Drama endelig afgjort: Overrasket Alex Ahrendtsen fortsætter i Folketinget

Fynske Alex Ahrendtsen får den allersidste plads i det nye Folketing. Det er endeligt afklaret tirsdag eftermiddag.

- Hvad? Det er løgn!

Et af valgets store dramaer er tirsdag eftermiddag endelige blevet afgjort. Efter en uges fintælling og beregning står det nu endeligt klart, at den fynske DF'er Alex Ahrendtsen får partiets femte og sidste mandat.

- Hold da op. Jeg havde regnet med, at det røg til Nordsjælland.

- Jeg er glad for, at der er kommet en afklaring. Men jeg er lidt overrasket. Jeg troede ikke på et mandat til Fyn.

Han var endnu uvidende om udfaldet, da TV 2 Fyn fangede ham på telefonen.

- Hold da op. Min medarbejder står og jubler, fortæller en glad og genvalgt DF'er.

Han fortæller, at han i valgets sidste dage troede på fire mandater til Dansk Folkeparti, og så ville det blive svært for ham at blive genvalgt. Traditionelt er det først DF's femte, sjette eller syvende mandat, der ender på Fyn.

- Men 2,6 (procent af stemmerne, red.) gav fem mandater, så der var en chance for, at det ville ende på Fyn. Men tallene sagde umiddelbart Nordsjælland, siger Alex Ahrendtsen.

Stort drama

Dansk Folkeparti fik et skidt valg og gik tilbage fra 16 til blot fem mandater. Og det er netop det femte og sidste, som nu ender på Fyn.

Først tirsdag - en uge efter valget - har Danmarks Statistik altså kunnet offentliggøre de endelige resultater.

Forsinkelsen skyldtes, at valgresultatet ved dette folketingsvalg var meget tæt, og at stemmeafgivelsen har aktiveret en særlig fordelingsregel i folketingsvalglovens paragraf 77, stk. 4. Denne regel tager sigte på en situation, der ikke er forekommet siden 1947.

Danmarks Statistik valgte derfor at supplere valgsystemets beregninger med en særlig grundig kvalitetssikring. 

Tirsdag har de færdiggjort den sidste kontrol af valgresultatet, og der er ingen ændringer af de 179 valgte kandidater, der blev offentliggjort umiddelbart efter valget.

Der var blandt andet netop usikkerhed om, hvorvidt det sidste tillægsmandat til Dansk Folkeparti ville ende i Fyns Storkreds hos Alex Ahrendtsen eller i Nordsjællands Storkreds hos Pia Adelsteen.

Uvidenheden har dog ikke stresset den erfarne politiker.

- Det har været fint. Jeg har den filosofi, at man ikke skal hidse sig op over ting, som man ikke har indflydelse på. Jeg er bare glad for, at DF overlevede. Det var derfor jeg genopstillede.

- Men det er kun glædeligt med en afklaring, og selvfølgelig at jeg kan fortsætte i Folketinget i endnu en periode, siger Alex Ahrendtsen.

Der er dermed 16 fynskvalgte medlemmer af det nye folketing. Alex Ahrendtsen har siddet i Folketinget siden 2011.

Oversigt

    Oversigt