I alt 907 kandidater forsøger ved kommunalvalget til november at blive valgt til et af de ti fynske byråd. Men i forhold til befolkningssammensætningen er kønsfordelingen stadig skæv.
610 af kandidaterne er mænd, mens 295 er kvinder.
Det betyder, at andelen af kvindelige kandidater med 32,5 procent er den højeste nogensinde på Fyn.
En kommunalforsker er hverken overrasket eller imponeret af udviklingen, selvom antallet af kvindelige kandidater slår rekord.
År | Andel af kvindelige kandater på Fyn |
---|---|
2005 | 28,7 |
2009 | 28,4 |
2013 | 28,4 |
2017 | 30 |
2021 | 32,5 |
- Det kunne jo næsten ikke falde. Kommunalpolitik er en af de få tilbageværende mandlige bastioner, og ved valget i 2017 var under en tredjedel af kandidaterne kvinder. Men det er da positivt, at det går fremad, siger kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.
Få kvindelige spidskandidater
Kønsfordelingen ser også meget skæv ud, når man kigger på antallet af kvindelige spidskandidater. Ud af de 119 spidskandidater på Fyn er 38 kvinder.
Det svarer til, at 31,9 procent af spidskandidaterne er kvinder.
Blandt de traditionelle borgmesterpartier - Venstre og Socialdemokratiet - er det kun i Nyborg, Svendborg, Middelfart og på Nordfyn, at der en kvinde i spidsen for et af de to partier.
- Man kan jo ikke udelukke, at der kommer kvindelige borgmestre på Fyn, men det kan også ende med ti mandlige borgmestre igen, siger Ulrik Kjær.
Røde partier med flere kvinder
Inden for de enkelte partier er der stor forskel på, hvor mange kvinder, der står på listerne. Der er undtagelser, men blandt de traditionelle partier er den generelle tendens, at jo længere ude på venstrefløjen listen er, jo flere kvinder opstiller. Omvendt har et par af de nye små borgerlige lister også mange kvindelige kandidater.
Lister (stiller op i mere end én kommune) | Andel kvinder |
---|---|
De LokalNationale | 71,4 |
Frihedslisten | 63,6 |
Enhedslisten | 42,2 |
SF | 39,8 |
Radikale | 38,5 |
Dansk Folkeparti | 37,1 |
Socialdemokratiet | 34,6 |
Kristendemokraterne | 33,3 |
Liberal Alliance | 30,4 |
Lokallisten Nyt Odense | 28,6 |
Venstre | 28,5 |
Konservative | 28,1 |
Vi lokale demokrater | 16,7 |
Nye Borgerlige | 15,7 |
Alternativet | 0 |
Blandt de fynske kommuner er der stor forskel på, hvor godt kvinderne er repræsenteret. Ærø har med 36,7 procent flest kvindelige kandidater, mens der er færrest på Langeland.
Kommune | Andel kvinder |
---|---|
Nordfyn | 37,3 |
Ærø | 36,7 |
Middelfart | 34,9 |
Region Syddanmark | 34,6 |
Svendborg | 34,6 |
Assens | 33,3 |
Faaborg-Midtfyn | 33 |
Odense | 32,2 |
Nyborg | 30,6 |
Kerteminde | 27,4 |
Langeland | 25,5 |
Valget bliver afgørende
Men selvom Ulrik Kjær ikke mener, at der er noget at fejre, selvom antallet af kvindelige kandidater er større end tidligere, så ser han dog en positiv udvikling.
- Vi ved, at mange vælgere stemmer på kvindelige kandidater, og når der er flere på stemmesedlen, er der også en chance for, at flere bliver valgt ind.
- Det er god start, men så må vi se, om kvinderne kan tage stikket hjem ved valget 16. november, så vi også får en større repræsentation af kvinder i byrådene og blandt borgmestrene, siger Ulrik Kjær.
I dag er 31 procent af de fynske byrådsmedlemmer kvinder.