DMI trækker helt i land efter fejlvarsel
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Det bliver ikke en 100-årshændelse, der rammer Danmark lørdag.
Det oplyser Jens Lindskjold, der er meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Hvis det skulle blive en 100-årshændelse, skulle mængden af nedbør ligge på den gode side af 80 millimeter. Der er faldet 30 millimeter på Djursland, så det regner stadig og vil gøre det i de kommende timer.
- Men der er så langt op til en 100-årshændelse, at vi godt kan sige: Det sker simpelthen ikke, siger han.
Fredag varslede DMI, at der ville falde over 80 millimeter i løbet af ét døgn - en såkaldt 100-årshændelse.
Men lørdag morgen trak instituttet i land. Der ville alligevel ikke falde den mængde regn, lød meldingen.
- I går kiggede vi ned over Tyskland og Polen, hvor det regnede ganske kraftigt med masser af torden. Vejrmodellerne fortalte os, at fronten ville trække op over Danmark og blive liggende.
- Men i nat kunne vi forholdsvis hurtigt se, at det ikke havde den intensitet, som der havde været over Tyskland og Polen. Fronten var noget amputeret, men den var der stadigvæk. Og så sadlede vi om og skruede ned for varslet, siger Jens Lindskjold.