Far og datter brugte 320 kroner på at gå i biografen: - Hvorfor skal det være så dyrt?

Vi er vel mange, der har hørt vores forældre sige, at da de var børn, der gik de i biografen en gang om ugen, og de betalte få kroner for en billet. Sådan er det ikke mere. Faktisk går færre danskere i biografen, og priserne stiger.

"Film skal ses i biografen", har man har hørt mange gange før. Men faktisk vælger færre at se filmen i biografen.

En opgørelse fra Det Danske Filminstitut viser, at det har været svært at lokke folk ind til det store lærred efter coronapandemien.

Så selv om antallet af biografgæster ser ud til igen at være stigende, så viser det seneste tal fra 2022, at der blev solgt næsten 3 millioner færre billetter end før corona.

TV 2 Fyn mødte Henning Thygesen og hans datter, inden de skulle ind i biografen Vue i Rosengårdcentret i Odense for at se "Kung Fu Panda 4". 

For dem hører en tur i biografen til sjældenhederne. Og det skyldes primært prisen, siger han:

- Vi går nærmest aldrig i biografen, og det er primært på grund af prisen. Vi ville helt bestemt gå mere i biografen, hvis det var billigere.

For billetter, en stor popcorn, cola og en pose Smarties kom de i alt af med 320 kroner. Og det er i den høje ende, siger han:

- 85 kroner for popcorn kan jeg godt leve med, hvis billetprisen er derefter, men 215 kroner for to billetter er dyrt.

De seneste syv år er prisen for en biografbillet steget med 29 procent. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, der har lavet en måling over perioden januar 2016 til januar 2023.

Imens er de generelle forbrugerpriser i samme periode kun steget med 18 procent.

Sofaen i stuen er en hård konkurrent

Det er særligt sofaen derhjemme, der er biografernes største konkurrent, fortæller Klaus Hansen, der er direktør i Film Fyn, der støtter produktion af film:

- Vi der arbejder i branchen har set, at der er konkurrence mellem biograffilm og streamingtjenester, siger han og fortsætter:

- Biograferne er ikke kommet tilbage efter corona, så der er behov for gode film, der kan trække folk i biografen. Så vidt jeg kan se, ligger salget 15 til 20 procent under, hvis man sammenligner med tidligere år.

Mere end bare film

I flere biografer oplever man også, at der ikke er lige så meget gang i forretningen som tidligere.

Derfor har Simon Storgaard, der er forpagter hos Kino Vino i Nyborg, forsøgt sig med end andre initiativer end bare en film på storskærmen.

For i ifølge ham skal en biograf i dag kunne noget andet end bare at vise en film.

Det skal også være en oplevelse, og det er lige så meget det, man betaler for.

- Vi laver nogle andre arrangementer, som måske ikke har noget med film at gøre, men så bruger man det som et kulturhus. Her kan de unge komme ned og spiller brætspil eller høre LP’er. Det at man kan noget andet, er essentielt for de små biografers oplevelse, siger han og fortsætter:

- Man skal gå i biografen, fordi det er en helt anden oplevelse at sidde i mørket uden at blive forstyrret. Sidde sammen med andre. Det er en fællesskabsting.

Oversigt

    Oversigt