Dyrlæger advarer mod fynsk hesteherpes
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fynske heste risikerer neurologiske problemer og aborter på grund af aggressiv virus
En aggressiv herpes er konstateret på flere heste efter et stævne på Fyn, og det får Højgård Hestehospital til at advare fynske hesteejere mod smitten.
Normalt giver virusset en mild luftvejsinfektion med feber, men her er der tale om neurologiske symptomer, der kan give langvarige problemer og i værste fald ende i en aflivning, ligesom infektionen kan være farlig for drægtige hopper.
- I langt de fleste tilfælde er det harmløst, men voksne heste, der får neurologiske symptomer med slinger på bagpartiet, kan man risikere lægger sig ned uden at komme op igen, ligesom det kan føre til aborter eller meget svage føl hos hopperne, fortæller dyrelæge Louise Husted fra Højgård Hestehospital.
Virusset er meget smitsomt, og derfor råder hun hesteejerne til at holde hestene hjemme i deres vante omgivelser.
- Hestene kan hurtigt smitte hinanden, og vi mennesker kan hurtigt overføre smitten fra hest til hest, så vi anbefaler, at man lige nu undgår at blande heste til stævner og lignende, forklarer hun.
Højgård Hestehospital har fundet smitten hos fire heste, og der er yderligere fire til seks heste, som de mener kan have haft sygdommen, da de har haft feber og har været i kontakt med de smittede heste.
Louise Husted mener, at smitten er afgrænset, og det nu drejer sig om at forhindre den i at brede sig igen
- Man skal tage temperaturen på alle hestene i stalden to om dagen, og hvis ingen af hestene får forhøjet temperatur inden for de næste to uger, er de ikke smittede, forklarer hun.