Det er en netop offentliggjort rapport fra Oxford Research, der spår, at droner kan være et muligt erhvervseventyr for Danmark.
Rapporten beskriver et potentiale på 12.000-15.000 nye, danske job frem mod 2050.
Job-rapporten fra Oxford kommer efter, at Transportministeriet i sidste uge fremlagde rapporten "Fremtidens regulering af droner".
I det nationale industrinetværk for droner, UAS Denmark, har analysen vakt stor interesse:
- Dette er de første danske tal, som påviser det potentiale for en drone-industri i Danmark, vi forsøger at løfte. Drone-virksomheder i Danmark samarbejder allerede i dag med nogle af verdens største luftfartsvirksomheder, ligesom vi forskningsmæssigt er helt med fremme, udtaler projektchef i UAS Denmark, Michael Larsen.
HCA Airport driver til dagligt UAS Denmark, men er samtidig i gang med at udvikle et nationalt test center for ubemandede systemer og en drone-klynge.