Fra Oure Efterskole til landsholdet:
- Det lå ikke i kortene, at de skulle gå hele vejen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Over halvdelen af landsholdspillerne har det tilfælles, at de har været en tur forbi Oure Efterskole. Lederen af akademiet er mildest talt stolt.
Da Danmark besejrede Spanien i semifinalen ved VM, var ni af landsholdsspillerne tidligere elever på Oure Efterskole.
Flere af spillerne trådte dengang ind på efterskolen med et talent, som alle kunne se.
Hvorimod andre ikke var åbenlyse kommende landsholdsstjerner. Men blev det alligevel.
Sådan opridser Carsten 'Stump' Jensen, leder af håndboldakademiet på Skolerne i Oure, de landsholdsspillere, der kommer fra efterskolen.
- Der er ingen tvivl om, at vi har været med til at give dem en god håndboldopdragelse, siger Carsten 'Stump' Jensen.
Men lederen af håndboldakademiet understreger, at de ikke kan tage hele æren.
- Vi husker altid på, at de er kommet fra gode klubber, før de kom til Oure, siger han.
Alligevel er Carsten 'Stump' Jensen ikke i tvivl om, at Oure Efterskole har haft en betydning for spillernes håndboldkarriere.
- Det er da klart, at deres forløb i Oure har rustet dem. De har oplevet på Oure, at håndbold før bare var for sjov, til at det blev mere professionelt, forklarer han.
Fra andetholdet til landsholdet
Selvom det er svært at forestille sig, at nogle af landsholdsstjerne på et tidspunkt har spillet på det næstbedste hold, så var det realiteten for flere på Oure Efterskole.
- Mathias Gidsel kom meget målrettet. Men han var ikke en naturlig førsteholdsspiller. Jeg havde ham ikke med på det bedste hold, siger Carsten 'Stump' Jensen om sin tidligere elev.
Den samme historie gør sig gældende for Simon Pytlick, der i begyndelsen måtte stå på sidelinjen og se førsteholdet spille.
- Da Simon Pytlick var U16-spiller, gik der et stykke tid, før han kom op på førsteholdet. At han er nået dertil, hvor han er, og at han spiller så godt, som han gør, det er da også overraskende for mig, siger Carsten 'Stump' Jensen.
Simon Pytlick har for alvor fået sit landsholdsgennembrud ved slutrunden med flere imponerende præstationer. Hans holdkammerat Mathias Gidsel er i skrivende stund topscorer for Danmark med 54 scoringer.
En anden overraskelse fra Oure Efterskole er Lukas Jørgensen. Den 22-årige stregspiller imponerer sin tidligere lærer på Oure, der på ingen måde havde forudset, at han ville gå hele vejen til landsholdet.
Kammerat lokkede Lukas Jørgensen til Oure
- Det lå slet ikke i kortene, at Lukas Jørgensen skulle gå hele vejen. Lukas kom kun til Oure, fordi han havde en kammerat, som også gik der, siger Carsten 'Stump' Jensen og fortsætter:
- Han var ikke lige umiddelbart prototypen af en håndboldspiller, der ville gå hele vejen. Men det blev han.
Kammeraten, der fik lokket Lukas Jørgensen til Oure, hedder Emil Lærke. De to kammerater spiller i dag sammen i GOG.
- På Oure har vi et samarbejde med GOG, der har vist, at vi kan skabe spillere, der kan slå igennem på landsholdet, siger Carsten 'Stump' Jensen.
Og der er noget om snakken. Hele 61 spillere er igennem tiden rykket fra Oure til GOG. 12 af de spillere har haft debut på landsholdet ifølge TV 2 Sport.
- Jeg bliver da pavestolt, når jeg ser de her tidligere Oure-spillere på landsholdet. Jeg bliver stolt over, at jeg sammen med andre gode kollegaer har været en del af det her. Der er virkelig en gevinst ved at lægge en benhård indsats i talentarbejdet, afslutter Carsten 'Stump' Jensen.
Danmark møder Frankrig i VM-finalen klokken 21.00. Du kan se kampen direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.