et lavt tal, men det skal være endnu bedre. Det skal helst være nul, siger fyrværker Claus Oldenbjerg.

Han mener dog ikke, at et forbud er den rette løsning på problemet.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.

Du kan altid ændre dine præferencer senere

Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.

Se flere detaljer om vores cookies her